Gammel Erhverv
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

Novo-top åbner for større opkøb i historisk melding

Novo Nordisk gør sig klar til for alvor at kunne bringe milliarderne i spil i jagten på vækst. Det vil gå ud over pengeregnen over de hårdtprøvede aktionærer.

Lars Fruergaard Jørgensen, adm. direktør i Novo Nordisk, skabte ikke ligefrem begejstring på aktiemarkedet med forventningerne til hele 2017. Foto: Novo Nordisk.

Novo Nordisk åbner for første gang muligheden for at gennemføre opkøb af en sådan størrelse, at det vil begrænse den traditionelle pengeregn over aktionærerne. Udmeldingen er særligt interessant, fordi den kommer på et tidspunkt, hvor selskabet er mere presset end set længe og endnu engang måtte skuffe aktionærer og sig selv med en nedjustering.

»Novo Nordisk har for første gang nogensinde åbnet for, at man vil have mulighed for at annullere aktietilbagekøbsprogrammet, hvis det skyldes indlicensering eller opkøb. Det er en decideret game changer i Novo Nordisk-sammenhæng,« siger Claus Henrik Johansen, senior porteføljeforvalter i Wealth Management-afdelingen under Danske Bank.

Vi opererer i et miljø, som er stadig mere volatilt.

Lars Fruergaard Jørgensen, adm. direktør i Novo Nordisk.

Novo Nordisk har i årevis brugt milliarder på hvert år at købe aktier tilbage, en klassisk måde at understøtte aktiekursen på. I år er tilbagekøbsprogrammet på op til 16 mia. kr. Men som noget nyt vil Novo-toppen i år give sig selv mulighed for at reducere programmets størrelse, såfremt det skyldes muligheder for enten at indlicensere produkter, teknologier eller foretage decideret virksomhedsopkøb.

Eller sagt på en anden måde. Novo Nordisk A/S er klar til at lade være med at købe egne aktier for milliarder, hvis pengene i stedet kan gå til f.eks. at købe virksomheder, der kan bidrage til igen at løfte omsætningen med tidligere tiders hast.

»Hvis man kigger på M&A og Novo Nordisk, så ser jeg primært, inden for en overskuelig horisont, at det er noget, vi vil gøre for at komplementere vores Biopharm-forretning,« siger Lars Fruergaard Jørgensen, adm. direktør i Novo Nordisk.

Det er den del af forretningen, som indeholder lægemidler mod bl.a. blødersygdom og hormonpræparater til kvinder.

Den nye topchef, som overtog jobbet som adm. direktør ved årsskiftet, måtte på sin første regnskabsdag lide den tort at skulle nedjustere forventningerne til både omsætningen og driftsresultatet.

En mildest talt dårlig start, efter at Novo Nordisk i 2016 måtte opgive de langsigtede forventninger om en vækst i driftsresultatet på 10 pct. om året til nu bare 5 pct. Aktiemarkedet kvitterede onsdag med at sende aktien ned med mere end 7 pct. på baggrund af årsregnskabet, svarende til et tab af markedsværdi for det ellers tidligere så succesfulde selskab på mere end 46 mia. kr.

Novo Nordisk har for første gang nogensinde åbnet for, at man vil have mulighed for at annullere aktietilbagekøbsprogrammet, hvis det skyldes indlicensering eller opkøb. Det er en decideret game changer., Claus Henrik Johansen, senior porteføljeforvalter i Wealth Management-afdelingen under Danske Bank.

Novo Nordisk selv mener ikke, at der var tale om en nedjustering, fordi man også åbnede muligheden for, at væksten i 2017 kan blive højere end antaget i slutningen af 2016. Usikkerheden omkring særligt det politiske miljø med præsident Trump i USA er imidlertid nu så stor, at der er risiko for decideret tilbagegang for Novo Nordisk i 2017.

»Vi landede året som forventet, og derfor er planen for 2017 stadig intakt. Vi opererer i et miljø, som er stadig mere volatilt, og med det politiske miljø i USA mener vi, at det er passende at operere med et mere bredt spænd for 2017 sammenlignet med tidligere,« siger Lars Fruergaard Jørgensen.

Nu er det store spørgsmål, om Novo Nordisk-ledelsen med den nye Lars i spidsen vil agere anderledes på opkøbsfronten end forgængeren Lars Rebien Sørensen.

»GLP-1 har taget os ind for fedme, og vi kigger også på, at semaglutid kan tage os ind i NASH (fedtlever, red.). Når man kigger på nogle af de her tilstødende områder, så kunne der godt være nogle opkøbsmuligheder. Inden for Biopharm har vi en stærk produktion, infrastruktur og salgsinfrastruktur, så der kunne vi også lægge nogle produkter til,« siger Lars Fruergaard Jørgensen.

Hvad er NASH?
  • Fedtlever, også kendt som NASH, er en tilstand med øget infiltration af fedt i leveren. Aflejring af fedt i leveren forekommer ved mange tilstande, f.eks. for stor alkoholindtagelse, hos visse patienter med sukkersyge og hos patienter med overvægt.
  • Det kan altså og sagtens forekomme hos personer, der slet ikke eller kun i beskedne mængder indtager alkohol, og altså særligt patienter, der lider af diabetes eller fedme, er i risiko for at udvikle sygdommen.
  • Leveren spiller en betydelig rolle i reguleringen af kroppens fedtomsætning og levercellerne kan fungere som depot for fedt på samme måder som fedtceller andre steder i kroppen.

GLP-1-lægemidler er en efterligning af et hormon, som stimulerer insulinproduktionen hos de diabetikere, der fortsat selv har en vis insulinproduktion tilbage. Lægemiddelklassen har den store fordel, at den fører til vægttab hos diabetikere modsat insulin, der gør det modsatte.

Det er her, at lægemidlet Victoza har brilleret over årene og i 2016 solgte for mere end 20 mia. kr. Af andre områder, der er tæt forbundne med diabetes, er f.eks. fedme og hjerte-kar-sygdomme.

Selvom muligheden for opkøb i den større milliardklasse altså nu er en reel mulighed, så skal man dog ikke forvente, at Novo Nordisk vil bruge f.eks. 100 mia. kr. på et opkøb. Det er beløb, som mange andre store medicinalselskaber de seneste år har været villige til at lægge på bordet for at få ny vækst.

GLP-1- har taget os ind for fedme, og vi kigger også på, at semaglutid kan tage os ind i NASH (fedtlever, red.). Når man kigger på nogle af de her tilstødende områder, så kunne der godt være nogle opkøbsmuligheder.

Lars Fruergaard Jørgensen, adm. direktør i Novo Nordisk.

»Jeg ser mere, at vi kan komplementere vores vækst på forskning og udvikling, og jeg ser ikke et behov for, at vi skal ud at lave storskala M&A, der totalt revolutionerer vandene i Novo Nordisk-regi,« siger Lars Fruergaard Jørgensen.

Både amerikanske Johnson & Johnson og schweiziske Roche har inden for de seneste uger sat sine respektive diabetesforretninger til salg. Det er forretninger med en omsætning i 2016 på henholdsvis 12,5 mia. kr. og 14 mia. kr. Begge indeholder medicinsk udstyr, som dermed ville kunne udfylde et tomrum i Novo Nordisk, som stort set udelukkende lever af salg af deciderede lægemidler.

»Det er helt andre forretningsområder end det, vi beskæftiger os med. Det er medicoteknik, og så kan man jo også forholde sig til, at der nok er en grund til, at de er sat til salg. Jeg tror, de ser en udfordring i at drive vækst og rentabilitet i de forretninger fremadrettet,« siger Lars Fruergaard Jørgensen på spørgsmålet om, hvad han synes om de to forretninger.

Regnskabstabel, Novo Nordisk 2016 (i mio. kr.):

  2016 2015
Omsætning 111780 107927
Dirftsresultat (EBIT) 48432 49444
Resultat efter skat 37925 34860
Læs også