Økonomi
0

Virksomheder frygter mere Trump, brexit og populisme i 2017

Især virksomheder med over 100 ansatte forventer flere handelsrestriktioner næste år, viser en Wilke-måling.

Donald Trump har bl.a. truet med at skrotte flere frihandelsaftaler og med at lægge straftold på varer, der lige så godt kan produceres i USA. Foto: AP/Andrew Harnik

Gratist, Registreret: TOOL Oplåst artikel - prøv Finans 40 dage

Mere end halvdelen af de større danske eksportvirksomheder forventer, at der kommer flere forhindringer for frihandel de kommende 12 måneder.

Det viser en måling foretaget for Finans af analyseinstituttet Wilke blandt i alt 379 eksportvirksomheder. Frygten for nye restriktioner er mest udbredt blandt virksomheder med flere end 100 ansatte, mens mellem 20 pct. og 35,5 pct. af virksomhederne med under 100 ansatte forventer flere restriktioner.

Målingen er foretaget i ugerne efter, at Donald Trump, der bl.a. har lovet at trække USA ud af flere frihandelsaftaler, overraskende vandt det amerikanske præsidentvalg i starten af november.

»I den amerikanske præsidentvalgkamp fyldte det rigtig meget, at man vil satse på sine egne industrier. Hvis det bliver omsat til realpolitik, så bliver det sværere at handle på tværs af landegrænser. Det er noget, både store og mindre virksomheder er bekymrede over,« siger Kent Damsgaard, underdirektør i industriens interesseorganisation DI.

Mest pessimistiske er fødevarevirksomhederne, hvor 47 pct. – store som små – regner med flere handelsrestriktioner udenfor EU's indre marked. Lidt over en fjerdedel af it-virksomhederne, fremstillingsvirksomhederne og eksportører indenfor transport, service og finans er også bange for, at der kommer flere hindringer.

Specielt landbruget har været udsat på det seneste og har tabt milliarder af kroner på Ruslands forbud mod import af svinekød fra EU - et forbud, der har været gældende siden 2015.

Således svarer 35 pct. af virksomhederne med mere end 200 ansatte, at de allerede er påvirket i høj eller meget høj grad af handelshindringer i dag. 40 pct. af fødevareeksportørerne føler sig ramt i nogen, høj eller meget høj grad.

Regeringen, Nationalbanken og flere banker er nervøse for, at bølgen af protektionisme - der for alvor blev tydelig, da briterne overraskende stemte sig ud af EU og det indre marked i juni - kan ramme dansk eksport.

Nordeas cheføkonom Helge J. Pedersen mener, at der er god grund til at være bekymret for udviklingen i den internationale handelspolitik, selv om Donald Trump indtil videre ser ud til at blive mere pragmatisk, end han lagde op til under valgkampen.

»Der bygges barrierer op mod den frie handel, og vi nyder ikke længere så stor gavn af globaliseringen som tidligere. Det påvirker udsigterne for eksporterhvervene,« siger Helge J. Pedersen.

FINANS BRIEFING MORGEN
De vigtigste nyheder fra erhvervslivet, udvalgt af FINANS' redaktører. Direkte i din indbakke.
BRANCHENYT
Læs også