Politik
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

Erhvervsorganisationer står klar med valgkrav

Gødning, boligjobordning, omkostninger og arbejdsudbud. De danske erhvervsorganisationer er klar med ønsker til landets politikere. Og uanset valgets udfald er der en god chance for, at tingene bliver gennemført, lyder det fra erhvervsdirektørerne

Erhvervsorganisationerne er klar med valgkrav til både Helle Thorning-Schmidt (S) og Lars Løkke Rasmussen (V) uanset, hvem der kan kalde sig statsminister efter valget. Foto: Lars Krabbe

Når statsministeren onsdag formiddag udskriver valg, står erhvervsorganisationerne i kulissen - klar med krav og klar til valgkamp.

Skal erhvervslivets lobbyister bestemme temaerne i den kommende tids valgkamp, skal den fokusere på, hvordan væksten  kan bide sig fast – især i Udkantsdanmark – og hvordan flere kommer i arbejde. Sådan lyder meldingerne fra Landbrug & Fødevarer, Dansk Erhverv, DI, Dansk Byggeri og Håndværksrådet.

Samtidig kan de fem interesseorganisationer hver især mønstre klare krav til de politikere, der kan kalde sig vindere, når den sidste stemme er talt. Fra landbrugets side er topprioriteten, at reglerne om gødning bør ændres, mens de små virksomheders talerør Håndværksrådet og Dansk Byggeri har boligjobordningens tilbagekomst i top.

I landets største erhvervsorganisation, DI, efterspørges reformer, der øger udbuddet af arbejdskraft, som vigtigste krav til politikerne efter et valg, mens Dansk Erhverv sætter spot på, at virksomhederne omkostninger skal sænkes.

Samtidig er der i alle fem organisationer god tiltro til, at politikerne vil lytte til erhvervslivet uanset, om det bliver rød eller blå blok, der løber med regeringsmagten. Dog mener Landbrug & Fødevarer og Håndværksrådet, at der er størst sandsynlighed for at få deres valgkrav igennem med Venstre som vinder.

Karen Hækkerup, adm. direktør i Landbrug & Fødevarer

Hvis I skulle udpege valgets vigtigste tema, hvad er det så?

»Arbejdspladser i yderområderne. Hvis vi skal sikre liv i yderområderne, er det helt nødvendigt at sikre arbejdspladser i det, vi kalder Produktionsdanmark. Uden arbejdspladser forsvinder de familier, som skaber liv på landet og sørger for, at der er butikker, skoler og foreningsliv. Fødevarevirksomheder og deres underleverandører holder i dag 169.000 danskere beskæftiget. En stor del af dem bor uden for de større byer,« siger Karen Hækkerup.

Hvad er jeres vigtigste ønske, der skal gennemføres efter et valg?

»Reglerne om gødning bør ændres. De regler, der gælder i dag, bør fjernes så hurtigt som muligt. Reglerne betyder, at landmændene er tvunget til at give deres planter ca. 20 procent mindre gødning, end de har behov for. Det koster fødevareerhvervet flere milliarder kroner om året og tusindvis af job på slagterierne og mejerierne, og det er regler, som vores konkurrenter i de andre EU-lande ikke har.«

Hvordan vurderer I chancerne for, at det bliver gennemført?

»De blå partier går til valg på at tillade gødning efter afgrødernes behov. Det håber vi, at der vil være bred opbakning til i Folketinget.«
 

Ane Buch, adm. direktør i  Håndværksrådet

Hvis I skulle udpege valgets vigtigste tema, hvad er det så?

»Vores vigtigste valgtema er »Vækst i hele Danmark,« fortæller Ane Buch.

Hvad er jeres vigtigste ønske, der skal gennemføres efter et valg?

»Væksten skal bl.a. skabes gennem boligjobordningen, der har skabt meget aktivitet i landdistrikterne, gennem SMV-venlige udbud, bedre digital infrastruktur, bedre lånemuligheder i landdistrikter og andre gode tiltag.«

Hvordan vurderer I chancerne for, at det bliver gennemført?

»Der er bred politisk enighed om, at landdistrikterne skal udvikles. Så mulighederne for, at de forbedringer, vi foreslår, bliver gennemført efter et valg er store – måske med undtagelse af ønsket om at genindføre håndværkerfradraget, som er afhængigt af, om blå blok vinder valget.«
 

 

Lars Storr-Hansen, adm. direktør i Dansk Byggeri.

Hvis I skulle udpege valgets vigtigste tema, hvad er det så?

»Det er videreførelsen af boligjobordningen, det er helt centralt.«

Hvad er jeres vigtigste ønske, der skal gennemføres efter et valg?

»At få udvidet arbejdsstyrken ved at have et fortsat fokus på behovet for reformer. Det skal blive mere attraktivt at arbejde, skatten på arbejde skal sættes ned, og der skal ses på satserne for overførelsesindkomsterne, så der hele tiden er et incitament til at arbejde. Samtidig er det vigtigt at styrke mobilitetsreglerne, så folk står til rådighed for arbejdsmarkedet i hele landet.«

Hvordan vurderer I chancerne for, at det bliver gennemført?

»Vi kan være lidt bekymrede for de seneste melder, der er kommet fra regeringen, hvor der bliver lagt op til den helt store gavebod, men vi har en forhåbning om, at realismen indfinder sig igen. Men det er helt klart, at det mest er i den borgerlige fløj, at der er fokus på at få skatten ned, og det er godt, at de er opmærksomme på, at det skal gøres mere attraktivt at arbejde.«

Karsten Dybvad, adm. direktør i DI

Hvis I skulle udpege valgets vigtigste tema, hvad er det så?

»Det vigtigste tema bør være spørgsmålet om, hvad vi skal leve af. Der bliver brugt meget tid på at debattere velfærd, men meget lidt på at diskutere, hvor den skal komme fra. Hvis vi vil have mere velstand og velfærd i Danmark, så skal vi fokusere på, hvordan vi skaber de bedste vilkår for, at danske virksomheder kan vokse. For i sidste ende er det virksomhederne, der bidrager til at skabe fundamentet for velfærden,« siger Karsten Dybvad.

Hvad er jeres vigtigste ønske, der skal gennemføres efter et valg?

»Øverst på dagsordenen efter et valg står reformer, der øger udbuddet af arbejdskraft. Problemet er, at vi risikerer, at opsvinget i dansk økonomi bliver bremset af mangel på kvalificeret arbejdskraft allerede inden, det er kommet i gang. Lige efter står reformer af skat på arbejde og på investeringer i Danmark.«

Hvordan vurderer I chancerne for, at det bliver gennemført?

»Der har de seneste år været en stigende erkendelse blandt politikerne af, at et stærkt erhvervsliv er forudsætningen for skabe vækst, job og velstand i Danmark. I den forgangne regeringsperiode har et bredt flertal på Christiansborg stået bag reformer, der har trukket i den rigtige retning. Vi har derfor en optimistisk forventning om, at der også efter et valg vil blive taget godt imod forslag, der styrker virksomhedernes mulighed for at skabe vækst og arbejdspladser.«

Jens Klarskov, adm. direktør i Dansk Erhverv

Hvis I skulle udpege valgets vigtigste tema, hvad er det så?

»Danmark skal gøres klar til vækst. Vi har været gennem en lang krise, og det går en smule bedre, men der er en risiko for, at økonomien relativt hurtigt bringes til et holdt, fordi vi ikke er gået hårdt nok til reformerne,« mener Jens Klarskov.

Hvad er jeres vigtigste ønske, der skal gennemføres efter et valg?

»Der skal mere end ét tiltag til for at løfte væksten. Det er vigtigt at sænke virksomhederne omkostninger. Det vil være nødvendigt at nedbringe beskatningen af det, som sikre værdiskabelsen: dvs. bl.a. lavere indkomstskat og kapitalskatter. Dette hænger snævert sammen med behovet for en mindre og mere effektiv offentlig sektor gennem mere offentlig privat samarbejde. Måltal for konkurrenceudsættelse vil være et vigtigt værktøj til at sikre dette.«

Hvordan vurderer I chancerne for, at det bliver gennemført?

»Det er vores opfattelse, at det er erkendte problemer langt ind i både rød og blå blok, og vi er da forhåbningsfulde.«

BRANCHENYT
Læs også