Gammel Finans
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

Efter 12 timer: Konkurrent kopierer Jyske Banks nye superlån

Fredag formiddag kopierede Sparekassen Sjælland det nye boliglån fra Jyske Bank, som begge parter nærer store forventninger til.

Adm. dir. Lars Petersson fra Sparekassen Sjælland-Fyn vurderer, at Jyske Banks nye boliglån er så attraktivt, at han kopierer det. Foto: Kaare Smith

Det tog ni måneder at udvikle, men kun 12 timer at kopiere.

Sparekassen Sjælland-Fyn offentliggjorde fredag morgen, at den kopierer Jyske Banks nye boliglån med indbygget renteloft. Et lån, som ifølge Jyske Bank kan blive et »superlån« og det kommende flagskib i udvalget af lån, som kunderne kan vælge imellem.

Det nye lån
  • Jyske Bank lancerer et nyt boliglån i to varianter.
  • Et med et renteloft på 1,5 pct. i fem år og et med et renteloft på 2,0 pct. i otte år. Hertil kommer bankens rentetillæg, som svarer til realkredittens bidragssats.
  • Med fem års loft bliver kundens rente p.t. ca. 0,05 pct. point højere end Jyske Banks eksisterende F1-lån. Den anden variant bliver ca. 0,2 pct. point dyrere.
  • Renten fastsættes hver tredje måned.
  • Lånet optages til kurs 100 og kan indfries til kurs 100 med fem dages varsel.
  • Sparekassen Sjælland-Fyn tilbyder varianten med 5 års renteloft.

»Det ligner en attraktiv forretning, og vi vil gerne være en attraktiv partner for boliglånskunderne. Vores endelige vilkår fastsættes i næste uge, men vi matcher de tilbud, der er i markedet,« siger Lars Petersson, adm. dir. i Sparekassen Sjælland-Fyn.

Hvor Jyske Bank finansierer sine lån i realkreditselskabet BRFkredit, vælger Sparekassen Sjælland-Fyn at bruge sparekassens store overskud af indlån fra kunderne på 5 mia. kr. til at finansiere sit kommende boligudlån. Det giver som udgangspunkt en anden risiko, fordi kunderne kan hæve indlånet, men det er sparekassen ikke nervøs for.

»Vi kan vel med vores størrelse udstede nye boliglån for 1 mia. kr. Om vi vil det, ved jeg ikke. Nu må vi først se, hvad behovet er. Men vi har meget plads, for vi er nok det pengeinstitut, som i forhold til størrelsen har det største indlånsoverskud,« siger Lars Petersson.

Sparekassen Sjælland-Fyn
  • Har en balance på 18,7 mia. kr.
  • Indlån: 14,9 mia. kr.
  • Udlån: 9,7 mia. kr.
  • Antal ansatte: 553
  • 42 filialer på Sjælland og Fyn

Netop risikoaspektet gør, at sparekassen kun kopierer den ene variant af det nye lån - hvor kunderne får et renteloft på 1,5 pct. gældende i 5 år. Den anden variant med et loft, der løber i 8 år, kan sparekassens kunder ikke vælge.

»Fem år kan vi overskue. Det er også fornuftigt for kunderne,« siger Lars Petersson.

Sparekassen Sjælland-Fyn var i forvejen i gang med at se på mulighederne inden for bankboliglån, og det er baggrunden for, at den kunne kopiere konkurrentens tiltag i løbet af få timer.

»Den endelige beslutning om at løfte det ud over kanten er taget inden for de seneste 24 timer, og den er blevet rykket frem, da vi så det her (Jyske Banks lancering - red.). Det er konkurrence, når det er bedst,« siger Lars Petersson.

Da nyheden om Jyske Banks nye boliglån blev afsløret af Finans torsdag aften, fastslog bankforsker Lars Krull, at lånet er så attraktivt, at det sandsynligvis ville blive kopieret af andre. Den forudsigelse gik hurtigt i opfyldelse.

»Alle kan lave dette produkt, og jeg tror, at de andre vil komme med noget lignende. Men det er klart, at hvis de andre ikke følger med, får Anders Dam virkelig noget ud af det,« sagde han torsdag.

Læs også