Gammel Finans
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

PFA udpeger midlertidig afløser for Henrik Heideby

Det bliver koncerndirektør Jon Johnsen, der overtager roret i PFA ind til bestyrelsen har valgt den langsigtede afløser for Henrik Heideby.

Jon Johnsen er onsdag blevet konstitueret som koncernchef og adm. direktør i PFA. PR-foto

PFA's nye øverstkommanderende hedder Jon Johnsen. Selskabets nuværende koncerndirektør overtager roret for Henrik Heideby med virkning fra mandag d. 22. december. Det oplyser PFA i en pressemeddelelse.

Det bliver dog en kort periode Jon Johnsen får som koncernchef og adm. direktør. PFA er stadig i færd med at finde den langsigtede afløser for Henrik Heideby. Bestyrelsen forventer at offentliggøre den nye topchef efter næste bestyrelsesmøde i februar 2015.

Det var ventet, at PFA ville melde en ny topchef ud på dagens bestyrelsesmøde. Men det er altså ikke lykkes at få ansættelsen på plads før jul, som bestyrelsesformand Svens Askær ellers havde lovet.

I stedet valgte man at konstituere Jon Johnsen, der hidtil bl.a. har haft ansvar for it og Kunde- & Pensionsservice i selskabet. Det betyder samtidig, at bestyrelsen har fravalgt den anden interne kandidat koncerndirektør Lars Ellehave-Andersen, der har haft ansvar for salgssiden.

I forbindelse med udnævnelsen roser bestyrelsesformanden den afgående topchef Henrik Heideby for sin indsats i PFA gennem de seneste 13 år.

»Da Henrik Heideby kom til PFA i 2001, var PFA i alvorlige økonomiske problemer. Henrik Heideby har formået med kløgt, kompetence og et meget stort engagement at stå i spidsen for den turnaround, der i dag har gjort PFA til Danmarks førende pensionsselskab. PFA har år efter år leveret et afkast i top til glæde for selskabets kunder samtidig med, at selskabet har formået at øge sin kapitalstyrke. PFA har på den baggrund rigtigt meget at sige Henrik Heideby tak for. Han har virkelig gjort en forskel,« skriver Svend Askær i pressemeddelelsen.

Læs også