Serier

Nykredit beskyldes for at overdrive investorernes indtjeningskrav

Nykredit begrunder prisforhøjelser med kommende investorers krav til indtjeningen. Men koncernchef Michael Rasmussen overdriver kravet, fastslår eksperter.

Nykredits bidragsballade
Nykredit har givet kommende investorers krav til indtjeningen skylden for, at bidragssatserne skal hæves, men argumentet holder ifølge eksperter ikke. Foto: Thomas Borberg

Eksperter skyder nu et af Nykredits vigtigste argumenter for at hæve bidragssatserne ned.

Koncernchef Michael Rasmussen har tidligere sagt til Finans, at Nykredit skal forrente egenkapitalen - altså den kapital som ejerne stiller til rådighed - med 11 pct. før skat fra 2018.

Det svarer til 8 pct. efter skat, og en så høj indtjening er ifølge Nykredit nødvendig, fordi koncernen vil børsnoteres, og investorerne kræver et afkast i det niveau for at købe aktier. For at skabe den indtjening, skal bidragssatserne sættes i vejret.

Men argumentet holder ifølge kilder med indsigt i finansbranchen ikke. Nykredit er en konservativ virksomhed, som yder lån med sikkerhed i fast ejendom, og derfor er investorernes afkastkrav lavere end 8 pct. efter skat.

»Investorer skal have et afkast på mellem 4 og 6 pct. efter skat, for der er tale om en stabil og forudsigelig virksomhed med masser af lange lån. Den omfattende regulering betyder i sig selv, at risikoen og dermed afkastkravet falder,« siger bankforsker og seniorrådgiver Lars Krull fra Aalborg Universitet.

Kapitalforvalteren Formuepleje peger på, at risikoen er et af de væsentlige aspekter, når investorer fastsætter deres afkastkrav for at investere i en virksomhed - og Nykredits risiko er lav sammenlignet med andre finanskoncerner.

»Nykredit er Danmarks største udlåner inden for realkredit, og afkastkravet bør alt andet lige ikke være så højt, som for andre finansielle virksomheder,« siger Otto Friedrichsen, aktiestrateg i Formuepleje.

Nykredit forsvarer planen om den høje fremtidige indtjening.

»Vi har drøftet afkastkravet til os som børsnoteret virksomhed med flere store, danske investorer og en række professionelle rådgivere i aktiemarkedet. De gav udtryk for, at 11 pct. før skat i egenkapitalforrentning er acceptabelt, men dog i den lave ende. Det har vi også fået bekræftet af vores finansielle rådgiver, Rothschild,« skriver Søren Holm, koncerndirektør i Nykredit, i en e-mail.

Ingen af konkurrenterne Realkredit Danmark, BRFkredit og Nordea Kredit har over tid givet deres ejere et afkast på 11 pct. før skat svarende til 8 pct. efter skat.

BRANCHENYT
Læs også