Gammel Finans
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

Ekspert: Disse banker kan få svært ved at overleve

Nogle banker er 2,5 gange dyrere at drive end eksempelvis Sydbank. Det vil ifølge en ekspert gøre det svært at overleve på sigt.

Bankforsker Lars Krull udpeger i en ny undersøgelse de banker, der har den dårligste konkurrenceevne. Historisk har de haft svært ved at overleve. Foto: Thomas Priskorn

Ikke-konkurrencedygtige banker som Sparekassen Fyn og Danske Andelskassers Bank (DAB) får svært ved at overleve, hvis de ikke sadler om.

Bankerne har nemlig mere end 2,5 gange højere omkostninger til finansiering og aflønning af medarbejdere i forhold til balancen sammenlignet med eksempelvis Sydbank og Ringkjøbing Landbobank.

Det viser en ny undersøgelse fra Aalborg Universitet.

»Hvis man har høje finansieringsomkostninger og flere medarbejdere pr. balancemilliard, bør man nok overveje sin forretningsmodel. Historien viser nemlig, at banker har svært ved at fortsætte som selvstændige, når det er tilfældet,« siger Lars Krull, seniorrådgiver ved Aalborg Universitet.

Han vil dog ikke være med til at tage livet af bankerne med de højeste omkostninger.

»De kan sagtens fortsætte, men det fordrer, at de sørger for, at deres forretningsmodel sikrer dem en indtjening, der dækker deres høje omkostningsniveau,« siger Lars Krull.

Det er fortidens synder, som vi ikke helt har rystet af os.

Flemming Bisgaard Nielsen, , adm. direktør i Sparekassen Fyn

Sparekassen Fyns øverste chef er godt klar over, at banken ligger i den tunge ende, når det gælder konkurrenceevnen.

»Sådan har det været i årevis. Det er ikke en optimal situation, men det er fortidens synder, som vi ikke helt har rystet af os,« siger Flemming Bisgaard Nielsen, adm. direktør i Sparekassen Fyn, som har mange kunder, der får 4 pct. i rente på indlånskonti, som sparekassen kan placere i Nationalbanken til en rente på minus 0,65 pct.

Sparekassen fusionerer næste år med Sparekassen Sjælland og skifter navn til Sparekassen Sjælland-Fyn.

DAB har været udfordret i flere år og vil vende udviklingen med en ny strategi.

»Målet er blandt andet at øge bankens forretningsomfang. Det betyder, at fokus fremadrettet i højere grad vil være på effektivitet og øget udlån pr. medarbejder, så vi kan styrke bankens konkurrenceevne og komme på niveau med sammenlignelige pengeinstitutter,« skriver adm. direktør Jan Pedersen i en e-mail til Finans.

Sydbank glæder sig over bankens gode konkurrenceevne, som for alt i verden skal fastholdes.

»For Sydbank er det afgørende at have en sund balance mellem omkostninger, kundeomfang og de ressourcer, vi skal bruge til at servicere vores kunder,« påpeger Bjarne Larsen, bankdirektør i Sydbank.

Læs også