Politik
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

0

Ny aftale giver 500.000 ansatte 5,42 pct. mere i løn

Natten til mandag blev parterne enige om en ny overenskomstaftale, der sikrer reallønsfremgangen med en samlet stigning på 5,42 pct. til en halv million kommunaltansatte lønmodtagere.

Forhandlingerne mellem Michael Ziegler, chefforhandler for KL, og Anders Bondo Christensen, formand for Danmarks Lærerforening, er fortsat natten til mandag. Arkivfoto: Lars Krabbe

En hektisk weekend kulminerede natten til mandag, da forhandlerne for 500.000 lønmodtagere i de danske kommuner nåede til enighed med arbejdsgiverne i Kommunernes Landsforening, KL.

Aftalen skrives først endeligt under kl. 9.00, men de store linjer er på plads, herunder sikringen af reallønnen for den halve million ansatte.

Det erfarer Finans.

Stigningen fordeler sig med 4,81 pct. i lønstigninger over de næste tre år samt 0,61 pct. fra den såkaldte reguleringsordning, som sikrer, at lønudviklingen i det offentlige følger det private.

Parterne startede forhandlingerne fredag kl. 13, men gik nogle timer senere hver til sit. De mødtes igen lørdag kl. 17, men da KL i sin forhandling med lærerne havde brug for at få godkendelse fra både sin hovedbestyrelse, formandskab og finansminister Bjarne Corydon, kom de reelle forhandlinger først i gang lørdag over midnat.

Disse forhandlinger sluttede sent søndag aften, hvorefter de sidste knaster for alle ansatte i kommunerne kunne færdiggøres, og faldt på plads omkring kl. 02:30 natten til mandag.

Timerne siden da er gået med at læse aftalen igennem og afklare eventuelle tvivlsspørgsmål med formuleringerne.

Det er formanden for Danmarks Lærerforening, Anders Bondo Christensen, der dels forhandler for Lærernes Centralorganisation, men også er chefforhandler for det såkaldte Forhandlingsfællesskabet, der er en sammenslutning af 53 fagforeninger.

På den anden side af bordet er det Høje Tåstrups borgmester Michael Ziegler, der fører forhandlingerne for arbejdsgiverne i KL.

Opdatering 6:45: Tidspunkt for aftalen ændret fra 8:30 til 9:00.

BRANCHENYT
Læs også