Serier

Skatteministeren går til angreb på store industrifamilier

Den socialdemokratiske skatteminister beskylder familierne bag Danfoss, Haldor Topsøe og Foss for at manipulere i debatten om skat på generationsskifter. Foss-formand afviser kritikken.

Det store generationsskifte
Skatteminister Benny Engelbrecht (S) går midt i valgkampens hede til angreb mod danske familievirksomheder. Foto: Lars Krabbe

Skatteminister Benny Engelbrecht (S) skyder nu med skarpt på flere af landets største industrivirksomheder i en strid om generationsskifter.

Midt i valgkampen anklager ministeren familievirksomheder som Danfoss, Haldor Topsøe og Foss for at manipulere med tallene i kampen for lavere skat ved generationsskifte.

Det sker ifølge ministeren i regi af lobbynetværket Vækst i Generationer, som selskaberne er med i.

»Nogle af de regneeksempler, som foreningen Vækst i generationer anvender, er notorisk fuldstændig forkerte. Man anvender regneeksempler, som hedder noget i retning af 40 pct. beskatning, hvilket i virkeligheden er 17 pct.. Jeg synes, det må stå fuldstændigt for deres egen regning, at de foretager manipulation i den grad,« siger Benny Engelbrecht.

Strid om formueskattesats
  • Afskaffelsen af formueskattekursen har i mange tilfælde gjort det dyrere at gennemføre generationsskifte i familieejede virksomheder.
  • Loven blev ændret i februar 2015.
  • Skatteministeriet skønner, at det vil indbringe ca. 500 mio. kr. årligt i provenu.
  • Ifølge netværket "Vækst i Generationer" betyder de nye regler, at et generationsskifte koster virksomhederne 40 pct. af egenkapitalen.

Konflikten er brudt ud efter, at ministeren tilbage i februar besluttede at ændre reglerne for beskatning af generationsskifte i familievirksomheder.

Det kastede et hårdt debatindlæg af sig fra Danfoss-formand Jørgen Mads Clausen, Haldor Topsøe-bestyrelsesmedlem Jakob Topsøe og Foss-formand Peter Foss. Men nu går socialdemokraten til modangreb.

»Jeg tænker heller ikke, at de tre herrer rent faktisk har sat sig ned og skrevet så meget som et enkelt bogstav i det selv. Det har de formentlig fået deres dyrt betalte kommunikationsvirksomhed til at gøre,« lyder det fra Engelbrecht.

Peter Foss afviser kritikken.

»De angreb, han kommer med, har jeg ikke tænkt mig at kommentere med andet end, at det er valgkampstider, og så får retorikken et ekstra hak. Vi har lagt tingene frem og henvist til eksperter og rapporter, hvor vi har tallene fra,« siger han.

Det er valgkampstider, og så får retorikken et ekstra hak

Peter Foss, virksomheden Foss

Reglerne for skat på generationsskifte er blevet ændret ved, at skatteministeren har afskaffet den såkaldte formueskattekurs, som hidtil har været anvendt til at værdiansætte unoterede aktier. Det betyder ifølge virksomhederne, at der skal betales skat af et højere beløb end tidligere.

Rasmus Feldthusen beskæftiger sig med generationsskifte som juraprofessor på Københavns Universitet. Han siger i striden:

»Det er nu i de fleste tilfælde blevet dyrere at generationsskifte, fordi den lempeligere værdiansættelse er blevet erstattet af handelsværdien. Så er det en politisk beslutning, om man gerne vil give lempeligere vilkår til generationsskifte.«

Denne artikel er en oplåst abonnementsartikel. Ønsker du fuld adgang til alle øvrige artikler i Finans’ abonnementsunivers, kan du helt uforpligtende få 40 dages gratis adgang ved at klikke her.

Læs også
Top job