Serier

Andelsboligforening vandt over Jyske Bank

Renteswap: Sagen kan få principiel betydning for en række ventende swapsager. Andelsboligforening kalder Jyske Banks metoder for »bondefangeri« og indgav onsdag en politianmeldelse.

De forsvundne andelskroner
Carsten Køjborg Pedersens familie er en af de 22 familier i AB Engskoven, der spændt har fulgt sagen mod Jyske Bank. »Usikkerheden om vores
økonomiske situation i foreningen forringer hele familiens livskvalitet,« har han tidligere udtalt om sagen. Arkivfoto : Charlotte de la Fuente

For første gang nogensinde har en andelsboligforening fået rettens ord for, at den omkostningsfrit kan forlade en renteswap. Det var byretten i Viborg, som onsdag med dommerstemmerne 3-0 fastslog, at Jyske Bank havde ydet dårlig bankrådgivning til andelshaverne i AB Engskoven i Skødstrup nord for Aarhus, da banken tilbage i 2006 solgte dem en renteswap til rentesikring af et realkreditlån på 30 mio. kr.

Uden dommen ville det have kostet foreningen mere end 10 mio. kr. at købe sig fri af swappen.

Jyske Bank har dermed tabt i to omgange til AB Engskoven. Først i Pengeinstitutankenævnet i en 5-0-afgørelse og nu i en ligeledes enstemmig afgørelse ved byretten i Viborg.

For Jyske Bank er sagen dog ikke slut.

»Vi er ikke enige i resultatet. Derfor har vi besluttet os for at få prøvet afgørelsen ved Vestre Landsret i Viborg. Ud over det har jeg ingen kommentarer,« siger direktør Per Stig Hansen fra Jyske Bank.

Champagnen

Lund Poulsen, der er talsmand for de 22 familier i AB Engskoven, har til gengæld svært ved at få armene ned.

»Jeg er blevet 80 kilo lettere. Uden denne afgørelse havde vi kunnet se frem til en økonomi, der i løbet af få år ville ende i en konkurs. Nu kan vi se fremad. Vi tror ikke, at Jyske Bank har en kinamands chance for at vinde i landsretten efter at have tabt 5-0 og 3-0,« siger Lund Poulsen. Han holdt åbent hus med udskænkning af champagne i anledning af sejren i byretten.

Nu kan vi se fremad. Vi tror ikke, at Jyske Bank har en kinamands chance for at vinde i landsretten efter at have tabt 5-0 og 3-0.

Lund Poulsen, talsmand for de 22 familier i AB Engskoven

Advokat Thomas Schioldan Sørensen fra advokatfirmaet Rödstenen i Aarhus har otte andre sager undervejs for andelsboligforeninger, der i lighed med AB Engskoven har følt sig ført bag lyset i forbindelse med indgåelse af renteswapaftaler.

»Min vurdering er, at man skal være meget varsom med at ophøje en sag som principiel og retningsgivende for andre sager. Men der er ingen tvivl om, at denne her sag har stor betydning. For det er den første swapsag, som en andelsboligforening har vundet ved retten,« siger Thomas Schioldan Sørensen.

Ankesagen

Advokaten tager Jyske Banks beslutning om at anke med ro. Og han regner med om et års tid at kunne forlade landsretten i Viborg med en vunden ankesag.

»Jeg noterer mig, at retten deler vores fortolkning af juraen. Det er jo glædeligt, at retten har taget vores synspunkter til efterretning og giver os ret fuldt ud. Og derfor er jeg også fortrøstningsfuld over for udfaldet af en ankesag,« fastslår Thomas Schioldan Sørensen.

Politianmeldelsen

Hos AB Engskoven sendte Lund Poulsen på foreningens vegne en politianmeldelse til Østjyllands Politi med påstand om, at Jyske Bank havde begået det, som foreningen kalder »regulært bondefangeri«, og dermed har banken – igen ifølge foreningen – overtrådt straffelovens paragraf 279.

Det er dog ikke en anmeldelse, som Jyske Bank mener har nogen gang på jorden.

»Vi har ført en civilretslig sag. Og jeg kan ikke se, hvordan den skulle have nogen strafferetslig relevans,« siger direktør Per Stig Hansen fra Jyske Bank.

Dommen

Jyske Bank blev blandt andet dømt for ikke at have oplyst andelshaverne om den indbyggede økonomiske skævhed i den indgåede renteswapaftale. Således fik banken en langt større økonomisk gevinst ud af et rentefald end det, andelshaverne vandt ved en tilsvarende rentestigning.

Et rentefald på blot 1,5 pct. ville eksempelvis udløse en regning til andelshaverne på 10 mio. kr. Omvendt skulle renten stige med næsten 3,5 pct. for at give beboerne en tilsvarende gevinst.

BRANCHENYT
Læs også