Danske pensionsselskaber forventer i løbet af de kommende tre år at skyde 28 mia. kr. ind i virksomheder, som ikke er børsnoterede. Men danske virksomhedsejere må affinde sig med, at pengene i overvejende grad kommer til at styrke virksomheder i udlandet. Det viser Finans’ kortlægning af pensionsselskabernes alternative investeringer.
Det er i høj grad dårlige sager om pensionsselskabers investeringer i dækvirksomheden Genan og lampekometen Hesalight, der er med til at skræmme pensionskasser væk fra at investere direkte i danske virksomheder. Det erfarer Finans fra kilder i branchen.
Professor i finansiering på CBS Jesper Rangvid kan godt forstå pensionsselskabernes forsigtighed, men han mener, at det er trist for dansk erhvervsliv, at man ikke får glæde af pensionsselskabernes historisk store appetit på alternative investeringer.
»Der er ingen tvivl om, at det ville være rart for danske virksomheder, hvis de havde adgang til flere typer af finansiering. Derfor er det uheldigt, at vi på det seneste har set nogle eksempler på dårlige virksomheder, der får pensionsinvestorer til at søge andre steder hen,« siger Jesper Rangvid.
Af de 28 mia. kr., som pensionsselskaberne vil investere i unoterede virksomheder – også kaldet private equity – forventer de, at ca. 9 mia. kr. vil gå til danske virksomheder.
En nærmere analyse af tallene viser, at Danica bærer en langt overvejende del af de danske investeringer alene. Det Danske Bank-ejede pensionsselskab forventer at skyde 7 mia. kr. i danske unoterede virksomheder frem mod 2019, og investeringsdirektør Jesper Langmack genkender billedet af, at de øvrige pensionsselskaber trækker sig fra den slags investeringer.
»Vi spiller stort set på vores egen plade,« siger Jesper Langmack.
Flertallet af pensionsselskaber vælger i stedet at hyre kapitalfonde til at investere i unoterede virksomheder. Her er der mest tiltro til de udenlandske kapitalfonde.
»Vi tror ikke på, at de danske fonde generelt kan levere det samme, som vi kan få i udlandet,« siger Jan Østergaard, der er chef for alternative investeringer i Industriens Pension.
PKA's direkte investering i dækvirksomheden Genan har foreløbig kostet en nedskrivning på over 1 mia. kr., og i øjeblikket kæmper Pensiondanmark og Pensam med deres investeringer i den problemramte lampekomet Hesalight, hvor de har givet lån via erhvervsobligationer.
