Finans
0

Ejendomsmæglerkonge forærer livsværket væk

Danmarks største ejendomsmægler, Poul Erik Bech, forærer 90 pct. af sit livsværk til en fond og sin datter. Datteren bliver indlemmet i driften.

Landets største ejendomsmægler, Poul Erik Bech, har sikret arvefølgen i sit imperium. Foto: Niels Hougaard

Landets ukronede ejendomsmæglerkonge giver nu livsværket til en ny fond.

Poul Erik Bech, som har opbygget den klart største ejendomsmæglerforretning i landet i regi af EDC, vælger i en alder af 66 år at fremtidssikre sin virksomhed.

Det sker ved, at han forærer 60 pct. af ejerskabet af sin forretning til den nyoprettede, almennyttige Poul Erik Bech Fond, mens datteren kommer ind og får en ejerandel på 30 pct. De sidste 10 pct. beholder Poul Erik Bech selv.

Ejendomsmægleren giver dermed 121 mio. kr. til fonden, som bl.a. skal hjælpe de svageste i samfundet og støtte bevaringsværdige bygninger.

»På denne måde sikrer jeg, at virksomheden EDC Poul Erik Bech bevarer et solidt kapitalgrundlag i fremtiden, som er nødvendigt for fortsat at kunne tage konkurrencen op med de bankejede ejendomsmæglerkæder,« siger Poul Erik Bech.

Der har længe været spekuleret i, hvad der ville ske, når Poul Erik Bech trak sig tilbage, fordi han med sine 45 boligbutikker, 15 erhvervscentre, tre butikker i Sverige og en butik i Frankrig udgør en kæmpe del af EDC-mæglerkæden. Faktisk arbejder næsten hver tredje af de ansatte i EDC i en af Poul Erik Bechs butikker.

»Jeg vil gerne understrege, at jeg ikke gør det her af helbredsmæssige årsager. Jeg har lige overstået mit årlige helbredstjek hos lægen, og der var intet at komme efter. Men jeg må også erkende, at jeg har nået en alder, hvor det er helt naturligt for nye samarbejdspartnere at spørge ind til, hvad der sker, når jeg er væk. Det kan jeg nu give et klart svar på - biksen bliver ved med at bestå,« siger Poul Erik Bech.

Jeg vil gerne understrege, at jeg ikke gør det her af helbredsmæssige årsager. Jeg har lige overstået mit årlige helbredstjek hos lægen, og der var intet at komme efter.

Poul Erik Bech

Han bliver ved med at være en del af den daglige ledelse.

»Nu kommer min datter ind og bliver en slags personlig assistent for mig, så hun kan lære forretningen at kende. Jeg har fortsat lyst til at udvikle forretningen og åbne nye butikker, og det er mit håb, at den nu sikrede ejer- og kapitalstruktur gør det endnu mere attraktivt at blive partner her. Nu ligger der i hvert fald en stor sum penge, som skal bruges til at videreudvikle forretningen,« siger Poul Erik Bech.

EDC-mæglerkæden glæder sig over, at Poul Erik Bech har valgt denne model frem for at sælge sin virksomhed til eksempelvis en bank.

»Der har i EDC været en reel bekymring for, hvad der ville ske, når Poul Erik Bech stoppede. Det ville ikke være sjovt, hvis vi pludselig skrumpede 25 pct. i størrelse. Det er heller ingen hemmelighed, at Poul Erik Bechs butikker hovedsageligt ligger i storbyerne, som er vigtige i ejendomsmæglerbranchen. Nu har vi fået en afklaring, og det er heldigvis lige netop den afklaring, som vi gerne ville have,« siger Jan Nordmann, kommunikationschef i EDC.

BRANCHENYT
Læs også