Gammel Finans
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

Efter et historisk godt børsår: Hverdag igen, men Nykredit kan sætte gang i en ny fest

Nykredit afgør, om børsåret 2017 bliver normalt godt eller ret skidt, men 2016 bliver umulig at slå, lyder det fra flere. Dansk Aktie Analyse har udpeget otte virksomheder, som måske rammer børsen i år.

Direktør Bjørn Sibbern fra Nasdaq OMX Copenhagen var en glad mand oven på børsnoteringen af Dong. I det hele taget var 2016 et godt børsår og meget tyder på, at 2017 ikke bliver et ligeså godt år. Foto: Marie Katrine Kragh. Foto: Katrine Marie Kragh

Alt står og falder med Nykredit. Og nej, vi taler ikke om stigende bidragssatser denne gang, men om hvorvidt 2017 går hen og bliver et godt eller skidt år på markedet for børsnoteringer.

Hvis Nykredit går på børsen i år, bliver det nemlig formentlig en af de største noteringer i Europa i 2017.

»Der er tale om en meget stor børsnotering. Hvis Nykredit rent faktisk når at gå på børsen i indeværende år, bliver det igen et rigtigt godt børsår, mens det ser skidt ud, hvis selskabet venter til året efter,« siger Peter Falk-Sørensen, adm. direktør i Dansk Aktie Analyse.

Han har for Finans udarbejdet en liste med de otte virksomheder, som har størst sandsynlighed for at lande på børsen i 2017.

Udover Nykredit drejer det sig om TV2, Danske Spil, KMD, Flying Tiger Copenhagen/Zebra, Saxo Bank, Nordic Aviation Capital, Færch Plast og HusCompagniet.

Vi kommer formentlig aldrig til at have et år, der er så godt igen.

Bjørn Sibbern, chef for Nasdaq OMX Copenhagen.

Fondsbørsen i København forventer dog ikke, at der bliver ligeså meget at fejre i år som i fjor.

»2016 var et fantastisk år. Vi kommer formentlig aldrig til at have et år, der er så godt igen, fordi vi havde børsnoteringen af Dong og Nets, som var hhv. den anden- og tredjestørste børsnotering i hele Europa,« siger Bjørn Sibbern, chef for Nasdaq OMX Copenhagen.

Han peger på, at fondsbørsen i København blev den største i hele Europa i forhold til rejst kapital.

»Selv om vi ikke er store i global sammenhæng, så har vi med børsnoteringerne af Dong, Nets og STG (Scandinavian Tobacco Group - red.) markeret, at vi i den grad er til stede. Samtidig havde vi i 2014 børsnoteringen af ISS, så investorerne har lært det danske marked at kende og hylder os for den gode transparens, kontrol og likviditet,« siger Bjørn Sibbern.

Han er forsigtig optimist i forhold til børsnoteringer i år.

»Vi er startet fornuftigt, og når jeg snakker med mine amerikanske kolleger, giver de også udtryk for, at der er en god pipeline. Man kan i hvert fald sige, at forudsætningerne for en succesfuld børsnotering er til stede, fordi likviditeten og omsætningen er høj, mens usikkerheden bl.a. pga. politiske valg rundt om i verden ikke har fået lov til at sætte dagsordenen. Men uanset hvad kommer vi ikke til at overgå 2016,« siger Bjørn Sibbern.

Vi har allerede lavet et par transaktioner i det nye børsår.

Harald Grøn, nordisk chef for rådgivning om bl.a. børsnoteringer af virksomheder i Nordea.

Nordea stod bag de fire største børsnoteringer i Norden i 2016 - Dong, Nets, svenske Ahlsell og Skandinavian Tobacco Group (STG).

Storbanken forventer, at 2017 ikke bliver et lige så godt år.

»Der kan sagtens komme børsnoteringer i år, men det er svært at se, at det bliver på niveau med 2016, som var det bedste år nogensinde i Danmark,« siger Harald Grøn, nordisk chef for rådgivning om bl.a. børsnoteringer og køb og salg af virksomheder i Nordea.

Børsmarkedet er dog stadig attraktivt.

»Vi har allerede lavet et par transaktioner i det nye børsår i form af placeringer af aktieposter i STG og Dong. Det viser, at markedet er åbent, og at aktiekurserne stadig er på et attraktivt niveau for en ejer,« siger Harald Grøn.

Ved indgangen til 2016 var flere planlagte børsnoteringer allerede langt fremme. Sådan er det ikke ved indgangen til 2017. F.eks. havde staten allerede i december 2015 offentligt meldt ud, at intentionen var at børsnotere Dong, og der var valgt rådgivere.

Og tidligt i januar 2016 udsendte STG's ejere en såkaldt intention to float - en tilkendegivelse om, at selskabet børsnoteres. Selve noteringen blev gennemført i begyndelsen af 2016.

Nets-noteringen har været en katastrofe.

Peter Falk-Sørensen fra Dansk Aktie Analyse.

»Det er ikke lige så nemt at identificere, hvilke noteringer der måtte komme i år, som det har været tidligere. Og det er min opfattelse, at de børsnoteringer, der måtte komme i 2017, nok er mest sandsynlige i andet halvår. Nogle af børskandidaterne kan også blive skubbet ind i 2018,« siger Harald Grøn.

Alt på den danske fondsbørs er dog ikke rosenrødt. Man behøver bare at hviske ”OW Bunker” for at fremprovokere nervøse trækninger hos de fleste aktører på markedet.

»OW Bunker er en case, som alle gerne ville være foruden. Den gav lidt skrammer, men heldigvis havde vi en succesfuld børsnotering af NNIT umiddelbart efter,« siger Bjørn Sibbern fra Nasdaq OMX Copenhagen med henvisning til, at NNITs børsnotering overbeviste de internationale investorer om, at OW Bunker var undtagelsen snarere end reglen.

Dansk Aktie Analyse mener imidlertid også, at børsnoteringen af Nets trækker det danske børsmarked ned.

»Nets-noteringen har været en katastrofe - om end ikke helt i OW Bunker-kaliber. Den hviler stadig som en tung skygge, der kan vanskeliggøre fremtidige noteringer,« siger Peter Falk-Sørensen fra Dansk Aktie Analyse.

Han efterlyser, at fondsbørsen i Danmark bliver bedre til at tiltrække nogle af de mindre virksomheder, som gerne vil på børsen.

»Vi er blevet rigtig gode til at tiltrække de store børsnoteringer. Det er også det billede, som tegner sig af 2017 med Nykredit, TV2 og Danske Spil som potentielle børskandidater, men der er ikke udsigt til børsnoteringer af mindre virksomheder i år. Sådan har det efterhånden været i mange år, og det er ærgerligt, at de små virksomheder vælger Sverige til at gå på børsen,« siger Peter Falk-Sørensen.

Læs også