Finans
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

De billigste forsikringsselskaber har de mest tilfredse kunder

De dyreste forsikringsselskaber har de mindst tilfredse kunder, viser en ny analyse.

Pris og kvalitet hænger sammen. Eller gør det? Kigger man på forsikringer, ser det ikke ud til at være tilfældet. De dyreste selskaber er nemlig dem, kunderne er mindst tilfredse med, mens de billigste selskaber har de mest tilfredse kunder.

Det viser en analyse, som prissammenligningssiden Samlino.dk har lavet.

De tre bilforsikringer

I prissammenligningen på bilforsikringer har Samlino.dk brugte følgende tre forskellige cases.

Den unge bilist

Alder: 25 år

Bopæl: Langelandsgade 123, 8000 Aarhus C

Antal år med bilforsikring i eget navn: 4

Skader dækket af bilforsikringen inden for de seneste 5 år: 0

Max antal kørte km: 15.000

Ønsket selvrisiko: 3.000 kr.

Bil: Toyota Aygo, 2013, 1,0 68HK 5d

Den midaldrende bilist

Alder: 41 år

Bopæl: Grenågade 13, 2100 København

Antal år med bilforsikring i eget navn: 8

Skader dækket af bilforsikringen inden for de seneste 5 år: 0

Max antal kørte km: 15.000

Ønsket selvrisiko: 4.000 kr.

Bil: Citroen C4, 2014 2.0 HDI exclusive 150 HK 5d 6g

Den ældre bilist

Alder: 63 år

Bopæl: Tyge Brahes Vej 13, 9000 Aalborg

Antal år med bilforsikring i eget navn: 35

Skader dækket af bilforsikringen inden for de seneste 5 år: 0

Max antal kørte km: 15.000

Ønsket selvrisiko: 5.000 kr.

Bil: Peugeot 508 diesel, 2.0 HDi 163 Allure SW aut. 5d.

Samlino har set på, hvad 12 forsikringsselskaber tager for tre typer bilforsikringer og sammenholdt det med, hvilken placering selskaberne har fået i en stor tilfredshedsmåling blandt 4.600 forsikringskunder, som virksomheden EPSI har lavet.

»Mange af kunderne ved de billige forsikringsselskaber er tilfredse. Endda mere tilfredse end kunderne ved de dyre selskaber, som ellers ofte slår på, at de tager en højere pris, fordi de har bedre dækning og service,« siger Kristian Pitzner-Jørgensen, direktør i Samlino.

Codan og Topdanmark er de to selskaber, som kunderne er mindst tilfredse med. Samtidig er de to selskaber de dyreste på de tre bilforsikringer.

»Det er aldrig tilfredsstillende at få bundplaceringer i sådan en test, og begge parametre er selvfølgelig noget, vi arbejder på at gøre bedre. Men det er også vigtigt at holde for øje, at EPSI-tallene viser den generelle kundetilfredshed på alle forsikringsprodukter og ikke kun på bilforsikringer,« siger Mads Houe, pressechef i Codan.

Samlino.dk har indsamlet priserne fra selskabernes egne hjemmesider den 23. november, men Topdanmark mener ikke, det er et dækkende billede.

»Jeg kan på ingen måde genkende de priser, Samlino bruger. Jeg kan kun sige, at jeg synes, man skal bruge Forsikringsguiden, som er selskabernes officielle side i samarbejde med Forbrugerrådet. Når man tager tre tilfældige kunder, får man ikke et repræsentativt billede af selskabernes konkurrencesituation,« siger Erik Adrian, privatkundedirektør i Topdanmark.

Lærerstandens Brandforsikring og Bauta Forsikring er de selskaber, som kunderne er mest tilfredse med. De to selskaber giver samlet den billigste pris på de tre bilforsikringer.

Både hos Lærerstandens Brandforsikring og Bauta Forsikring kræver det et medlemskab at købe en forsikring. Det tredjebilligste selskab i analysen er Alka, som er et forsikringsselskab for alle. Alka ligger på femtepladsen i tilfredshedsundersøgelsen, kun overgået af selskaber, hvor det kræver et medlemskab at blive kunde.

BRANCHENYT
Læs også