Penge
0

Styrtende rige russere indtager London

Ekstrem rigdom, voldsomme skænderier, topfodbold, smukke unge kvinder, privatfly og verdens største yacht. Velkommen til Londongrad.

Roman Abramovitj ejer en fodboldklub og rejser verden rundt. Andrej Borodin ønskes udleveret til Rusland og lever under beskyttelse i London. Og Leonard Blavatnik, som er rigere end de to til sammen, hader, når folk kalder ham en oligark.

Fælles for de tre er at de alle er ufatteligt rige, og at de har skabt deres formue i Rusland efter kommunismens fald og medbragt den til briternes hovedstad. Og de er ikke de eneste.

Mellem 2008 og 2013 fik 433 rige russere et særligt britisk investorvisum. Hvis man investerer mindst en million pund (ca. 10,5 mio. kr.) i statsobligationer, får man udleveret et 3-årigt visum. Derefter kan man købe et permanent ophold i landet for 10 millioner pund, så længe man holder på obligationerne, skriver magasinet The Economist.

419 kinesere fik tilsvarende visum, det eneste land i nærheden af russerne.

I fjor skrev magasinet The Economist, at fire procent af boligkøberne i de mest lukrative områder i London som f.eks. Chelsea og Kensington, er russere. Kilden i artiklen var ejendomsmæglerne Savills, som også oplyste, at russerne i gennemsnit betalte 6,3 millioner pund eller ca. 66 mio. kr. for boligerne. En anden ejendomsmægler, Knight Frank, fortalte, at over 20 pct. af boligerne, der havde en pris på over ti mio. pund blev købt af russere i første halvår af 2014.

»Londons glamour er vældig attraktiv for russerne. Men det altafgørende for dem er lovgivningen. Russerne føler, at deres aktiver altid vil være sikre her,« siger Dimitrij Zakirov fra konsulentvirksomhed LonGrad, der rådgiver russere, som gerne vil købe fast ejendom i London, til USA Today.

En af de mest kendte russere, som er blevet londoner, er 48-årige Roman Abramovitj. I 2003 købte han selskaberne, som ejer fodboldklubben Chelsea FC, og han har siden postet store pengebeløb i klubben.

Roman Abramovitj er kendt for at være børnehjemsbarnet, der droppede ud af skolen og tjente gode penge på de russiske olieselskaber i begyndelsen af 1990’erne. Men det var ikke på helt ukontroversiel vis. Ifølge Forbes har han en formue på 8,8 mia. dollars, næsten 60 mia. kr. og han er ikke bange for at vise, at han har penge.

»Penge kan ikke købe lykke. Men helt klart frihed,« sagde han til Guardian i 2006.

Milliardboliger

Ud over den veldokumenterede udskrivning til fodboldklubben har han også verdens største luksusyacht – Eclipse – på 163 meter. Prisen for yachten var over 2,5 mia. kroner.

Roman Abramovitj samler også på dyr kunst, og det er en interesse, som han deler med sin nye, unge kone, den 33-årige Dasha Zjukova. Han ekskone, Irina, fik ifølge Daily Mail et hustrubidrag på 150 mio. pund – eller næsten 1,6 mia. danske kroner, da parret blev skilt. Blandt andet skal hun have fået parrets ekstravagante herregård i Sussex, foruden to boliger i London.

Det er imidlertid ikke ensbetydende med, at Roman Abramovitj mangler tag over hovedet. Daily Mail skrev i fjor, at han stadig har mere end 10 lejligheder i det fashionable Kensington, som han har planer om at nedlægge og bygge om til én bolig på 2.700 kvadratmeter. Han har også en milliardvilla i Kensington Palace Gardens, der er Londons mest eksklusive gade.

»Jeg bor på et fly. Jeg kan lide at besøge London. Hvis jeg skulle vælge, hvor jeg ville bo, udover Moskva, så ville London være mit førstevalg,« har han udtalt til The Guardian.

Russerens villa er langt fra den dyreste i gaden. Faktisk er gennemsnitsprisen et godt stykke over én milliard kroner for boligerne i gaden, der ligger lige bag ved Kensington Palace, hvor medlemmer af den britiske kongefamilie bor.

I de herskabelige nabobygninger bor blandt andet sultanen af Brunei, stålmagnaten Lakshmi Mittal, den britiske entreprenør Jonathan Hunt, og den saudiarabiske kongefamilie. Og sidst men ikke mindst bor den mand, som Sunday Times har udråbt til Storbritanniens rigeste tidligere i år: den 58-årige russer Leonard Blavatnik.

Leonard Blavatnik er født i Rusland men immigrerede til USA i 1978. Han stiftede sit amerikanske selskab, som investerede heftigt i Rusland efter kommunismens fald. Han bliver ofte beskrevet som en oligark, men den beskrivelse er han ikke selv enig i. Heller ikke selvom han er ekstremt rig med en formue, der ifølge Forbes løber op i 21 mia. dollars (ca. 140 mia. kr.).

Mistænkt for svindel

Den 58-årige russer, som også er indehaver af Warner Music Group, ejer en villa til over 2 mia. kr. i Kensington Palace Gardens. Den er ved at blive renoveret, og i mellemtiden lejer han nabovillaen.

Leonard Blavatnik giver sjældent interviews, men i forbindelse med overtagelsen af Warner Music Group er han blevet citeret for at sige, at han godt kan lide sin navnebror, Leonard Cohen.

»Han taler aldrig om sig selv, sit job eller sine penge,« siger vennen Simon Sebag Montefiore til Bloomberg.

En anden, som har gjort sig bemærket på ejendomsmarkedet i London, er Andrej Borodin på 48 år. Den tidligere direktør for Bank of Moscow flyttede til London i april 2011, og bare et halvt år senere ønskede Rusland ham udleveret, mistænkt for svindel i milliardklassen.

I august året efter købte han huset Park Place, som efter sigende er Storbritanniens dyreste hus, der ligger i nærheden af Henley uden for London. Værdi: 140 millioner pund ifølge avisen the Independent. Efter yderligere et halvt år fik han politisk asyl i Storbritannien.

I dag bor han i Henley sammen med sin kone, den tidligere supermodel og nu milliardærfrue Tatjana og deres fælles datter.

Billeder af parret indikerer, at der er god stemning på hjemmefronten, men uden for Storbritannien tårner problemerne sig op med indefrosne aktiver, efterforskninger og retssager.

»Der er fem efterforskninger i gang, som vi kender til,« sagde han til TV Rain i sommeren 2014.

Dengang fortalte han også, at han har indefrosne aktiver til en værdi af over 3 mia. kr. i Schweiz, der er et af de lande med en verserende efterforskning. Samtidig benægtede han, at han ejede boliger i London, til trods for at en række aviser skrev det modsatte.

Partistøtte

Daily Mail skrev forrige sommer, at Andrej Borodin stadig er god for en milliard pund, og at russeren fortsat inviteres til middag hos Det Konservative parti i Storbritannien for at rejse penge til partiet.

Han deler sine konservative synspunkter med en række russiske milliardærer. Oligarken Alexander Temerko har ifølge Daily Mail doneret over 4 mio. kr. til partiet, og han håber på, at han en dag kan repræsentere dem i parlamentet. Alexander Termerko forlod også Rusland i 2011, og også han efterforskes af de russiske myndigheder pga. af penge, som han tjente, da han stod i spidsen for olieselskabet Yukos.

Bankfolkene Alexander Knaster, Lev Mikhejev og George Piskov har også doneret penge, og de ses også stadig til partiets ”velgørenhedsmiddage”.

Også Boris Beresovskij tjente store summer på privatiseringen, der fandt sted efter Sovjetunionens fald. Men efter at have været nært knyttet til Boris Jeltsin, faldt han i unåde hos Vladimir Putin og fik politisk asyl i Storbritannien i 2003.

Fra Storbritannien var han en stærk kritiker af Putin – og ikke mindst en rig en af slagsen: I 1997 anslog Forbes hans formue til at være mellem 12 og 16 mia. kr.

Før han døde i 2013 købte han flere kostbare boliger i London, blandet andet et hus til omkring 100 mio. kr. i Chelsea og en herskabsvilla uden for London til samme pris.

I 2011 lagde han sag an mod sin tidligere samarbejdspartner Roman Abramovitj i en højprofileret sag i det britiske retsystem. Boris Beresovskij krævede omkring 25 milliarder kroner i oprejsning, men kom ingen vegne med det.

»Den største civile retssag i britisk historie,« skrev The Telegraph.

»Boris Beresovskij har igennem hele forløbet været et upålideligt vidne,« sagde dommeren efter retssagen og antydede, at russeren så sandhed som et flygtigt og fleksibelt begreb, som han formede efter forgodtbefindende.

Boris Beresovskij blev fundet død i sit hjem i nærheden af Ascot uden for London. Obduktionen viste ingen tegn på, at en forbrydelse havde fundet sted, men der har været spekulationer om, at han blev dræbt lige siden.

»Jeg siger ikke, at Boris Beresovskij tog sit eget liv. Jeg siger ikke, at Boris Beresovskij blev dræbt. Det, jeg siger, er, at kravet om beviser er så stort, at det er umuligt for mig at udtale mig,« sagde retsmedicineren Peter Bedford, som gennemgik sagen igen ca. et år senere.

Kendiskæreste

Jevgenij Lebedev er kun 35 år gammel, men har allerede knyttet stærke bånd til den britiske hovedstad. Ikke mindst gennem sit forhold til briternes yndling – den 50-årige model og skuespillerinde Liz Hurley.

Jevgenij Lebedev flyttede til Storbritannien som 10-årig, da faren, en tidligere KGB-agent, fik arbejde på den sovjetiske ambassade. Faderen Alexander ejer en del af flyselskabet Aeroflot og er en nær ven af Mikail Gorbatjov. Jevgenij Lebedev ejer flere britiske aviser og har længe været en af byens kendisser – dem, der altid kommer med til de bedste fester med alle de rigtige mennesker.

Den 35-årige bor i Stud House, en villa i Hampton Court sydvest for Wimbledon. Der er utvivlsomt tale om en dyr bolig, som han desuden har renoveret for en god sjat penge. Men han påstår immervæk, at han ikke er som andre oligarker, der smider om sig med sine penge.

»Roman Aramovitsj ville have sagt, at jeg var åndsvag. ’Hvorfor ejer du ikke hele bygningen? Hvorfor sidder du i en bolig med andre mennesker? Hvorfor har du en litografi i stedet for en ægte Bacon?’« fortalte han til The Guardian i 2012.

Og ja, han indrømmede at være milliardær. Men han hader at blive kaldt oligark, selvom faderen tjente sine penge efter kommunismens fald.

»Man putter alle ned i den samme kasse. Oligarker drives af penge og intet andet. Det er en kombination af at have adgang til penge uden at have særlig meget uddannelse eller æstetisk sans. God smag om du vil. Lige pludselig vil du bare have alt, men det allervigtigste er at vise alle andre, at du har det,« sagde han til The Guardian i samme interview.

FAKTA: 9 af de mest kendte russere i London

  • Roman Abramovitj (48): Tjente sin formue i olie- og gasindustrien, da Sovjetunionen og senere Rusland blev privatiseret. Han tjente især mange penge på det kontroversielle køb af olieselskabet Sibneft i 1995, som han sammen med Boris Beresovskij fik til noget nær dumpingpriser. God for over 50 milliarder kroner, ifølge Forbes.
  • Leonard Blavatnik (58): Familien immigrerede til USA. Efter kommunismens fald investerede han i Rusland og blandt andet i olieindustrien. Han har tjent store summer på sine investeringer siden, og blev tidligere i år kåret til Storbritanniens rigeste mand. Er god for næsten 140 milliarder kroner, ifølge Forbes.
  • Andrej Borodin (48): Var direktør for Bank of Moscow, som i 90’erne gik fra at være en lokal bank i Moskva til at blive en storspiller i hele Rusland. Borodin blev også en del af ejergruppen, men han valgte at sælge sin andel og flygte til London. Han er efterfølgende blev sigtet for milliardsvindel i Rusland. Selv siger han, at anklagerne imod ham har et politisk motiv. Er god for 12 milliarder, ifølge Daily Mail. Har også indefrosne aktiver i udlandet, der løber op i meget store summer.
  • Alexander Knaster (56): Uddannet i USA men begyndte at arbejde i Rusland i midten af 1990’erne og fik efterfølgende arbejde som administrerende direktør i den største private bank i landet, Alfa Bank. Er senere gået over til at blive kapitalforvalter. Er god for næsten 17 milliarder kroner, ifølge Forbes.
  • Boris Beresovskij, døde i 2013: Tjente ligesom Roman Abramovitj sine penge ved at overtage styringen med privatiserede selskaber i Rusland efter kommunismens fald. Var en nær ven af den tidligere russiske præsident Boris Jeltsin og købte Sibneft med Roman Abramovitj i 1995. Var god for mellem 12 og 16 milliarder kroner i 1997, ifølge Forbes.
  • Jevgenij Lebedev (35) og Alexander Lebedev (55): Alexander Lebedev tjente sine penge på at investere i banksektoren og indirekte på blandt andet flyselskaber. Jevgenij er hans søn, arving og medinvestor. Ejer blandt andet aviserne London Evening Standard og The Independent. De to var gode for knap 16 milliarder kroner i 2008, knapt otte milliarder i 2013, men er ifølge Forbes ikke længere dollar-milliardærer.
  • Alisjer Usmanov (61): Russisk oligark, som tjente sine penge på stål- og jernindustrien. Ejer en stor andel af fodboldklubben Arsenal. Er god for ca. 80 milliarder kroner, ifølge Sunday Times.
  • Andrej Gurjev (55): Var kommunistleder i Moskva men blev kapitalist i 1990’erne. Han har tjent en formue på gødning. Er god for knap 25 mia. kroner, ifølge Forbes.
Artiklen er publiceret i samarbejde med VG+
BRANCHENYT
Læs også