Gammel Karriere
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

Kapitel 1: 13 ting mentalt stærke ikke gør

I dette første kapitel af bogen "13 ting mentalt stærke ikke gør" gennemgår Amy Morin de dårlige vaner, som man med fordel kan lægge fra sig for bedre at kunne modstå stress, komme igennem personlige kriser og store livsforandringer.

I "13 ting mentalt stærke ikke gør" har Amy Morin valgt at fokusere på det, vi ikke skal gøre, hvis vi vil opnå mental styrke. Det kan være at droppe frygten for fiasko og at lægge behovet for at "please" bag sig. Kommer man ud af disse 13 vaner, vil det hjælpe til at modstå stress, forbedre vores præstationer og få en større tilfredshed med livet, mener forfatteren.

Hvad er mental styrke?

Det er ikke sådan, at folk enten er mentalt stærke eller mentalt svage. Vi indeholder alle en vis portion mental styrke, men der er selvfølgelig altid plads til forbedring. At udvikle mental styrke handler om at styrke din evne til at håndtere følelser, styre tanker og have en positiv adfærd trods omstændighederne. Ligesom nogle mennesker er særligt disponerede for at udvikle fysisk styrke, har andre naturlige anlæg for at blive mentalt stærke.

Der er flere faktorer, som afgør, om du er en af dem:

  • Genetik. Dine gener har indflydelse på, om du er i risiko for at udvikle mentale sygdomme.
  • Personlighed. Nogle mennesker har et sind, der naturligt hjælper dem til at se realistisk på deres situation og tænke positivt.
  • Erfaring. Dine livserfaringer påvirker din selvopfattelse, og hvad du tænker om andre og verden i almindelighed.

Det er klart, at du ikke bare sådan kan ændre på de givne faktorer. Der er for eksempel ingen mulighed for at slette en dårlig barndom. Har du anlæg for ADHD, er det sådan, det er. Men det behøver ikke at forhindre dig i at øge din mentale styrke. Alle har mulighed for at blive stærkere ved at afsætte tid og energi til at gennemføre bogens øvelser.

Grundlaget for mental styrke

Forestil dig en mand, der føler sig nervøs i sociale sammenhænge. For at minimere sin nervøsitet undgår han at falde i snak med sine kolleger. Jo mindre han snakker med dem, desto mindre snakker de med ham. Når han kommer ind i frokoststuen og går forbi folk på gangen, uden at nogen siger noget, tænker han: Hold op, hvor er jeg socialt handicappet. Jo mere han tænker på, hvor kejtet han virker, desto mere nervøs bliver han ved tanken om at indlede en samtale.

Der er ingen grund til at bedyre, at du aldrig har brug for hjælp fra andre. Det er helt fint at indrømme, at du ikke kender alle svarene, og at bede om hjælp, når der er brug for det – det viser kun, at du er interesseret i at vokse dig stærkere.

Amy Morin, forfatter og psykoterapeut

Efterhånden som hans nervøsitet vokser, bliver hans ønske om at undgå enhver samtale med kollegerne også større. Det virker som en selvopfyldende profeti, en ond cirkel.

For at forstå hvad mental styrke er, skal du lære, hvordan tanker, adfærd og følelser hænger sammen og påvirker hinanden, ofte i en negativ spiral som i eksemplet ovenfor. Det er derfor, det kræver en tredelt tilgang at udvikle mental styrke:

1. Tanker. Identificer irrationelle tanker, og erstat dem med mere realistiske tanker.

2. Adfærd. Vælg en positiv adfærd trods situationen.

3. Følelser. Styr dine følelser, så de ikke styrer dig.

Vi får altid at vide, at vi skal tænke positivt, men det er ikke nok at være optimistisk for at blive den bedste udgave af sig selv.

Vælg adfærd, der er baseret på afbalancerede følelser og sund fornuft

Jeg er virkelig bange for slanger. Men min frygt er fuldstændig irrationel. Jeg bor i Maine. Der findes ingen giftige slanger i naturen. Jeg møder kun sjældent slanger, men når det sker, sidder mit hjerte straks oppe i halsen på mig, og jeg har mest af alt lyst til at spurte væk. For det meste når jeg at dæmpe min angst med en rationel tanke eller to, inden jeg spurter af sted – jeg når at tænke, at der ikke er nogen logisk grund til at blive så helt og aldeles skrækslagen. Når jeg så igen begynder at tænke fornuftigt, formår jeg faktisk at gå forbi slangen – så længe den er på sikker afstand, forstås. Jeg har bestemt ikke lyst til at tage den op eller klappe den, men jeg kan gå forbi uden at lade mine irrationelle tanker styre mig.

Vi tager de bedste beslutninger, når vi baserer dem på en blanding af følelser og sund fornuft. Prøv at tænke på, hvordan du opfører dig, når du er rigtig vred. Der er stor sandsynlighed for, at du på et tidspunkt har sagt eller gjort noget, du senere har fortrudt, fordi du handlede udelukkende på dine følelser. Men det er heller ikke en god ide at tage beslutninger, der kun er baseret på rationelle tanker.

Vi er mennesker, ikke robotter: Vores hoved og hjerte skal arbejde sammen. Mange af mine klienter sætter spørgsmålstegn ved, om de overhovedet kan styre deres tanker, følelser og adfærd. »Jeg føler, som jeg føler,« siger de. Eller: »Jeg kan ikke komme af med de negative tanker, der hvirvler gennem mit hoved,« og »jeg kan simpelthen ikke tage mig sammen til at få gjort det, jeg ved, at jeg bør gøre.«

Men det bliver alt sammen muligt, når din mentale styrke øges.

Sandheden om mental styrke

Der er mange misforståelser og misopfattelser af, hvad det vil sige at være mentalt stærk. Her kommer nogle af sandhederne:

  • At være mentalt stærk handler ikke om at virke sej. Du behøver hverken at opføre dig som en robot eller være følelsesmæssigt hårdhudet for at være mentalt stærk. Det handler om at have en adfærd, der passer til ens værdier.
  • At være mentalt stærk betyder ikke, at man ignorerer sine følelser. Du behøver ikke at undertrykke dine følelser for at blive mentalt stærk. Det kræver til gengæld, at du er særlig opmærksom på dem. Det handler om at fortolke og forstå, hvordan følelserne påvirker dine tanker og din adfærd.

Du drager fordel af din mentale styrke i hverdagen, ikke kun under kriser. Du bliver bedre til at løse problemer effektivt, og det kan nedsætte din følelse af stress.

Amy Morin, forfatter og psykoterapeut

  • Du behøver ikke behandle din krop som en maskine for at være mentalt stærk. Der er ingen grund til at presse kroppen til det yderste for at bevise, at du er i stand til at ignorere smerte. Det handler om at forstå dine tanker og følelser så godt, at du kan beslutte dig for, om det er hensigtsmæssigt at handle imod dem eller med dem.
  • At være mentalt stærk betyder ikke, at du skal kunne klare alting selv. Der er ingen grund til at bedyre, at du aldrig har brug for hjælp fra andre. Det er helt fint at indrømme, at du ikke kender alle svarene, og at bede om hjælp, når der er brug for det – det viser kun, at du er interesseret i at vokse dig stærkere.
  • Mental styrke handler ikke om positiv tænkning. At tænke overdrevent positivt kan være lige så skadeligt som at tænke overdrevent negativt. Mental styrke handler om at tænke realistisk og rationelt.
  • Mentalt stærke mennesker er ikke altid lykkelige. Mental styrke vil hjælpe dig til at blive mere tilfreds med livet, men det betyder ikke, at du hver dag skal springe ud af sengen og jage tvangspræget rundt efter lykken. I stedet handler det om at tage beslutninger, der vil hjælpe dig med at nå dine mål.
  • Mental styrke er ikke endnu en popsmart psykologisk trend. Ligesom der er mode inden for motion og slankekure, er der trends inden for psykologi og selvhjælpsprogrammer. Mental styrke er ikke en grille, der snart er glemt igen. Det psykologiske felt har hjulpet folk til at forstå, hvordan de kan ændre deres tanker, følelser og adfærd siden 1960’erne.
  • Mental styrke er ikke det samme som mental sundhed. I sundhedssystemet tales der ofte om mental sundhed versus mental sygdom. Her er det vigtigt at være opmærksom på, at det ikke er det samme som mental styrke. Ligesom folk kan være fysisk stærke, selvom de har et fysisk problem som for eksempel diabetes, kan de også være mentalt stærke, selvom de har et mentalt problem som for eksempel depression eller angst. At have en mental sygdom betyder ikke nødvendigvis, at det er ens skæbne at have dårlige vaner. Du kan stadig vælge at have gode vaner. Det kræver måske en større indsats og et ekstra fokus, men det er bestemt muligt.

Fordelene ved mental styrke

Det er nemt at føle sig mentalt stærk, når alting går godt. Men på et tidspunkt kommer der modgang og problemer. Man mister sit arbejde, naturkatastrofer rammer, en nær slægtning bliver syg, eller en god ven dør. Når du er mentalt stærk, er du bedre i stand til at håndtere livets udfordringer. Fordelene ved at øge din mentale styrke inkluderer:

Øget modstandskraft over for stress. Du drager fordel af din mentale styrke i hverdagen, ikke kun under kriser. Du bliver bedre til at løse problemer effektivt, og det kan nedsætte din følelse af stress.

Større tilfredshed med livet. Efterhånden som din mentale styrke vokser, får du også mere selvtillid og selvværd. Din adfærd vil afspejle dine værdier, og det vil give dig sindsro. Du vil også blive mere sikker på, hvad du synes, er vigtigt i livet.

Forbedret præstation. Uanset om dit mål er at blive en bedre forælder, nå mere på jobbet eller opnå et bedre resultat i din sport, vil det hjælpe dig til at nå dit mål, hvis du øger din mentale styrke.

Sådan øger du din mentale styrke

Du bliver aldrig ekspert i noget som helst ved at læse en bog om emnet. Sportsfolk bliver ikke verdensmestre ved at læse om deres disciplin, ligesom musikere ikke bliver bedre til at spille ved at høre andre gøre det. Det er nødvendigt at træne og øve sig. De følgende 13 kapitler skal ikke opfattes som en tjekliste, som du enten kan gennemgå eller springe over. De er beskrivelser af dårlige vaner, som vi alle sammen en gang imellem har. Kapitlerne skal hjælpe dig til at håndtere livets udfordringer på en bedre måde, så du undgår fælder og faldgruber. Det handler hele tiden om at vokse og forbedre sig, om at stræbe efter at blive lidt bedre, end du var i går.

Køb bogen her

Læs også