Gammel Erhverv
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

Mobil-opkomling blev årets største vinder på det danske telemarked

Ved at trække 50.000 kunder fra de store, etablerede teleselskaber på ni måneder i 2016, blev Plenti årets højdespringer.

Peter Mægbæk (tv.) medstifter og direktør hos Plenti og kompagnonen Morten Strunge. De har begge to før tjent gode penge på at sælge et teleselskab til TDC - henholdsvis Fullrate og Onfone - og er nu de primære ejere og pengemænd bag Plenti. Foto: Plenti

De store teleselskaber har nu alle rapporteret om året, der er gået, på det meget bidske danske marked for mobiltelefoni.

Men det blev ikke en af de fire store, som kunne prale af at være bedst til at tiltrække kunder – den hæder går i stedet til det nye selskab Plenti, der gik i luften i marts 2016 og frem til nytår fik over 50.000 private kunder i hus.

Det er på niveau med fremgangen i kunder hos TDC-gruppen, der kunne melde om 54.000 flere mobilabonnementer, men her indgår også 10.000 nye erhvervskunder, og fremgangen er sket over hele året, mens Plenti kun har været i gang siden marts.

Dengang meldte Plentis direktør Peter Mægbæk, at målet var at få 100.000 kunder på to år, og med lige nu 55.000 kunder ombord er selskabet altså kommet over halvvejs til målet.

»Jeg synes faktisk, at det går ret fornuftigt. Vi er et lille skridt foran vores målsætning om at nå 100.000 kunder i år og en omsætning på 100 millioner kr.,« siger direktøren.

Årets taber var Telia, der mistede 38.000 kunder i 2016, mens de øvrige to store selskaber med eget mobilnet begge vandt markedsandele. Telenor hentede 36.000 kunder hjem sidste år, mens 3 fik 47.000 flere abonnenter.

Hos Danske Bank Markets er analytiker Poul Jessen ikke så overrasket over Plentis fremgang.

»Plenti har haft et fornuftigt produkt, med fri brug af data, og har haft nok finansiel backing til at køre et stort marketingspres med tv-reklamer. I lyset af det er jeg ikke overrasket over, at firmaet kan få 55.000 kunder,« siger Poul Jessen, der følger den danske telebranche tæt.

Selvom nye spillere kan skubbe til priserne på markedet, er de 55.000 kunder dog stadig kun en lille bid af de omkring syv millioner mobilabonnementer, der er i brug i Danmark, pointerer han. Det svarer til under én procent af markedet.

Det store spørgsmål er selvfølgeligt, om Plenti køber sine kunder for dyrt, eller om selskabet har udsigt til en fornuftig forretning. Ifølge Plenti-direktøren kan firmaet løbe rundt nu, hvis man stoppede markedsføring og dermed væksten.

»Vi har en grundlæggende sund forretning, vi investerer bare prohibitivt meget lige nu for at vækste den. Vi kunne godt stoppe op nu og lave et overskud. Men vi har appetit på mere,« siger Peter Mægbæk.

I efteråret 2016 fik det danske mobilmarked en anden ny spiller, Tjeep, men det nye teleselskab fik en dårlig start med mange tekniske vanskeligheder. Tjeep ønsker endnu ikke at oplyse hvor mange kunder, der er kommet i hus.

BRANCHENYT
Læs også