Finans
0

Sønnen køber opgaver i farens firma for andre folks penge

I Investeringsforeningen Indeks er gebyrerne skruet i vejret, efter bestyrelsen har valgt et nyt rådgivningsfirma, som er ejet af et af bestyrelsesmedlemmernes far. Forbrugerrådet Tænk råber op.

I Investeringsforeningen Indeks har bestyrelsesmedlem Martin Røssberg været med at at hyre sin fars firma til at rådgive om foreningen investeringer. ADAM GAULT

De mange investorer, der tilsammen har placeret 787 mio. kr. i Investeringsforeningen Indeks, har ikke bare set millionerne fosse ud på grund af dårlige afkast i de seneste måneder. De har også måtte øge gebyrbetalingen, efter foreningens bestyrelse har valgt et af bestyrelsesmedlemmernes fars firma til at styre investeringerne.

Investeringsforeningen Indeks' nye investeringsrådgiver hedder Quenti Asset Management. Det er stiftet og delvist ejet af Torben Røssberg, som er far til Martin Røssberg, der er et af tre bestyrelsesmedlemmer i investeringsforeningen. Dermed har sønnen været med til at hyre farens selskab. En beslutning, der foreløbig har fået investorernes årlige omkostninger til at stige fra 1,94 til 2,32 pct.

Hos Forbrugerrådet Tænk er seniorøkonom Troels Holmberg forarget på investorernes vegne.

»Umiddelbart er det jo en højest usædvanlig situation. Det lyder som om, der er god grund til, at Finanstilsynet går ind og vurderer, om man her er i stand til at håndtere de potentielle interessekonflikter på betryggende vis. Loven er ret klar - bestyrelsen skal være 100 pct. på investorernes side,« siger Troels Holmberg.

Martin Røssberg må formodes at kende sin fars forretninger ret godt. Han har nemlig været adm. direktør for Torben Røssbergs selskab KVC ApS. Den direktørpost forlod han d. 7. april 2015. Det er lige præcis en dag før, Martin Røssberg træder ind i bestyrelsen hos Investeringsforeningen Indeks.

Dermed arbejder han ikke for sin far, mens han sidder og skal repræsentere investorernes interesser i investeringsforeningen. I hvert fald ikke som direktør. Men noget tyder på, at han stadig har en del med farens forretninger at gøre. Da Quenti Asset Management bliver stiftet d. 8. juli 2015 med farens selskab KVC ApS som delvis ejer, er det nemlig sønnen Martin Røssbergs mailadresse, der bliver opgivet til Erhvervsstyrelsen. Det viser en aktindsigt i stiftelsesdokumenterne.

I løbet af efteråret beslutter tremandsbestyrelsen i Investeringsforeningen at opsige de helt centrale samarbejdsaftaler. Administrationsselskabet Formuepleje bliver opsagt, men varetager stadig administrationen frem til 1. april, hvor Quenti Asset Management skal tage over.

Investeringsforeningen opsiger også den aftale, som handler om investeringsrådgivning og forvaltning af investorernes penge. Her har man tidligere brugt belgiske Candriam og Luxembourg-selskabet Origo. Investeringsrådgivningen er blevet overtaget af Quenti Asset Management, som har valgt at hyre selvsamme Candriam og Origo til at foretage investeringerne. Det er selv om investeringsforeningen ifølge analyseinstituttet Morningstar har tabt 7 pct. af formuen siden årsskiftet og ligger pænt efter markedsafkastet.

I det øjeblik, man kan begynde at diskutere, hvor fordelen ved denne her aftale egentlig ligger, så kan man godt stille spørgsmålstegn ved aftalen.

Hanne Søndergaard Birkmose, lektor på Juridisk Institut på Aarhus Universitet

Ifølge Lov om investeringsforeninger må et bestyrelsesmedlem i en investeringsforening ikke være ansat i et selskab, som investeringsforeningen har indgået væsentlige aftaler med. Det overholder Martin Røssberg, da han har forladt farens selskab, da aftalen med Quenti Asset Management bliver indgået.

Ifølge Hanne Søndergaard Birkmose, der er lektor på Juridisk Institut på Aarhus Universitet, er der heller ikke umiddelbart noget juridisk til hinder for en aftale, hvor både far og søn har interesser.

»Som udgangspunkt er der juridisk ikke noget i vejen for, at man laver en konstruktion som denne her, men i det øjeblik, man kan begynde at diskutere, hvor fordelen ved denne her aftale egentlig ligger, så kan man godt stille spørgsmålstegn ved aftalen. Udgangspunktet for uddelegering af investeringsforeningens opgaver er jo, at det skal være i investeringsforeningens interesse,« siger Hanne Søndergaard Birkmose.

Ved du hvad. Jeg synes, at du skulle se på noget helt andet.

Morten Riise-Knudsen, bestyrelsesformand for Investeringsforeningen Indeks

Finans har spurgt Martin Røssberg, om han varetager farens eller investorernes interesser, når han vælger Quenti Asset Management som investeringsrådgiver. Men han har ikke svaret.

Bestyrelsesformanden i Investeringsforeningen Indeks Morten Riise-Knudsen afviser, at der skulle være et problem.

»Der er tale om to forskellige juridiske personer.«

Men bør der ikke være en passende adskillelse mellem investeringsforeningens bestyrelsesmedlemmer, og de selskaber, som man indgår aftaler med på kundernes vegne?

»Men det er ikke samme person. Martin Røssberg er advokat, og han kender sine forpligtelser i den forbindelse.«

Så du mener ikke, at Martin Røssberg kan have været med til at vælge Quenti Asset Management, fordi det er hans fars selskab?

»Det kan man ikke påstå, nej.«

Martin Røssberg var også med til at stifte Quenti Asset Management. Det er i hvert fald hans e-mail, der er opgivet til Erhvervsstyrelsen. Er det helt almindeligt, at man først stifter et selskab, og efterfølgende vælger samme selskab som bestyrelsesmedlem i en uafhængig investeringsforening?

»Der er udført en advokatopgave. Det kender jeg ikke nærmere til, for det har jeg ikke noget at gøre med. Men jeg ved, at det er etableret med Finanstilsynets velsignelse, og det er det, der er afgørende for mig.«

I sidder i bestyrelsen og skal vælge den bedst mulige investeringsrådgiver for medlemmerne, og her har I så valgt et selskab, som et af bestyrelsesmedlemmerne har været med til at stifte, og som er ejet af hans far. Er det helt efter bogen?

»Ved du hvad. Jeg synes, at du skulle se på noget helt andet. Jeg synes, du skulle se på, hvordan advokater agerer i forhold til Formuepleje, og i forhold til de kapitalforeninger, som har anmodet om en ekstraordinær generalforsamling (i investeringsforeningen Absalon Invest, red.).«

Men vil du ikke godt svare på mit spørgsmål?

»Jeg har sagt, hvad jeg ville,« siger Morten Riise-Knudsen.

Som Finans har afdækket i de senere dage er Morten Riise-Knudsen involveret i et opgør om håndteringen af 1,9 mia. kr. i investeringsforeningen Absalon Invest. Her er Formuepleje blevet fyret som administrator og investeringsrådgiver, og der er blevet spekuleret i, om Quenti skulle overtage, som det er sket i Investeringsforeningen Indeks. Men Morten Riise-Knudsen har afvist, at der er taget stilling til det spørgsmål.

Gratist, Registreret: TOOL Oplåst artikel - prøv Finans 40 dage

BRANCHENYT
Læs også