Gammel Finans
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

Jyske Bank lancerer superlån til boligejere

Mens konkurrenterne hæver priserne, har Jyske Bank udviklet et nyt boliglån, som topchef Anders Dam har meget store forventninger til.

Ordførende direktør Anders Dam (tv) og områdedirektør Carsten Laustsen forventer, at et nyt boliglån fra Jyske Bank bliver en storsællert. Foto: Mikkel Berg Pedersen.

Jyske Bank intensiverer konkurrencen om de danske boligejere med lanceringen af et nyt boliglån, som storbanken har enorme forventninger til.

Det nye lån
  • Jyske Bank lancerer et nyt boliglån i to varianter.
  • Et med et renteloft på 1,5 pct. i fem år og et med et renteloft på 2,0 pct. i otte år. Hertil kommer bankens rentetillæg, som svarer til realkredittens bidragssats.
  • Med fem års loft bliver kundens rente p.t. ca. 0,05 pct. point højere end Jyske Banks eksisterende F1-lån. Den anden variant bliver ca. 0,2 pct. point dyrere.
  • Renten fastsættes hver tredje måned.
  • Lånet optages til kurs 100 og kan indfries til kurs 100 med fem dages varsel.

Banken betegner det nye lån som et superlån, og planen er at bruge det til at kapre endnu flere kunder hos ærkerivalen, Nykredit, men også hos de andre konkurrenter, hvor Realkredit Danmark for få dage siden hævede priserne.

»Sådan et bankboliglån er aldrig set før, og det kan blive meget stort. Det bliver vores nye flagskib over for boligkunder,« siger ordførende direktør Anders Dam fra Jyske Bank.

Der er tale om et bankboliglån med variabel rente, men med indbygget sikkerhed i form af et renteloft, som løber i enten fem eller otte år. Renten inklusive rentetillæg er på nuværende tidspunkt lavere end realkreditselskabernes F1-lån.

»Jeg synes, at det er et godt produkt, og jeg er glad for, at der produktudvikles. Der er ikke meget konkurrence i realkreditsektoren, men dette viser, at man kan finde ud af at konkurrere inden for bankverden,« siger Lars Krull, bankforsker på Aalborg Universitet.

Jyske Bank har brugt ni måneder på at udvikle det nye lån, og det er derfor tilfældigt, at det lanceres umiddelbart efter konkurrenten Realkredit Danmarks varsling af markante prisforhøjelser for 160.000 kunder med variabelt forrentede lån. Men den jyske storbank glæder sig over timingen.

»Vi vil gerne give kunderne et spændende alternativ til f.eks. F1-lånet. Et lån med konkurrencedygtige priser og en større sikkerhed for kunden,« siger Carsten Laustsen, områdedirektør i Jyske Bank, der har været med til at udvikle lånet.

Ifølge Lars Krull vil det nye lån appellere til mange, og netop derfor vil det måske paradoksalt nok ikke give Jyske Bank en kæmpe gevinst.

»Alle kan lave dette produkt, og jeg tror, at de andre vil komme med noget lignende. Men det er klart, at hvis de andre ikke følger med, får Anders Dam virkelig noget ud af det,« siger Lars Krull.

BRANCHENYT
Læs også