Karriere
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

Bitten Clausen er død

Bitten Clausen er død, og med hende forsvinder et forbillede for menneskelig ansvarlighed i dansk virksomhedsdrift. Hun blev 103 år.

Bitten Clausen med sin ældste søn, Jørgen Mads Clausen, i 2002. Arkivfoto

Bitten Clausen, æresmedlem af bestyrelsen for Danfoss og ægtefælle til afdøde fabrikant Mads Clausen, døde mandag.

Bitten Clausen blev på hjemegnen kaldt for dronningen af Als, men trods hendes elegante fremtoning var hun alt andet end dronningagtig og fjern. Hun var tværtimod elsket og værdsat for sin beskedenhed, sin kærlighed til Sønderjylland og sit store sociale engagement, ligesom hendes indflydelse på driften af Danfoss ikke må underkendes.

Hun gjorde gode relationer til medarbejderne til en dyd længe før, den slags blev italesat på lederkurser i Danmark og nu er overhalet af det engelske udtryk CSR, corporate social responsibility. Derfor forekommer det også naturligt, at der kl. 12 i dag holdes et minuts stilhed på alle Danfoss’ lokationer i udlandet og Danmark, og at der på koncernens hjemmeside er oprettet et mindesite over Bitten Clausen, hvor alle er er velkomne til at skrive deres kondolence.

»Bitten Clausens opfattelse af ansvarlighed har haft stor betydning for det Danfoss, vi kender i dag. Hensynet til det enkelte menneske, respekt for naturen samt miljømæssig og social ansvarlighed er helt naturligt blevet bærende elementer i virksomhedens værdigrundlag,« skriver koncernchef Niels B. Christiansen på virksomhedens vegne.

Den gavmilde fond

Det var Bitten Clausen, der i 1971 stod bag oprettelsen af Bitten og Mads Clausens Fond, som har til formål at støtte aktiviteter for Danfoss, selskabets medarbejdere, lokalområdet og Sønderjylland. I tidens løb er det blevet til adskillige millionbidrag, og Bitten Clausen har alle årene været dybt engageret i udviklingen i nærområdet og regionen.

Bitten Clausen blev oprindelig døbt Dorthea og hun kom fra Haderslev, hvor den unge ingeniør Mads Clausen købte en bil i hendes fars automobilforretning – og samtidig fik øje for datteren. I 1939 blev hun hjembragt til den alsiske slægtsgård i Elsmark, hvor Clausen senior producerede grise i den ene ende, og hvor junior producerede de dengang så nymoderne, patenterede køletermostater med en beskeden medarbejderstab i den anden ende.

De nygifte flyttede ikke ind på selve gården, men i en nyopført bolig i nabolaget, der blot blev kaldt ”Villaen”. Her boede Bitten Clausen til sin død. Villaen var i mange år et naturligt omdrejningspunkt for både den store familie og for alverdens forretningsforbindelser, der aflagde besøg.

Legendarisk parløb

Bitten og Mads Clausens parløb var legendarisk. Da fabrikantens Danfoss-eventyr under krigen for alvor tog fart, fik han installeret medhør på alle telefonerne i privatboligen, så hustruen Bitten kunne lytte med på vigtige og væsentlige samtaler.

Efter Mads Clausens tidlige død af en blodprop i hjertet i 1966, blev Bitten Clausens betydning tydeligere. Hun sikrede kontinuiteten og selvstændigheden ved at lægge aktiemajoriteten i Bitten og Mads Clausens Fond, hvis bestyrelsesformand hun var indtil 1987. Med hende ved bordet – og den nære medarbejder Andreas Jepsen som direktør efter stifterens død – skød Danfoss-raketten op mod nye rekorder, og væksten er fortsat til i dag.

Bitten Clausen forblev indtil sin død æresmedlem af virksomhedens bestyrelse.

Hun nåede at se Danfoss vokse fra 26 medarbejdere i 1939 til en af Danmarks største industrikoncern i dag. Hun var en god og kær veninde til dronning Ingrid, som jævnligt opholdt sig på Gråsten Slot, og hvor de mødtes under hyggelige former.

Veninde til dronning Ingrid

Også efter dronning Ingrids død fortsatte de varme forbindelser til kongehuset. Bitten Clausen deltog f.eks. i barnedåben i Møgeltønder Kirke i foråret 2012, da prins Joachim og prinsesse Maries datter blev døbt.

I forbindelse med 100-års fødselsdagen i 2012 blev ”Bittens Have” åbnet i Danfoss Universe. Hun klippede selv snoren til haven, der blev anlagt af oplevelsesparkens gartnere under kyndig vejledning af hende selv, som altid har interesseret sig for blomster og planter

Bitten Clausen var indtil sin bortgang æresmedlem af Danfoss’ bestyrelse. Bitten Clausen blev i 1975 Ridder af Dannebrogsordenen og i 1990 Ridder af 1. grad. Hun er desuden Ridder af 1. klasse af den Norske Skt. Olavs Orden, og hun er udnævnt til æresborger i Nordborg og i Tianjin, Kina, hvor Danfoss har en stor fabrik.

Bitten Clausen efterlader sig børnebørn og fem børn.

Døtrene Karin og Bente samt sønnerne Jørgen, Peter og Henrik har alle tilknytning til Danfoss. I perioden fra 1996 til 2008 var Jørgen Mads Clausen adm. direktør for Danfoss til stor glæde for sin mor.

BRANCHENYT
Læs også