Finans
0

Bankdirektører reddes af postbrøler

Syv ledende bankansatte slipper for en tur i landsretten, som kunne have kostet dem lange fængselsstraffe. Glemte breve hos bagmandspolitiet redder dem.

Syv tidligere bankbosser med Ebh Banks tidligere administrerende direktør Finn Strier Poulsen i spidsen slipper for en ankesag om kursmanipulation, bedrageri og mandatsvig. Foto: Privatfoto

Det får store konsekvenser for bagmandspolitiet, at den højtprofilerede sag om kursmanipulation, bedrageri og mandatsvig mod et netværk af direktører fra tre pengeinstitutter blev anket for sent.

Forsvarerne klagede i august over, at de formelle tidsfrister for anken ikke blev overholdt. Nogle breve med meddelelsen om anken blev afsendt en dag for sent, fordi en postmedarbejder glemte at tage dem med, da han afhentede bagmandspolitiets post. Vestre Landsret har netop afgjort, at ankesagen derfor ikke skal have lov til at køre. Dermed står byrettens dom – hvor de tiltalte blev frifundet for alle forhold – ved magt. Det bekræfter den ene forsvarsadvokat, Andro Vlric.

»Anken er afvist,« siger Andro Vlric.

Hovedpersonerne

Der var oprindeligt otte tilttalte, men bagmandspolitiet har ikke anket sagen mod Egon Korsbæk, tidl. formand for EBH Bank, som dermed er endelig frifundet.

De syv tilbageværende i sagen er:
Finn Strier Poulsen, tidligere adm. dir. i EBH Bank.

Henrik Sylvester Larsen, tidligere fondschef i EBH Bank.

Finn Jensen, tidligere direktør i EBH Bank.

Jakob Leth, tidligere adm. dir. i Sparekassen Kronjylland.

Jørn Balch Christensen, tidligere adm. dir. i Morsø Sparekasse.

Ove Frank Knudsen, tidligere underdirektør i Sparekassen Kronjylland.

Tonny Elsberg, tidligere finanschef i Sparekassen Kronjylland.

Bagmandspolitiet gik ellers efter lange ubetingede fængselsstraffe til otte tidligere ledende medarbejdere i Ebh Bank, Morsø Sparekasse og Sparkassen Kronjylland i sagen, som er unik, fordi den omhandler anklager om kursmanipulation begået i et tæt samarbejde mellem ledelserne i tre pengeinstitutter. Dommen i byretten i Hjørring var derfor et stort nederlag for bagmandspolitiet, som efterfølgende ankede den for syv af de otte tiltalte.

Brøleren med posthåndteringen var ifølge forsvarerne nok til, at ankesagen ikke skulle have lov til at køre. I stedet mente forsvarerne, at byrettens frifindelser skulle stå ved magt. Og det gav Vestre Landsret dem fredag ret i.

Sagen kort

Under en ransagning hos en tidligere Ebh-medarbejder fandt politiet en pc fra den krakkede banks fondsafdeling. Den indeholdt 23.000 optagelser af telefonsamtaler mellem bankens aktiehandlere og omverdenen.

Optagelserne har ført til endelig domfældelse af en jysk rigmand og har dannet grundlag for flere andre sager.

Sagen mod direktørnetværket er unik, fordi den omhandler ledelserne i tre pengeinstitutter, som bagmandspolitiet mistænker for i 2008 at have begået kursmanipulation, mandatsvig og bedrageri, som har sikret ulovlige milliongevinster til ægtefæller og nære familiemedlemmer.

Netværkets familiemedlemmer har købt forskellige værdipapirer, og efterfølgende har Ebh Bank købt massivt op af de samme værdipapirer i markedet. Det har fået kurserne til at stige. Derefter har Ebh Bank købt familiemedlemmernes værdipapirer. Til sidst er værdipapirerne solgt videre til ebh-fonden og Morsø Sparekasse Fonden.

Parterne er enige om sagsforløbet, og spørgsmålet har været, om der er tale om kursmanipulation, bedrageri og mandatsvig. Det blev alle tiltalte frifundet for i byretten.

Den højtprofilerede sag har udviklet sig til lidt af et mareridt for bagmandspolitiet. Udover nederlaget i byretten og postfejlen blev hele sagen indledt med, at landsretten pillede den ene af de to anklagere af sagen, fordi hun var inhabil. Derudover er der efter byretsdommen blevet sat spørgsmålstegn ved, om anklageskriftet er udformet korrekt.

Få de seneste erhvervsnyheder med vores nyhedsapp
BRANCHENYT
Læs også