Serier
BREAKING
0

Topchef får sparket efter kæmpetab på prestigeprojektet Amager Bakke

John Veje Olesen er blevet fyret som adm. direktør i B&W Vølund. Det sker efter, at Esbjerg-virksomheden har tabt foreløbig 320 mio. kr. på en kæmpeordre til affaldsanlægget Amager Bakke.

Skraldekamp for milliarder
Den amerikanske koncern bag B&W Vølund har måtte tage et tab på 320 mio. kr. på sin milliardordre til Amager Bakke. Foto: Rune Aarestrup Pedersen

Gratist, Registreret: TOOL Oplåst artikel - prøv Finans 40 dage

Alvorlige tekniske fejl på prestigeanlægget Amager Bakke har sendt Esbjerg-virksomheden B&W Vølund til tælling. De amerikanske ejere Babcock & Wilcox har bogført et tab på 320 mio. kr., og i sidste uge blev adm. direktør for det danske datterselskab, John Veje Olesen, fyret.

Både John Veje Olesen og B&W Vølund bekræfter fyringen, men vil ikke kommentere årsagen.

»Jeg blev sendt hjem i torsdags. Mere kan jeg ikke sige på nuværende tidspunkt,« siger John Veje Olesen.

Sagen om Amager Bakke
  • Amager Bakke er et nyt affaldsforbrændingsanlæg. Det ejes af Amager Ressourcecenter (ARC), der er et fælleskommunalt selskab med Københavns, Frederiksberg, Hvidovre, Tårnby og Dragør Kommuner som ejere.
  • De fem kommuner besluttede i september 2012 at bygge Amager Bakke, der producerer el og varme på basis af afbrænding af op til 560.000 tons affald om året.
  • Amager Bakke er tegnet af Bjarke Ingels. Anlæggets tag kommer til at fungere som skibakke med kunstsne og nedløb fra en højde på 85 meter.
  • På grund af faldende affaldsmængder og lave elpriser er anlægget kommet i økonomiske problemer. Borgmestrene i de fem ejerkommuner er i august 2016 blevet enige om en økonomisk redningsplan, der lægger op til, at man skal importere 114.000 affald om året for at få økonomien til at hænge sammen.

B&W Vølunds levering af to forbrændingsovne til ca. 1 mia. kr. til Amager Bakke er den største ordre i Esbjerg-virksomhedens historie. Ordren kom i hus efter en effektiv lobbyindsats i 2012, hvor daværende finansminister Bjarne Corydon, som var valgt i Esbjerg, hjalp med at få ordren presset igennem.

Nu har drømmeordren givet bagslag. Som Finans skrev i oktober sidste år, har store tekniske fejl resulteret i betydelige forsinkelser og tab for B&W Vølund. Og siden er det blevet endnu værre. I regnskabet fra tredje kvartal 2016 er tabet værdisat til 320 mio. kr.

Ifølge Finans' oplysninger er fyringen af John Veje Olesen direkte relateret til problemerne på Amager Bakke, og det forventes, at tabene til projektet er vokset yderligere, når Babcock & Wilcox om få dage udsender årsregnskab.

Fejlen ligger i de rørsystemer, der forbinder de store forbrændingsovne. Ifølge Finans' oplysninger fandt ingeniørerne alt for sent ud af, at der var fejl i konstruktionen, og B&W Vølund har måtte flyve talrige specialister ind fra USA for at rette op på problemerne.

»Det er normalt en kernekompetence hos os. I dette særlig tilfælde var noget af det ingeniørmæssige rørdesign og særligt nogle af de bagvedliggende beregninger ukorrekte,« sagde Babcock & Wilcox’s amerikanske topchef, Jim Ferland, på en telefonkonference i efteråret.

B&W Vølunds reklamevideo for Amager Bakke

John Veje Olesen er ikke den eneste chef i B&W Vølund, der har mistet jobbet efter problemerne opstod på Amager Bakke. I juni 2016 stoppede B&W Vølunds finansdirektør Jacob Rosenhøj Jørgensen efter 15 år i firmaet, og nogenlunde samtidig forlod B&W Vølunds engineering direktør Lars Busch selskabet.

Finans har tidligere skrevet, at de tekniske problemer har forsinket Amager Bakke og foreløbig kostet ejerkommunerne bag anlægget ca. 100 mio. kr., som man vil forsøge at få B&W Vølund til at betale. De seneste udfordringer har udskudt den første prøveafbrænding af affald med yderligere tre uger, men ifølge Amager Ressourcecenter (ARC), der driver Amager Bakke, er der ikke kommet yderligere ekstraregninger. Det er stadig forventningen, at anlægget er i fuld drift i sommeren 2017.

BRANCHENYT
Læs også