Serier
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

Pensionskæmper kaster sig over risikable byggelån, som kostede bankerne milliarder

Pensionskasser pumper milliarder i friske lån ud til ejendomsudviklere i kølvandet på, at bankerne har neddroslet deres risikovillighed. Udviklingen giver hævede øjenbryn hos Finanstilsynet.

Afkastjagt i det ukendte
Ejendomschef i AP Pension Peter Olsson har netop givet sit første byggelån og han er frisk på mere, hvis projekterne er sunde. Foto: Kenneth Koustrup Lysbjerg.

Danske pensionsselskaber er gået i kødet på bankerne og låner milliarder af kroner ud til ejendomsudviklere og byggematadorer, der vil opføre store boligprojekter. Det sker, selv om de risikable udlån til byggeprojekter kostede bankerne milliarder af kroner under finanskrisen.

Den nye tendens bekymrer Finanstilsynet.

»Vi ser med bekymring på, at pensionsselskaber kaster sig over et segment af udlån, som bankerne i årevis har kæmpet med at lære at håndtere, og som de har lidt store tab på igennem finanskrisen,« siger Jan Parner, vicedirektør i Finanstilsynet.

Selskaber som PKA, Pensam og AP Pension har tilsammen lånt over 10 mia. kr. ud til nye byggeprojekter. De ser byggelånene som en vej til høje afkast, og de mener, at de har sikret sig imod at løbe ind i de samme økonomiske øretæver, som mange banker fik på grund af byggeprojekter, som strandede undervejs.

Jeg er ikke bekymret for sådan noget her, fordi vi selv udvikler lignende ejendomsprojekter.

Peter Olsson, ejendomschef i AP Pension

Da flere store ejendomsmatadorer gik ned under finanskrisen, stod bankerne med halvfærdige byggeprojekter, som de ikke kunne få ret meget for. Hvis det samme skulle ske for pensionsselskaberne, vil de være klar til at overtage projekterne, bygge dem færdig og indlemme ejendommene i deres ejendomsportefølje.

»Jeg er ikke bekymret for sådan noget her, fordi vi selv udvikler lignende ejendomsprojekter,« siger Peter Olsson, ejendomschef i AP Pension, der for nylig har lånt 900 mio. kr. til ejendomsmatadoren Jens Schaumann.

5 eksempler på pensionskassernes byggelån
  • Byggelån er kendetegnet ved at gælde i den periode, hvor byggeriet bliver opført, og hvor der derfor ikke er en færdigbygget ejendom, som udlåneren kan tage pant i. Byggelånet bliver tilbagebetalt, når projektet er færdigbygget.
  • Her er 5 eksempler:
  • Enghave Brygge, København: AP Pension har givet lån på 900 mio. kr. og købt en del af projektet for 500 mio. kr. PKA har givet lån på 1,2 mia. kr. Projektet er udviklet af ejendomsmatadoren Jens Schaumann.
  • Carlsberg Byen, København: PKA har i to omgange givet lån på i alt 6,6 mia. kr. Det seneste lån på 4,2 mia. kr. blev givet i januar 2017.
  • Henriksholm, Vedbæk: Pensam gav i 2014 et lån på 200 mio. kr. til boligprojektet Henriksholm ved Vedbæk nord for København. Projektet var udviklet af ejendomsmatadorerne Ib og Henrik Rønje.
  • Grønttorvert, Valby: PKA er involveret i en ombygning af Grønttorvet i Valby ved København. PKA har en del af ejerskabet og har simtidig givet lån. Beløbbene er fortrolige, men der er tale om en samlet milliardinvestering.
  • Bolværket, København: Pensam lånte 400 mio. kr. ud til ejendomsselskabet Sjælsø til boligprojektet Bolværket, men undervejs gik Sjælsø konkurs. Alligevel har det ifølge Pensam været en fremragende investering.

Flere branchekilder, som Finans har talt med er enige i, at det er mindre problematisk for et pensionsselskab at stå med et halvfærdigt byggeprojekt, hvis ejendomsmarkedet pludselig dykker. Udfordringen er at sikre sig de rigtige juridiske aftaler med garvede byggefolk, som traditionelt har formået at tørre tabene af på bankerne.

I Finanstilsynet siger Jan Parner:

»Det har vist sig, at det kan være ganske kompliceret at vurdere risiciene i denne type af lån. Og det er heller ikke simpelt at risikostyre lånet, når det først er givet. Derfor stiller det nye og store krav til pensionskassernes kompetencer og erfaring, som man ikke nemt har adgang til,« siger Jan Parner.

En af de professionelle rådgivere på området er Situs, der bl.a håndterer ejendomsudlån for Deutsche Bank og en lang række udenlandske pensionsselskaber.

»Vi taler med danske pensionsselskaber om dette område, men ind til videre foretrækker de at håndtere deres udlån selv,« siger Situs' nodiske direktør, Peter Lilja.

BRANCHENYT
Læs også