Serier

Magtfuld komité undsiger Nykredits begrundelse for prisstigninger og børsnotering

Nykredits planer om prisstigninger og en børsnotering bygger på spekulation og antagelser baseret på rygter om kommende kapitalkrav, mener den magtfulde Baselkomité.

Nykredits bidragsballade
Koncernchef Michael Rasmussen fra Nykredit møder ikke forståelse for sine argumenter i den internationale Baselkomité. Foto: Lars Krabbe

Nykredit bliver nu undsagt fra værste side – nemlig af den internationale komité, som selskabet beskylder for at indføre nye regler, der tvinger selskabet til at hæve priserne og gå på fondsbørsen.

Det er første gang, at den magtfulde Baselkomité blander sig direkte i den danske debat, der har rejst sig som en storm, efter at Nykredit i februar fortalte om de nye tiltag, som ifølge selskabet er en direkte konsekvens af kommende kapitalkrav fra komitéen.

Det er ren spekulation. Det er antagelser baseret på rygter om regelsættets effekt.

Margaret Critchlow, kommunikationsspecialist i Baselkomitéen.

Baselkomitéen udstikker rammerne for fremtidig international regulering for at sikre finansiel stabilitet. Men den vil ikke have siddende på sig, at den er skyld i Nykredits prisstigninger og børsnotering, for »det er ikke muligt for danske banker at fastslå virkningen« af de kommende regler, fastslår komitéen og understreger, at der ikke er tale om et sæt nye og radikalt ændrede regler.

Baselkomitéen
  • Oprettet 1974 for at styrke det internationale finansielle systems stabilitet.
  • Koordinerer det globale samarbejde inden for banktilsynet.
  • Sekretariatet ligger i Den Internationale Betalingsbank i Basel, Schweiz.
  • Den svenske nationalbankdirektør Stefan Ingves er formand.
  • En række lande bl.a. Tyskland, Frankrig, Kina, Japan, Storbritannien og USA er repræsenteret. Det samme er EU.
  • Danmark er ikke medlem af komitéen.

»Det er ren spekulation. Det er antagelser baseret på rygter om regelsættets effekt,« siger Margaret Critchlow, kommunikationsspecialist i Baselkomitéen, som kalder de kommende regler for »en revidering af de eksisterende«.

Det tyder på, at det handler mere om et ønske om at blive børsnoteret end om at leve op til kapitalkrav.

Lars Krull, seniorrådgiver ved Aalborg Universitet.

Den melding sætter ifølge en bankekspert Nykredit i et meget dårligt lys.

»Det tyder på, at det handler mere om et ønske om at blive børsnoteret end om at leve op til kapitalkrav, som vi jo slet ikke kender endnu,« siger Lars Krull, seniorrådgiver ved Aalborg Universitet.

Han er tilhænger af en børsnotering, men kan ikke se, at der er brug for det.

»Nykredit kan sagtens tjene sig til den kapitalbuffer, som selskabet har brug for ifølge reglerne,« siger Lars Krull.

Nykredit fastholder, at børsnoteringen er nødvendig.

»Selv i minimumsversioner vil revisionen af reglerne fra Baselkomitéen udfordre Nykredit væsentligt. Man skal huske på, at det tager os årevis at bygge kapital op. Derfor kan vi simpelthen ikke ignorere, at der er nye krav på vej,« siger Dan Sørensen, bankdirektør i Nykredit.

Gratist, Registreret: TOOL Oplåst artikel - prøv Finans 40 dage

BRANCHENYT
Læs også