Penge
0

Find vej i forsikrings-junglen: Skal du vælge mastercard eller en klassisk rejseforsikring?

Flere af bankerne slår forsikringsselskaberne på rejseforsikringer til en familie

Når du er på udkig efter en rejseforsikring er der god grund til at undersøge markedet. Der nemlig store prisforskelle. Grafik: Anders Thykier

Skal familien på ferie til udlandet, og vil I sikre jer hjælp ved sygdom på ferien, så kan der være god fornuft i at købe et mastercard frem for en traditionel rejseforsikring. Det viser en prissammenligning, som Finans har lavet.

Sådan har vi gjort

For at få det mest sammenlignelige billede af rejseforsikringerne har Finans opstillet to konkrete cases og bedt de fem største banker og fem forsikringsselskaber om en pris på, hvad det koster at forsikre henholdsvis en familie og en enkelt person på en årsrejseforsikring.

Forsikringen skal indeholde dækning på rejser i Europa, afbestillingsforsikring, hjemtransport og dækning ved ødelagte feriedage.

De oplyste priser er de priser, som alle kunder kan få. Evt. samlerabat eller fordelsprogrammer for visse kunder er altså ikke medregnet.

Spar Nords mastercard-forsikring er der, hvor en familie på to voksne og to børn billigst forsikrer deres rejser i Europa i et helt år. Dernæst kommer Nordea med bankens mastercard-forsikring og først på tredjepladsen kommer en af de traditionelle rejseforsikringer fra et forsikringsselskab – nemlig Topdanmark.

I den anden ende ligger Jyske Bank som den dyreste efterfulgt af de to de to rejseforsikringsselskaber Gouda og Europæiske.

Gouda ønsker ikke at stille op til interview vedr. priserne, men skriver i en mail til Finans:

»Vi mener, at vi har den rette pris på vores produkter i forhold til risiko og det, vores produkter indeholder. Pris er ikke det eneste parameter, der betyder noget, når forbrugerne køber forsikring. Vi ved, at de gode dækninger og service fra alarmcentral også har stor betydning.«

Er man derimod en enkelt person, der skal på samme type rejser, er det netop Gouda og Europæiske, der er de billigste.

»Hvert selskab kigger på det på hver sin måde, og derfor er priserne så forskellige. Mastercard-forsikringerne har samme pris, uanset om man er en enkelt eller en familie, der skal forsikres, så hos bankerne betaler enkeltpersonerne for rabatten til familierne,« siger Mark Bartram, marketingchef i Europæiske.

Jyske Bank er med en pris på hele 1.495 kr. for mastercard Platin, som er det eneste af bankens mastercard, der også dækker ødelagte feriedage, klart den i testen, der har den dyreste forsikring. Jyske Bank tager dermed mere end det dobbelt af det, som den billigste bank, Sydbank, opkræver.

»Det er en vurderingssag, hvor meget der skal ligge i sådan en forsikring. På vores forsikring dækker vi både privat og erhverv, det ved jeg, at der ikke er ret mange af de andre, der gør. Så hvis jeg tager med mit firma ud at rejse i tre dage og bliver der to dage som privat, så er der mange, der skal købe to forsikringer. Det slipper vores kunder for. Desuden er der global dækning og intet betalingskrav. Der er fordele og ulemper ved de forskellige produkter,« siger Katrine Bak Primdahl, senior fagansvarlig for kort og betaling i Jyske Bank.

BRANCHENYT
Læs også