Serier

Danske økonomer er euroskeptikere

Mange danske økonomer er skeptiske overfor deltagelse i euroen, før samarbejdet rent faktisk viser sig at fungere. Det viser Finans' økonompanel.

Euroen knager
Euroen har været under voldsomt pres siden den første gældskrise i 2010. Mange danske økonomer vil da også gerne se tiden lidt an.  Foto: AP/Victor de Schwanberg

Eurokrisen i Grækenland har sat sig dybe spor. Herhjemme er der i dag bl.a. en masse skeptikere blandt de ellers så eurovenlige økonomer.

Således ville der i Finans’ økonompanel i dag være næsten lige så mange flere nej-sigere som ja-sigere, hvis der skulle stemmes om en dansk eurodeltagelse i dag. Det viser den seneste måling blandt 48 økonomer i panelet.

Hvor 44 pct. ville stemme ja, så ville 42 pct. stemme nej, mens 15 pct. var i tvivl.

»Troen på euroen er blevet svækket de seneste år,« siger Tore Stramer chefanalytiker i Nykredit.

»Lige nu er og her vil det ikke være fornuftigt at indtræde, før vi kan se, at spillereglerne i eurosamarbejdet bliver overholdt,« siger Tore Stramer.

Historien fortsætter under grafikken...

Holdningen blandt økonomerne i panelet afspejler ifølge Tore Stramer, at gældskriserne i 2010 og 2012 og siden nedsmeltningen i Grækenland har rokket kraftigt ved troen på, at eurosystemet fungerer, sådan som det er skruet sammen i dag. Alt for mange lande er indtil videre sluppet af sted med at bøje reglerne for bl.a. offentlige underskud, mener han.

Nye tiltag som bankunion, finanspagt og redningsfond er stadig så nye, at de endnu ikke for alvor er blevet testet, mener han.

Besvarelserne er nok også en erkendelse af, at alternativet i fastkurspolitikken har vist sig at være tilstrækkelig til, at vi har fået del i de kraftige rentefald i eurozonen siden 2001, vurderer han.

Børnesygdomme i euroen, gældskriser og balladen i Grækenland til trods, så var to tredjedele af økonomerne i panelet dog enige eller meget enige i, at den fælles valuta samlet set har været en fordel for eurolandenes økonomier og befolkninger.

På den lange bane, mener 60 pct. af økonomerne da også, at en dansk deltagelse i eurosamarbejdet er ønskværdig, mens kun 25 pct. var i mod.

»Det er klart, at den megen turbulens i Grækenland har vist, at vi riskerer at skulle betale for andre eurolande, hvis vi går med. Men europrojektet er mere end økonomi. Det er en garant for fred i Europa, og det mener jeg, at vi bør deltage i. Desuden, så længe vi fører vores fastkurspolitik, kan man ligeså godt tage det fulde skridt in i eurosamarbejdet, for vi har ingen frihed på pengepolitikken alligevel,« siger Helge Pedersen, cheføkonom i Nordea.

Følg Finans' kronikserie: Euroen knager.

Vi inviterer i løbet af ugen fem toneangivende debattører til tage temperaturen på den kriseramte europæiske valutaunion. Udenrigsminister Kristian Jensen (V) er blandt de fem.

Læs også
Top job