Gammel Erhverv
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

NKT-boss om pludseligt direktørskifte: »Sådan er det jo«

Nilfisks adm. direktør er fratrådt med øjeblikkelig virkning, fortæller NKT-koncerndirektør Michael Hedegaard Lyng.

Michael Hedegaard Lyng er koncerndirektør i NKT Holding, der tæller både Nilfisk og NKT Cables. Pr-foto: NKT Holding

Jonas Persson er fortid som adm. direktør for selskabet Nilfisk under NKT Holding.

Det står klart, efter at NKT-konglomeratet tirsdag har offentliggjort regnskab for 2016.

Her oplyser selskabet, at Hans Henrik Lund er udnævnt som ny adm. direktør med virkning fra august. Indtil da skal selskabet ledes af Lars Gjødsbøl, som i dag er executive vice president.

Ifølge NKT's koncerndirektør Michael Hedegaard Lyng er Jonas Persson fratrådt øjeblikkeligt.

»Der står jo (i meddelelsen, red.), at Hans Henrik Lund starter i august, og så står der, at i den mellemliggende periode fungerer Lars Gjødsbøl som adm. direktør. Det betyder også, at Jonas stopper og er stoppet med det samme, hvilket der ikke er noget dramatik i. Sådan er det jo i den type positioner,« siger Michael Hedegaard Lyng.

Nilfisk, der bl.a. er kendt for at lave støvsugere, omsatte i 2016 for 1,06 mia. euro svarende til små 8 mia. kr. Dermed udgør virksomheden ca. halvdelen af NKT Holding, der samlet set omsatte for ca. 15,7 mia. kr.

I løbet af andet halvår af 2017 er planen, at selskabet skal splittes op i to, hhv. NKT Cables og Nilfisk.

»Det er hele tiden bestyrelsens opgave at sikre sig, at de har det bedste hold ifht. at løse de udfordringer, der ligger i dette tilfælde for Nilfisk med en selvstændig børsnotering og med en yderligere cementering af den position, som Nilfisk har,« siger Michael Hedegaard Lyng.

Jonas Persson har været adm. direktør for Nilfisk siden januar 2014. Den nye mand på posten, Hans Henrik Lund, kommer fra en stilling som adm. direktør for det finske selskab Helvar, som producerer belysning.

»Det er klart, og det ligger også i strategiplanen, at der skal fokus på at fastholde og sikre den vækst, som vi har investeret efter at få. Det er det, der bliver Hans Henrik Lunds fornemmeste opgave: At sikre vækst og gennemføre det split sammen med mig af NKT Holding, således at vi får to børsnoterede selskaber,« siger Michael Hedegaard Lyng.

Læs også