Gammel Politik
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

Finanssektoren smækker kassen i for partierne efter mange års mystik om politiske bidrag

Mediemystik om finanssektorens hemmelige millionbidrag til politiske partikasser får nu konsekvenser. Finanssektorens forening til støtte af et sundt og konkurrencedygtigt erhverv lukker.

Finanssektoren lukker nu - midt i et valgår - sin politiske pengeklub, fortæller formand Jørgen A. Horwitz.  Foto: Jan Grarup

Det er slut med hemmelige pengegaver til partierne. Kort tid før folketingsvalget, har finanssektoren besluttet at lukke sin pengeklub.  

»Vi har taget den beslutning, at vi nedlægger foreningen,« fortæller formand Jørgen A. Horwitz, der også er direktør i Finansrådet.

Han fortæller, at beslutningen om at nedlægge Finanssektorens »forening til støtte af et sundt og konkurrencedygtigt erhverv« er truffet efter lang tids mystik og spekulationer i medierne om de mange støttekroner, der ender i partikasserne.

»Efter vores opfattelse giver den forening en meget negativ presseomtale set i forhold til, hvad partierne får - relativt små beløb, som vi har bidraget med,« siger Jørgen A. Horwitz, som efter tretten år på formandsposten snart forlader Finansrådet også med baggrund i et slidt image i medierne.

Politiske pengeklubber ved valget i 2011
  • Den Liberale Erhvervsklub: Den blev stiftet i 1998 og har til formål at støtte partiet Venstre økonomisk. Fritz Schur er tidligere formand, men er i dag afløst af Arla-chef Jens Bigum.
  • C-business:Stiftet i 2005. Støttede De Konservative ved sidste valg med så stort et beløb, at De Konservative var topscorer i partistøtte. Formand er Arne Bang Mikkelsen, der er chef for Bella Center.
  • Finanssektorens forening til støtte af et sundt og konkurrencedygtigt erhverv: Stiftet i juli måned 2007 på initiativ af bankernes brancheorganisation, Finansrådet. Ved valget i 2011 donerede foreningen 1,6 mio. kr. til politisk arbejde fordelt mellem De Radikale, Venstre, De Konservative, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance.
  • Erhvervsforum Vækst DK: Stiftet i 2014 med Carsten Koch som formand. Det koster 15.000 kr. at deltage i netværket, hvor overskuddet fra møder skal gå til Socialdemokraternes partikasse.

Finanssektorens forening blev stiftet i juli måned 2007 på initiativ af bankernes brancheorganisation, Finansrådet. Under den seneste valgkamp i 2011 donerede foreningen 1,6 mio. kr. til politisk arbejde fordelt mellem De Radikale, Venstre, De Konservative, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance.

Men nu smækkes kassen i, og ifølge Jørgen A. Horwitz har Finansrådet hverken planer om en ny forening eller selv at give bidrag til partierne.

»Nej, det ligger på ingen måde i kortene. Foreningen blev skabt for, at det ikke var Finansrådet, der gav, og nu nedlægger vi foreningen, og det betyder så, at vi ikke længere er engageret i det,« siger han.

Efter vores opfattelse giver den forening en meget negativ presseomtale set i forhold til, hvad partierne får, som er relativt små beløb, vi har bidraget med

Jørgen A. Horwitz, Formand Finansrådet

Det er uvist, hvor store summer foreningens medlemmer, som både har talt virksomheder og enkeltpersoner, hver især har lagt. Danske Bank fortæller dog, at de ved seneste folketingsvalg bidrog med 500.000 kr. til foreningen. Hvorvidt banken nu vil gå solo og selv spytte støttekroner i partikasser er også uvist.

»Vi har ikke taget stilling til partistøtte i forbindelse med kommende valg,« lyder det fra Kim Larsen, chef for ekstern kommunikation. 

Timingen for lukningen af pengeklubben falder onsdag sammen med regeringens længe ventede præsentation af anbefalinger for nye partistøtteregler, som netop skal skabe langt større åbenhed om pengeklubbernes medlemmer og beløb.

Denne artikel er en oplåst abonnementsartikel. Ønsker du fuld adgang til alle øvrige artikler i Finans’ abonnementsunivers, kan du helt uforpligtende få 40 dages gratis adgang ved at klikke her.

Læs også