Gammel Erhverv
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

Dong-chef er klar til at jagte milliardgevinster på den anden side af jorden

Vindforretning leverede i 2016 mere end 60 pct. af indtjeningen i Dong Energy. Men de gyldne havvindprojekter lakker mod enden i Europa, fastslår Dong-chef Henrik Poulsen.

Dong-topchef Henrik Poulsen lover de 22.000 aktionærer, at selskabets vindmølleforretning vil fortsætte med at levere guldrandede afkast frem til 2023. Foto: Martin Lehmann/Polfoto Foto: Martin Lehmann

Dong-topchef Henrik Poulsen er klar til at tage en større risiko med ejernes milliardindskud.

Det satte han en tyk streg under på torsdagens kapitalmarkedsdag i forsøget på at forklare, hvordan Dong vil fortsætte med at levere guldrandede afkast i selskabets altdominerende vindforretning.

»Der er stadig mulighed for høje afkast, hvis man drager ud i verden og er klar til at tage en risiko,« fastslog Henrik Poulsen og serverede endnu en elefant for mere end 100 fremmødte finansanalytikere, pressefolk og gæster fra først og fremmest udlandet:

»Vi ser på en global ekspansion over de næste 10 år. Der er ingen tvivl om, at det er vores ambition,« forklarede Henrik Poulsen.

Dong går nye veje
  • I dag har Dong Energy opført havmølleparker i Danmark, Storbritannien og Tyskland.
  • Samtidig har Dong vundet opførelsen af to parker i Holland.
  • Men Dong har også rettet blikket udenfor Nordeuropas grænser, der oplever et stigende prispres på havvindprojekter.
  • I 2015 oprettede Dong et kontor i Boston og har i dag amerikanske projektrettigheder på havmølleparker på i alt 3.000 megawatt (MW).
  • Senest har Dong købt sig ind i det første havmølleprojekt i Taiwan, som kan åbne døren for projekter på op til 2.000 MW.

Dong har allerede luftet de globale ambitioner med et nyt kontor i Boston i USA, ligesom der er åbnet kontor i Taiwans hovedstad Taipei. Begge skridt har allerede sat spor i Dongs pipeline af vindmølleprojekter, uden at det dog har udløst konkrete investeringer.

Næste skridt kan måske blive havmølleprojekter i Japan eller Kina, påpegede Martin Neubert, chefstrateg i Dongs vindforretning, i en gennemgang af, hvor det mere præcist er, at Dongs vindforretning i fremtiden vil forsøge at finde de overskud, der skal veksle investorernes milliardindskud til et gyldent afkast.

Vi forventer ikke at vokse mere end markedet. Nærmere det modsatte.

Martin Neubert, chefstrateg i vindforretningen i Dong Energy

Men uanset hvor turen går hen, så kommer nye havmølleprojekter kun i spil, hvis de er økonomisk interessante, understreger Dong-ledelse samtidig med meddelelsen om, at målet om et afkast af de investerede vindmøllemilliarder på 13-15 pct. nu vil gælde til 2023 mod hidtil 2020.

Meldingen bør alt andet lige give Dong-ejere ro i maven. Alligevel affødte meldingen en række spørgsmål fra de fremmødte finansanalytikere, der tydeligvis frygter, at væksten frem mod 2025 reelt ender i nødsporet.

Det kommer dog ikke til at ske, understreger Martin Neubert, der som chefstrateg er ansvarlig for at finde fremtidens guldklumper på havmøllemarkedet.

Dong sætter kursen mod 2025
  • Dong Energy har med udgangen af 2016 installeret 3.600 megawatt (MW) havvind.
  • Det gør Dong til en suveræn markedsleder med 29 pct. af markedet.
  • Dong er p.t. i færd med at opføre endnu seks havmølleparker.
  • I 2020 vil Dong have opført 6.700 MW havvind - 200 MW mere end det hidtidige mål.
  • Nu har Dong-ledelsen løftet sløret for 2025-ambitionen: Installation af 11-12.000 MW.
  • I 2025 ventes det globale havmøllemarked at være på 50.000 MW.
  • Dermed vil Dong i bedste fald få en markedsandel på 24 pct. og i værste fald 22 pct.

»Jeg er overbevist om, at jeg kan give Henrik Poulsen masser af projekter at vælge imellem, som vil være værdiskabende for Dong,« fastslog Martin Neubert.

Trods forsikringen er Ørsted A/S parat til at afgive markedsandele til konkurrenterne. Det er den overraskende melding fra Dong-ledelsen, efter at man har løftet sløret for ambitionerne i vindforretningen efter 2020.

»Vi forventer ikke at vokse mere end markedet. Nærmere det modsatte,« fastslog Martin Neubert i en gennemgang af Dongs muligheder i markedet.

I dag er Dong global markedsleder, og topchef Henrik Poulsen har for længst udråbt havvindforretningen til at være den økonomiske livsnerve i den fremtidige Dong-forretning.

Hidtil har Dong jagtet et mål om at opføre 6.500 megawatt (MW) havmølleparker frem mod 2020. Et mål der ifølge Dong-tallene vil blive nået til den gode side. Derfor har der i finanskredse længe været gisnet om de fremtidige planer. I går kom de så på bordet: 11-12.000 MW havvind i 2025.

Ved første øjekast fremstår 2025-planen ambitiøs. Når det alligevel ikke fik jublen blandt de fremmødte analytikere til at brage løs og aktiekursen til at skyde i vejret, hænger det især sammen med, at det globale havmøllemarked ventes at blive ramt af vokseværk frem mod 2025.

Vi ser på en global ekspansion over de næste 10 år. Der er ingen tvivl om, at det er vores ambition.

Henrik Poulsen, koncernchef i Dong Energy

I dag har Dong opført 3.600 MW, hvilket giver en bid af det globale havmøllemarked på 29 pct. Men i 2025 ventes det globale havmøllemarked at være vokset til 50.000 MW. Derfor risikerer Dong-ledelsen med aktionærerne på bagklappen at bruge et tocifret milliardbeløb for blot at konstatere, at markedsandelen i bedste fald vil være dykket til 24 pct.

Alligevel var Dong-ledelsen med Henrik Poulsen i front lutter smil, da han torsdag kombinerede fremlæggelsen af et rødglødende 2016-regnskab med selskabets første kapitalmarkedsdag, der blev afviklet i Dong-hovedkvarteret i Gentofte.

»Det er et super stærkt regnskab. Husk det!« slog Henrik Poulsen fast, efter at han havde været på podiet og kommentere rekordoverskuddet på 13,2 mia. kr.

At Dong overhovedet er i stand til at spille med indtjeningsmusklerne kun tre år efter, at selskabet under stor politisk ståhej lukkede amerikanske Goldman Sachs ind i ejerkredsen i forbindelse med en kapitalindsprøjtning, skyldes da også alene en flyvende vindforretning.

Hvem ejer Dong Energy?
Den danske stat 50,12 pct.
Goldman Sachs 13,31 pct.
SEAS-NVE 9,54 pct.
The Capital Group Companies 5,68 pct.
ATP 4,90 pct.
PFA 1,80 pct.
Kilde: Dong Energy ( 2016-rapporten).

Og vindforretningen vil fortsætte med at være selskabets uslebne diamant, forsikrede Henrik Poulsen, da han afslørede at afkastet på 13-15 pct. i vindforretningen ventes at fortsætte de næste syv år.

»Det er et klart bevis på troen på vores forretningsmuligheder,« understregede Henrik Poulsen overfor tilhørerne.

Bevis eller ej, så har Goldman Sachs valgt at bruge 2016-regnskabet og meldingerne på kapitalmarkedsdagen som springbræt til at sælge stort ud af sine Dong-aktier.

Aktier i Dong
  • Der er 420.381.080 aktier i omløb.
  • Det giver Dong en aktuel markedsværdi på 107,0 mia. kr.
  • Der er 22.000 aktionærer i Dong - flest fra udlandet.
  • Dong blev børsnoteret den 9. juni 2016. Åbningskursen var 235 kr.
  • I februar 2014 modtog Dong en kapitalforhøjelse fra ATP, PFA og Goldman Sachs.
  • Dengang betalte de tre finanskæmper 107,25 kr. pr. aktie.

Goldman Sachs købte i februar 2014 en aktiepost på 17,9 pct. i Dong Energy. I dag ejer den amerikanske investeringsbank 13,3 pct. af Dong, men den ejerandel risikerer nu at blive nedbragt. Goldman Sachs har nemlig sat 22,7 mio. aktier til salg, meddeler Dong i en fondsbørsmeddelelse.

Med torsdagens lukkekurs vil salget sikre den amerikanske investeringsbank knap 5,8 mia. kr. - eller 3,4 mia. kr. mere end Goldman Sachs betalte for aktierne for knap tre år siden.

Lykkes det Goldman Sachs af afhænde Dong-aktierne, vil selskabet reducere sin ejerandel i Dong Energy til 7,9 pct., oplyser Dong.

Læs også