Gammel Finans
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

Nordea skifter hele den danske topledelse ud - fyret Handelsbanken-chef hentes ind

Frank Vang-Jensen bliver ny chef for Nordea i Danmark, som er i krise og har brug for en turn around.

Peter Lybeckers tid som chef for Nordea i Danmark er forbi. Til maj ansættes Frank Vagn-Jensen som ny førstemand i den danske del af banken. Foto: Miriam Dalsgaard/ Polfoto

De enorme problemer i Nordeas danske bankforretning får nu konsekvenser for den danske topledelse.

Den danske ledelse i skikkelse af landechef Peter Lybecker og chef for privatkunder Torben Laustsen stopper. I stedet er Frank Vang-Jensen hentet ind som ny topchef i Nordea i Danmark. Han blev i august sidste år fyret i den svenske storbank Handelsbanken.

Udrensningen i toppen af den danske del af Nordea kommer efter et mareridtsagtigt 2016, hvor banken ifølge egne oplysninger mistede 25.000 kunder i Danmark. Ifølge en stor kundemåling foretaget af konsulenthuset Voxmeter er Nordea en af de mest udfordrede banker i Danmark målt på image og kundetilfredshed, og problemerne ser ikke ud til at være ovre, idet banken har relativt få loyale kunder, men til gengæld masser af kunder, der overvejer at forlade den.

Frank Vang-Jensen
  • Maj 2017: CEO i Nordea Danmark
  • Februar 2015: CEO i Handelsbanken
  • Juli 2014: CEO for Handelsbanken i Sverige
  • Juli 2007: CEO for Handelsbanken i Danmark
  • Januar 2006: CEO for Stadshypotek i Sverige
  • Oktober 2001: Områdedirektør i Handelsbanken i Danmark
  • Juni 1998: Filialdirektør i Handelsbanken i København
  • Har en HD fra CBS
  • Er gift og har to børn
  • Er født i Viborg i 1967

Frank Vang-Jensen har tilbragt stort set hele karrieren i Handelsbanken, som er kendt for at være en bank, der lægger afgørende vægt på at være meget tæt på kunderne, og for at have meget tilfredse kunder. Derfor kan udskiftningen ses som tegn på, at koncernchef Casper von Koskull har læst skriften på væggen og erkendt alvoren i at være en bank, som kunderne ikke er tilfredse med.

Det er Casper von Koskull og danske Torsten Hagen Jørgensen, der er driftsdirektør på koncernniveau, der har stået for ansættelsen af Frank Vagn-Jensen. Selve opgaven med at finde den nye danske topchef har været lagt i hænderne på headhunterfirmaet Amrop.

»Frank Vang-Jensen har en rigtig stærk track record inden for at drive privatkundeaktiviteter. Det har han gjort i Danmark og Sverige, og det synes vi, at han har gjort med gode resultater,« siger Torsten Hagen Jørgensen.

Udover at være kendt som en udpræget kundemand, har Frank Vang-Jensen også ry for at have en høj integritet og være ordentlig - ja nærmest kedelig. Det har næppe heller været et minus for en bank, som udover de kundevendte problemer i den danske del af forretningen også slås med et tyndslidt image efter sager om hvidvask og hjælp til at sende kundeformuer i skattely i Panama.

Mens Peter Lybecker, der sidste år kunne fejre sit 40 års jubilæum i Nordea, går på pension senere i år, får Torben Lausten en anden stilling i Nordea. Frank Vang-Jensen tiltræder den 16. maj, hvor han ikke længere er bundet af sin konkurrenceklausul med Handelsbanken. Han oplyser til Finans, at han ikke har nogen kommentar til udnævnelsen på nuværende tidspunkt.

Læs også