Gammel Karriere
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

De er fløjet ind fra hele verden for at kæmpe om drømmejobbet

I starten var der 2.000, og nu jagter 16 de otte pladser i Coloplasts talentprogram. Udskillelsesløbet er ikke for sarte sjæle, men de unge mennesker, der står tilbage til sidst, er heller ikke gennemsnitlige.

16 kandidater fra hele verden og mindst lige så mange hr-folk, der bedømmer deres indsats, er samlet til det sidste udskillelsesløb i Coloplasts graduateprogram. Foto: Katrine Marie Kragh

Der er ikke noget at sige til det, hvis de er lidt nervøse. De 16 unge mennesker er blevet fløjet ind fra hele verden og står nu og tripper i en lobby på Hotel Marienlyst i Helsingør. I deres pæne tøj og nypudsede sko taler de lidt hektisk med hinanden; lige om lidt gælder det.

Hvis de ville, kunne de kigge ud over Øresund og skimte Kronborg, men de er her ikke for at nyde udsigten. På skift skal de i grupper af fire ind foran topledelsen i en af Danmarks største virksomheder og fremlægge et forslag til en markedsføringsstrategi. De har haft en time til at forberede sig, og forslaget skal gerne leveres med overbevisning. De skal træde ud af mængden.

Fremlæggelsen på Hotel Marienlyst er kulminationen på en lang rejse for de 16. I januar sendte de sammen med 2.000 andre unge studerende fra præcis 100 forskellige lande deres ansøgning til en graduatestilling i medicovirksomheden Coloplast.

Det er en ære for mig at være kommet så langt.

Aleksandra Dimovska, studerende, CBS

De drømmer om en af otte pladser i selskabets talentprogram, der giver dem 18 måneder i turnus i selskabets hovedkvarter i Humlebæk og 18 måneder i et af datterselskaberne ude i verden. Et solidt kick off til en karriere i Coloplast og et nærmest sikkert afsæt til et job på ledelsesgangen en dag.

»Hvad det vil betyde for mig at få en af stillingerne? Må jeg tænke lidt over det?« spørger Aleksandra Dimovska, 25 år, fra Makedonien.

Hun studerer i øjeblikket Advanced Economics & Finance på CBS på et stipendium, hun har fået på grund af sine høje karakterer fra bacheloruddannelsen på Vesalius i Bruxelles. Hun tænker ikke længe:

»Først og fremmest ville det være en personlig succes for mig, for det er et meget konkurrencepræget marked, og der er mange kloge mennesker derude. Det er en ære for mig at være kommet så langt,« siger hun og tilføjer:

»Og så ville det selvfølgelig betyde, at jeg kunne gøre karriere i et selskab, som jeg kan forestille mig at arbejde i.«

Hun og de øvrige 15 jagter på sin vis det samme som tusindvis af andre unge mennesker. Antallet af ansøgninger til danske graduatestillinger er vokset med 10-20 pct. over de seneste år viser en opgørelse fra portalen Graduateland.dk, der formidler stillinger mellem både flere kandidater og et stigende antal virksomheder.

Stillingerne er eftertragtede ikke mindst fordi mange af dem, der starter i talentprogrammet, ender med at gøre karriere i virksomheden, lyder det både herfra og fra CBS.

På langt sigt er det en fordel, hvis vi har en hollandsk topchef i Holland og en britisk topchef i England.

Lars Rasmussen, topchef, Coloplast

Der er med andre ord meget på spil sådan en eftermiddag i Helsingør, og udskillelsesløbet for at nå hertil har været intensivt.

Ansøgningen i januar er fulgt af logiske og matematiske prøver, personlighedstests, to interview, en middag og nu to dage med opgaver i Nordsjælland, en mere uformel middag og teambuilding-lignende prøver. De 16 kandidater bliver mandsopdækket af mindst lige så mange Coloplast-ansatte, der vurderer deres faglige såvel som sociale evner. Hele tiden, om de så løser opgaver eller hænger ud med deres potentielt kommende kolleger og nuværende 15 konkurrenter.

»Jeg frygtede, at det ville blive meget stressende, og jeg var lidt skræmt af, at vi skulle mødes med topledelsen. Men det har hjulpet, at jeg har forestillet mig, at jeg allerede havde et job hos Coloplast, og at de andre var mine kolleger. Det er jo en konkurrence, men folk har også hjulpet hinanden,« siger Aleksandra Dimovska.

Hun er – i hvert fald på det område – som de fleste 25-årige og havde hørt meget lidt om Coloplast før virksomheden præsenterede sig på en såkaldt karrieredag på CBS.

Det er en af mange måder, hvor virksomheder kan gøre deres hoser grønne over for de unge studerende, forklarer topchef i Coloplast Lars Rasmussen, der både agerer censor på Hotel Marienlyst, men også senere spiser middag med de unge mennesker.

Han og selskabet bruger i det hele taget massive ressourcer på at finde de rigtige nåle i høstakken af graduateansøgninger, slet og ret fordi de unge talenter er det, der skal skabe væksten fremover. Graduateprogrammet skal gerne opfostre nye topledere, og når Coloplast for andet år i træk har udvidet søgningen efter talenter til hele verden, er det netop en vigtig del af strategien.

»På langt sigt er det en fordel, hvis vi har en hollandsk topchef i Holland og en britisk topchef i England. Ikke fordi at danskere er ringere, men ofte sker det, at folk gerne vil hjem over tid. Og det giver en potentiel uro. Vi vil gerne have stabilitet, ikke mindst jo længere vi kommer op i systemet,« siger Lars Rasmussen.

Graduate i Coloplast
  • 2.000 ansøgere fra 100 forskellige lande har søgt om at blive en del af Coloplasts graduateprogram i år. Det er en fordobling fra sidste år.
  • En milepæl i processen er de såkaldte "Assessment Days", der er en todages test- og interviewevent på Marienlyst Hotel i Helsingør.
  • Her bliver de 16 bedst kvalificerede kandidater, som hver især allerede er blevet testet, interviewet og udvalgt af den lokale ledelse i landene, interviewet og vurderet igen af et korps af hr-folk og Coloplasts øverste ledelse.
  • Kandidaterne laver derudover gruppeøvelser og præsenterer deres løsninger for den øverste ledelse.
  • Graduateprogrammet er et treårigt ansættelsesforløb, hvor kandidaterne kommer rundt i den globale forretning.
  • De otte udvalgte graduates starter i deres nye job i september 2016.
  • Coloplast har et mål om 7-10 pct. organisk vækst i de kommende år.
  • Globalt set skal der ansættes 750-1.000 nye folk hvert år. 10 pct. heraf bliver ledere.

99 pct. af Coloplasts salg er uden for Danmark, og det internationale islæt er med til at lokke de mange kandidater til den Humlebækbaserede virksomhed, der fremstiller produkter i kategorierne stomi, kontinens og sårpleje.

»Jeg har søgt stillingen, fordi der er to ting, jeg ikke har villet gå på kompromis med i de job, jeg har søgt: Jeg vil gerne arbejde internationalt, og jeg vil gerne have et sted, hvor der er mulighed for udvikling. Coloplast er en virksomhed i vækst, og det betyder ofte flere muligheder. Og så virker folk meget passionerede,« siger Preben S. Rasmussen.

Som navnet antyder, er han dansk, men han bor i England og går på London Business School, hvor han er ved at færdiggøre sin kandidatuddannelse.

For mig handlede processen også meget om at lære Coloplast bedre at kende, og se hvad det er virksomheden kan tilbyde.

Preben S. Rasmussen, studerende, London Business School

Fremlæggelsen foran topledelsen gik godt, fortæller han. Det var ikke så skræmmende, som man kunne have frygtet.

»Det har faktisk været rigtig hyggeligt at være her. Det har ikke føltes som en konkurrence, fordi det virker som om, at man i Coloplast har den opfattelse, at hvis man er god nok, så bliver man hyret. Hvis to er rigtig gode, så hyrer de to. Hvis ingen er gode, så hyrer de nul. Så jeg tænker nok, at hvis jeg ellers er god nok, så skal jeg nok få en stilling,« siger Preben S. Rasmussen, der er født og opvokset på Frederiksberg i København, men allerede som 18-årig fik et stipendium og flyttede til London for at tage sin bachelor på Regents University. Herefter stod den på en uddannelse som dansk reserveofficer, inden han igen vendte tilbage til London for at læse sin kandidatgrad.

Han lægger ikke skjul på, at det ikke kun er ham og de øvrige 15 kandidater, der er til eksamen. De talentfulde unge fra hele verden kommer lige så meget for at se, om Coloplast lever op til de forventninger, de har til en potentiel arbejdsgiver.

»Jeg ville gerne lære Coloplast bedre at kende, og se hvad det er, virksomheden kan tilbyde. Det handler for mig om at blive udfordret og få ansvar,« siger den unge udenlandsdansker, der foruden stillingen har søgt »et par konsulentjob og et par andre graduatestillinger.«

Når det handler om internationale graduateprogrammer, træder Coloplast ligesom andre danske virksomheder i Novo Nordisks fodspor. Medicinalvirksomheden har det ældste og suverænt mest efterspurgte talentprogram og har i år endog skruet markant op for antallet af stillinger. Argumentet for at gennemgå den tids- og pengekrævende øvelse, det er at finde de rigtige kandidater, lyder også her: Det kan betale sig.

»Det er noget, vi prioriterer, fordi vores ledelse kan se, at de unge talenter, som vi omhyggeligt udvælger, har en særlig gejst og et stort ønske om at være i vores industri og i Novo Nordisk,« siger Ove Munch Ovesen, der er ansvarlig for graduateprogrammer i Novo Nordisk og kalder graduates for »morgendagens nøglepersoner«.

Både Novo Nordisk og Coloplast går efter kandidater, der har vist deres værd på skolebænken. Men det er ikke de eneste kriterier, fortæller Lars Rasmussen.

»Vi går basalt set efter to ting: Rå IQ og det, at de er fede at arbejde sammen med. Du skal være godt begavet for at tage nogle af de globale udfordringer op. Men du skal også være god til at dyrke netværk, så du har nogen, der vil hjælpe dig, når du møder de udfordringer, der uundgåeligt opstår,« siger han på vej ind i lokalet, hvor de 16 unge mennesker om lidt skal præsentere foran ham.

»Det er flot, at dem, der er her, overhovedet er kommet så langt. Jeg har stor respekt for, at de sidder her i dag og håber at komme igennem nåleøjet. De er blevet vurderet i den ene og den anden ende, og jeg ser egentlig bare frem til nu at møde nogle dygtige og passionerede, unge mennesker,« siger Lars Rasmussen.

Vi går basalt set efter to ting: Rå IQ og det, at de er fede at arbejde sammen med.

Lars Rasmussen, topchef, Coloplast

Da den sidste gruppe kommer ud fra eksamen en times tid senere, breder lettelsen sig blandt de 16. De har gjort, hvad de kunne.

De taler om at skifte tøj inden dagens sidste punkt, som er »af mere social karakter«. Middag og en overraskelse, der vist ikke dur med høje hæle, har de fået at vide.

»Det har været en lang, men meget lærerig og spændende proces,« lyder det forsigtigt fra Aleksandra Dimovska, der konstaterer, at nu må hun bare krydse fingre. Om fire dage finder hun ud af, om hun er blandt de otte udvalgte.

Finans har efterfølgende fået oplyst, at både Aleksandra Dimovska og Preben S. Rasmussen er blandt de otte, der er blevet tilbudt en plads i Coloplasts graduateprogram i år.

Læs også