Finans

Standard & Poors og Brian Mikkelsen skyder Nykredits argumenter for at gå på børsen i sænk

Ratingbureauer og myndigheder kræver ifølge Nykredit en hurtig overholdelse af nye kapitalkrav, selv om de indfases løbende. Men det passer ikke, fastslår erhvervsministeren og Standard & Poors.

Ifølge en af verdens største ratingbureauer, Standard & Poors, får det ingen negativ effekt på en finanskoncerns ratings, hvis den i en indfasningsperiode ikke lever op til kommende krav, men arbejder på at leve op til dem.Her ses Standard & Poors' hovedsæde i New York. Foto: AP Photo/Henny Ray Abrams. Foto: Henny Ray Abrams/AP

Gratist, Registreret: TOOL Oplåst artikel - prøv Finans 40 dage

Et af verdens største ratingbureauer og Danmarks erhvervsminister gennemhuller nu Nykredits argumentation for, at det er nødvendigt at gå på børsen.

Nye krav
  • Der er nye krav på vej til banker og realkreditselskaber i bl.a. Europa.
  • De går populært sagt under navnet Basel IV og udformes af den såkaldte Basel-komité, men skal vedtages politisk i EU.
  • Den 20. december 2016 fastslog Nykredits ledelse i et notat, at det mest sandsynlige er, at Nykredits kapitalkrav forhøjes med "i størrelsesordenen 15 mia. kr."
  • Tidligere opererede Basel-Komitéen med en indfasningsperiode fra 2019, men den er siden blev udskudt, så der nu opereres med en indfasning fra 2021 til 2025.

Kommende kapitalkrav fra den såkaldte Basel-Komité betyder, at Nykredit forventer at komme til at mangle ca. 15 mia. kr. på kistebunden. Det beløb fastslår Nykredit, at koncernen ikke kan nå at tjene selv, fordi den skal leve op til reglerne i løbet af kort tid, selv om de indføres løbende over flere år. Derfor er en børsnotering ifølge Nykredits koncernledelse nødvendig.

»Markedets forventninger bevæger sig allerede, når nye krav er vedtaget, så overgangsperioder de facto ikke har den store betydning. Nye regler indarbejdes også ofte hurtigt i myndighedernes stresstests og i ratingbureauernes analyser og bliver derfor de facto bindende, før indfasningen er færdig,« argumenterede Nykredit i et notat den 20. december sidste år.

Børsnotering
  • Den 4. februar sidste år annoncerede Nykredit, at selskabet vil børsnoteres.
  • Det skete med direkte henvisning til »nye og skærpede kapitalkrav, der er på vej fra internationale myndigheder«.
  • Nykredit vurderede dengang, at kravene ville slå et hul i pengekassen på 15 mia. kr.
  • I december 2016 fastholdt Nykredit i et notat, at en forhøjelse af kapitalkravet til koncernen på 15 mia. kr. stadig er det mest sandsynlige.
  • De penge vil koncernen skaffe ved at sælge aktier til eksterne investorer.
  • Det anslås, at investorer vil forlange i niveauet 20 pct. af aktierne i Nykredit for at komme med 15 mia. kr. i kapital.

Men argumentet holder ikke vand, hvis man spørger et af verdens største ratingbureauer, Standard & Poors.

»Lad os sige, at nye regler træder i kraft i 2021, men at der er en indfasningsperiode. Hvis en bank ikke i øjeblikket opfylder 2021-kravene, men arbejder på at indfase dem efter retningslinjerne, så får det ikke nogen negativ indflydelse på ratings,« skriver Olivia Fleischmann, kreditanalytiker i Standard & Poors i en e-mail til Finans.

Erhvervsministeriet afviser også Nykredits udlægning.

»Danske myndigheder anvender ikke standarder fra Basel-Komitéen over for kreditinstitutter, der ikke er gennemført i dansk lovgivning. Regeringen har ingen planer om at indarbejde de nye krav hurtigere, end EU-regulering måtte tilsige,« skriver Brian Mikkelsen i svar til Folketingets Erhvervsudvalg.

I sit seneste udspil skrev Basel-Komitéen, at de nye krav skal indfases løbende fra 2021 til 2025. Det giver Nykredit rigeligt tid til at tjene pengene selv, hvis koncernen også har indfasningsperioden at løbe på.

»Jeg har aldrig været i tvivl om, at Nykredit kan tjene penge nok til at leve op til fremtidige kapitalkrav,« siger Lars Krull, seniorrådgiver på Aalborg Universitet.

En af landets førende eksperter, Jesper Rangvid, fastslår nu også, at Nykredit sandsynligvis kan tjene pengene uden en børsnotering.

Ifølge Nykredit er det for risikabelt ikke at leve op til nye krav allerede tidligt.

»Det vil sandsynligvis få investorerne til at kræve en højere rente på vores obligationer, og det vil betyde højere rente til de boligejere og virksomheder, der er kunder hos os. Den risiko er vi ikke klar til at løbe,« skriver Dan Sørensen,  chef for risikostyring i Nykredit, i en e-mail.

Følg serien: 10 idéer, der kan ændre Danmark
Læs om 10 visionære iværksættere og deres idéer. I denne uge dækker FINANS transportbranchen, hvor el fra vindkraft skal danne grundlag for nye brændselsformer til transportsektoren.
Læs serien her
BRANCHENYT
Læs også