Gammel Finans
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

Dansk Folkeparti vil indføre halv pris på flytteomkostninger til boligejere, der rammes af prisstigninger

I erkendelse af, at der ikke er et politisk flertal for at frede boligejere, kommer Dansk Folkeparti nu med et kompromisforslag.

Dansk Folkeparti og Det Radikale Venstre tror ikke på, at det bliver særlig dyrt for realkreditsektoren at sløjfe utilfredse kunders flyttegebyrer i perioden efter varslede prisstigninger. Foto: Jens Dresling

Det skal ikke koste en bondegård for boligejere at slippe ud af kløerne på deres realkreditselskab, hvis bidragssatserne skrues i vejret.

Det mener Dansk Folkeparti (DF), som frygter, at regeringen og Socialdemokratiet er ved at indgå et realkreditforlig, der efterlader utilfredse boligejere med hele regningen for at skifte selskab efter prisstigninger.

Ekspert-anbefalinger
  • At realkreditinstitutter og banker skal fortælle deres kunder, hvorfor de hæver priserne.
  • At kunderne får kendskab til prisstigninger fire måneder før, de træder i kraft.
  • At dette også gælder bankers boliglån – de såkaldte prioritetslån. Her har varslingsperioden hidtil været en måned.
  • At forbyde såkaldte flyttegebyrer, når realkreditinstitutter eller banker hæver prisen på boliglån.
  • At banker og realkreditinstitutter bliver bedre til at oplyse kunder om alternativer i forbindelse med prisstigninger

Netop flytteomkostningerne er det mest omdiskuterede punkt i de politiske forhandlinger, som er inde i et slutspil, efter at et flertal i et ekspertudvalg sidste år som et af otte forslag anbefalede politikerne at fjerne kurtage, kursskæring og gebyrer for at komme ud af et realkreditlån i forbindelse med, at bidragssatserne sættes i vejret.

DF ser helst, at ekspertudvalgets forslag indføres, men i erkendelse af, at det politiske flertal mangler, lancerer DF nu et kompromisforslag. Enten skal realkreditselskaber kun have lov til at opkræve halv kurtage og kursskæring og ingen gebyrer, eller også skal selskabet have lov til at opkræve et på forhånd fastsat indfrielsesgebyr, men ingen kurtage og kursskæring, foreslår partiet.

Dyrt at skifte
  • Prisen for at skifte realkreditselskab afhænger bl.a. af, hvilken type lån kunden har, og hvilke selskaber der skiftes fra og til.
  • Det kan nemt koste 5.000 til 10.000 kr. at skifte væk fra et selskab og andre 10.000 kr. at få et lån i et nyt selskab.
  • Det er omkostningerne for at forlade et selskab, som politikerne diskuterer at fjerne helt eller delvist.

»Hvis ikke vi reducerer omkostningerne ved at skifte realkreditselskab, når priserne forhøjes, er forbrugerne reelt stavnsbundne. Vi vil ikke indgå et politisk forlig, hvis ikke vi som minimum kan sikre boligejerne på denne måde,« siger erhvervsordfører Hans Kristian Skibby (DF).

Modargumentet har hidtil været, at omkostningerne væltes over på de kunder, der ikke skifter selskab, hvis det gøres gratis at skifte. Men DF og De Radikale - som også ønsker at sløjfe flytteomkostningerne - tvivler på, at det er rigtigt. De forventer, at kun få kunder rent faktisk vil benytte prisstigninger til at skifte selskab.

»Hvis man har indgået en kontrakt, og vilkårene ændres af realkreditselskabet, er det rimeligt, at folk får nogle måneder til at slippe ud,« siger erhvervsordfører Ida Auken, Radikale Venstre.

Socialdemokratiet (S) har tidligere bakket op om regeringens ønske om ikke at sløjfe flytteomkostningerne, men vil her i de afsluttende forhandlinger ikke udtale sig. Regeringen og Ssocialdemokratiet har flertal, men spørgsmålet er, om de er villige til at indgå et kompromis for at få et bredere flertal.

Erhvervsminister Brian Mikkelsen (K) ønsker ikke at kommentere DF's kompromisforslag.

»Det væsentlige for mig er, at vi får en balanceret løsning, der på den ene side sikrer, at institutterne kan agere i et marked, der ændrer sig, og på den anden side sikrer, at kunderne har rimelige vilkår, når de vil skifte lån,« skriver han i en e-mail til Finans.

Læs også