Gammel Finans
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

Danske banker rammes af hidtil uset hård konkurrence

Glem digitaliseringen. Et nyt EU-direktiv får langt mere vidtrækkende konsekvenser og skruer konkurrencen op på et hidtil uset niveau, påpeger flere banker.

Helt nye virksomheder skal have adgang til bankernes traditionelle forretninger, og det ventes at skrue konkurrencen i vejret. Foto: Colourbox

Danske banker står overfor en helt ny og alvorlig udfordring, fordi EU vil lade virksomheder uden for sektoren komme ind og overtage en del af bankernes forretninger med kunderne.

Dermed kan bankerne se frem til en hidtil uset hård konkurrence, mens kunderne kan se frem til flere valgmuligheder.

»Jeg plejer at sige, at vi skal åbne for vores kobber, ligesom teleselskaberne fik besked på. Det vil give store ændringer i sektoren,« siger Nicolai Schmit, afdelingsdirektør i Sydbank.

Øget konkurrence
  • EU vil øge konkurrencen på betalingsområdet ved at lade andre end banker benytte bankernes data og infrastruktur.
  • Tankegangen er, at der også i fremtiden er brug for bankydelser, men de behøver ikke leveres af banker.
  • Direktivet skal implementeres i dansk lovgivning senest i januar 2018, men bestemmelserne om at lade andre benytte bankdata træder først i kraft i oktober 2018.

EU vil ændre grundlæggende på det såkaldte betalingsdirektiv ved at tillade, at kunder kan give virksomheder adgang til deres betalingsdata i bankerne. Det giver andre virksomheder mulighed for at overtage serviceringen af kunderne med bankydelser.

»Det er en større udfordring for vores forretningsmodel end disruption, for nu kommer der aktører ind, der får adgang til vores data. Det svarer til det, der skete i telebranchen, som blev ændret radikalt, da nye, små aktører fik adgang,« siger John Lundsgaard, bankdirektør i Spar Nord.

Jyske Bank er enig i, at en omvæltning er på vej for bankerne og deres kunder.

»Jeg tror, vi vil se et hav af løsninger, som kommer til at køre oven på vores konti, og vi får sværere ved at holde fast i den transaktionsbaserede indtjening. Det store og ubesvarede spørgsmål er, om vi som bank mister kunderelationen, hvis kunderne bruger andre virksomheders tjenester,« siger Peer Roer, it-direktør i Jyske Bank, som peger på, at en bank ikke bare flytter penge fra a til b for kunder, men også leverer tillid og personlig rådgivning.

»Når det kommer til stykket, er det alt, hvad folk ejer og har og har brugt et helt liv på at skabe, som de lægger i hænderne på os hver dag,« siger Peer Roer.

Får de nye aktører uventet succes, har etablerede banker en mulighed for alligevel at klare konkurrencen, påpeger Sydbank.

»Telmore havde vældig succes i telesektoren, og så gik TDC ind og købte dem. Jeg har ikke et bud på, hvordan det vil udvikle sig i banksektoren, men vi kan se frem til en spændende udvikling, som også på nogle punkter er bekymrende,« siger Nicolai Schmit.

Bankernes interesseorganisation, Finansrådet, tager den nye konkurrence alvorligt.

»Meget vil afhænge af bankernes evne til at levere produkter, der fastholder kunderne – som danske banker traditionelt har været dygtige til. Ellers risikerer bankerne at blive reduceret til underleverandører af ydelser, mens andre har det nære kundeforhold,« siger Tobias Nicholas Thygesen, kontorchef i Finansrådet.

Læs også