Finans

Superinvestor: Europæiske aktier kan sagtens stige 15-20 pct. i år

Europæiske virksomheder er faldet for meget på børserne, mener SEBinvest, som forventer pæne afkast resten af året. Foto: Thomas Borberg

Der er udsigt til solide afkast for investorer i Europa i år, for det går meget bedre for virksomhederne, end aktiemarkedet giver dem kredit for.

Det mener landets bedste europainvestor de seneste 10 år, Carsten Dehn, som er chefporteføljeforvalter i SEBinvest.

»Med de store kursfald fortæller markedet os, at det går meget dårligt. Men det gør det ikke, når vi er ude at tale med selskaberne. Ifølge dem er det ikke så slemt, som markedet indikerer. Der er en dekobling mellem markedet og selskaberne,« siger Carsten Dehn.

Jeg mener, at der er tale om en overreaktion.

Carsten Dehn, chefporteføljeforvalter i SEBinvest.

Ifølge ham betyder det, at markederne er faldet for meget, og at investorerne kan se frem til en rebound.

»Jeg mener, at der er tale om en overreaktion, og jeg vil skyde på, at markedet stiger 5-10 pct. i kalenderåret 2016. Det vil sige, at det uden problemer kan stige 15 eller 20 pct. fra det nuværende niveau,« siger Carsten Dehn med henvisning til, at årets begyndelse har budt på kursfald.

De europæiske børser rummer nogle af verdens absolutte giganter med det schweiziske trekløver Nestlé, Roche og Novartis som de tre største. De har alle børsværdier på mere end 1 billion kr. Danmark har et enkelt selskab på den europæiske top 10-liste i skikkelse af Novo, der har en børsværdi på 855 mia. kr.

Men det er faktisk i den anden ende af skalaen, at de største værdier er blevet skabt for investorerne de seneste år. De mindste europæiske børsselskaber har i den grad givet de største baghjul.

De seneste 10 år har de små selskaber i MSCI Europa Small Cap-indekset i snit givet investorerne 3,72 pct. i afkast. I samme periode har de største selskaber i MSCI Europa Large Cap Growth givet -3,60 pct. i årlige afkast.

»Små selskaber er typisk fokuserede, hvor de store selskaber mere er konglomerater. Det er nemmere for små selskaber at holde høje vækstrater, fordi det ganske enkelt er sværere at vokse fra en stor base,« siger Carsten Dehn, som står i spidsen for SEBinvest Europa Small Cap, som er en afdeling, der investerer i ca. 50 små europæiske selskaber.

Jeg er med på, at europæisk økonomi ikke boomer, men den har det nogenlunde.

Carsten Dehn, chefporteføljeforvalter i SEBinvest.

Han peger desuden på, at små selskaber er mere orienterede mod hjemmemarkedet og Europa end de store, globale spillere.

»Jeg er med på, at europæisk økonomi ikke boomer, men den har det nogenlunde og i hvert fald bedre end andre områder i verden. Det hjælper de mindre selskaber,« siger Carsten Dehn.

Henrik Drusebjerg fra investeringsbanken Carnegie anbefaler investorerne ikke at blive forelskede i enkelte europæiske lande eller sektorer.

»Kigger vi på de europæiske aktier, handler det om at være enorm selektiv. Man må ikke forfalde til bare at investere i bestemte sektorer eller lande, men vælge de attraktivt prissatte aktier ud,« siger Henrik Drusebjerg, chefstrateg i investeringsbanken Carnegie.

Han peger på finanssektoren som et attraktivt sted at placere nogle af sine penge.

»Også her skal man være selektiv, for finanssektoren kan ikke anbefales bredt, men prisen på nogle finansaktier er efterhånden faldet til samme niveau som under finanskrisen, så her kan der virkelig være noget at hente,« siger Henrik Drusebjerg.

Finanssektoren er også en af SEBinvests favoritter.

»Den er blevet ekstremt hårdt ramt og langt hårdere, end man kan retfærdiggøre. Når vi taler finans inden for small cap, er det leasingselskaber, kapitalforvaltere, ejendomsforvaltere og factoringselskaber,« siger Carsten Dehn.

Som eksempel har SEBinvest valgt at investere i det italienske factoringselskab Banca Sistema. Hvis f.eks. Novo sælger insulin til et italiensk hospital, går der lang tid, før betalingen falder. Derfor køber Banca Sistema fakturaen til måske kurs 90 og gør krav gældende mod hospitalet. Det er selskabets forretningsmodel.

De europæiske virksomhedsobligationer er ret interessante.

Henrik Drusebjerg, chefstrateg i Carnegie.

Banca Sistemas markedsværdi er faldet med 39 pct. siden toppen sidste sommer og med 25 pct. i år, selv om regnskabet for fjerde kvartal viste en meget stærk indtjening og uændrede vækstforventninger.

»Det er et finansielt selskab, det er italiensk og det er small cap. Derfor er det faldet. Det er et typisk eksempel på dekoblingen mellem markedet og et selskab,« mener Carsten Dehn.

Hvis man som investor gerne vil sprede sin investeringer til andre aktiver end aktier, peger Carnegie på virksomhedsobligationer som en mulighed.

»De europæiske virksomhedsobligationer er ret interessante. De rummer den meget store fordel set fra dansk side, at der ingen valutarisiko er. Derudover fylder energiselskaberne stort set ingenting modsat virksomhedsobligationerne i USA, og det er en stor fordel, når olieprisen er så lav. Her er ingen frygt for konkurser, samtidig med at der er ganske attraktive renter at hente,« siger Henrik Drusebjerg.

Investeringer i Europa kan måske få en hjælpende hånd, hvis nogle lande begynder at føre en ekspansiv finanspolitik igen.

»I lang tid har det været centralbankerne, som har forsøgt at skabe vækst gennem et lavrentemiljø og ved at trykke flere pengesedler. Her er mulighederne udtømte. Der skal sættes en reformproces i gang, og de lande, som har råd, skal føre en mere ekspansiv finanspolitik. Det kan sætte gang i Europa og åbne op for flere gode investeringer,« siger Henrik Drusebjerg.

Gratist, Registreret: TOOL Oplåst artikel - prøv Finans 40 dage

Følg serien: 10 idéer, der kan ændre Danmark
Læs om 10 visionære iværksættere og deres idéer. I denne uge dækker FINANS sundhedsbranchen, hvor genmanipulation og en banebrydende afløser for penicillin er under mikroskopet.
Læs serien her
BRANCHENYT
Læs også