Finans

Så meget stiger finansbosserne i løn

Langt hovedparten af topcheferne i de største, danske finansvirksomheder har fået lønstigninger fra 2014 til 2015.

Læs her, hvor meget bl.a. Michael Rasmussen, Søren Boe Mortensen, Thomas Borgen og Morten Hübbe tjener. Grafik: Anders Vester Thykier

Det er ikke så skidt at være topchef i den danske finanssektor. Med undtagelse af to har topcheferne i de største finansvirksomheder herhjemme fået lidt ekstra i den samlede lønpose - grundløn, pension, frynsegoder og bonusser - fra 2014 til 2015.

Bedst ser det ud for forsikringsbosserne, der både får den højeste andel af deres selskabers overskud og lønstigninger.

Det viser en gennemgang af direktionslønningerne i de tilgængelige årsregnskaber, som Finans har foretaget.

Anders Dam, der er ordførende direktør i Jyske Bank A/S , står for listens største lønstigning fra 2014 til 2015. I 2014 fik han en årsløn på samlet 6,7 mio. kr. I 2015 var den på 7,2 mio. kr. Stigningen på 7,5 pct. skyldes, at han i 2015 fik en jubilæumsbonus på 500.000 kr. På trods af lønstigningen ligger Anders Dam i den lave ende af finanssektorens direktørlønninger, når man holder dem op mod virksomhedernes resultat for 2015.

Koncernchef i Tryg A/S Morten Hübbe ligger lige i hælene på Anders Dam med en lønstigning på 7 pct. fra 2014 til 2015. Med en årsløn på 13.129.087 kr. i 2015 er Morten Hübbe samtidig den tredjehøjest lønnede af topcheferne i de otte største finansvirksomheder.

Michael Rasmussen, koncernchef i Nykredit, fik også lidt ekstra i lønposen i 2015. Hans løn steg nemlig fra 11.837.000 kr. i 2014 til 12.075.000 kr. i 2015. Det giver en stigning på 2 pct.

Den eneste kvinde på listen Karen Frøsig, der er adm. direktør i Sydbank A/S , har ligesom Nykredits topchef høstet en lønstigning på 2 pct. fra 2014 til 2015. Hun er gået fra en årsløn på 5,1 mio. kr. til 5,2 mio. kr. Dermed er hun den på listen, som har den laveste løn - men holdt op over for virksomhedens bundlinje er hun faktisk den bedst lønnede af de fire bankdirektører på listen.

Christian Sagild, adm. direktør i Topdanmark A/S , fik i 2015 en årsløn på 8,9 mio. kr. Det er 100.000 mere end året forinden og dermed en stigning på 1,1 pct.

Adm. direktør i Alm. Brand A/S , Søren Boe Mortensen, fik fra 2014 til 2015 en lønstigning på 0,9 pct. Hans årsløn i 2015 på 8.347.000 kr. udgør hele 1,28 pct. af Alm. Brands overskud efter skat sammen år. Dermed er han den af de otte topchefer, der tjener suverænt mest målt i forhold til virksomhedens resultat.

Thomas F. Borgen, der er adm. direktør i Danske Bank, er den eneste på listen, som fik samme løn i 2015 som året forinden. Selvom han i modsætning til flertallet af sine direktørkollegaer ikke har fået en lønstigning, har han med en årsløn på 16,2 mio. kr. stadig den højeste løn blandt de otte direktører.

Christian Clausen, der det meste af 2015 var adm. direktør i Nordea Bank Oyj , er som den eneste på listen gået ned i løn fra 2014 til 2015, hvor han tjente 15.7584.267 kr. Faktisk faldt hans løn med 11,7 pct. Nordea har listens klart største kontante bonusser og dermed også mere svingende løn.

Gratist, Registreret: TOOL Oplåst artikel - prøv Finans 40 dage

Følg serien: 10 idéer, der kan ændre Danmark
Læs om 10 visionære iværksættere og deres idéer. I denne uge dækker FINANS sundhedsbranchen, hvor genmanipulation og en banebrydende afløser for penicillin er under mikroskopet.
Læs serien her
BRANCHENYT
Læs også