Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

Velkommen til virkeligheden: Vælgerne forkastede erhvervslivets våde drøm

Heller ikke Lars Løkke Rasmussen kommer til at indfri erhvervslivets håb om et nationalt kompromis om velfærdens grænser.

Velkommen til virkeligheden. Kunne være et passende velkomstbanner, når det nye Folketing entrer de lovgivende haller på Christiansborg. For efter valgkampens spin og modspin er det en særdeles alvorlig økonomisk virkelighed, der venter de folkevalgte og den formodet kommende statsminister Lars Løkke Rasmussen (V).

Når det kommer til den nye regerings økonomiske politik, kan vælgere, erhvervsliv og lobbyister roligt forberede sig på en genudsendelse. Lige som for fire år siden. Efter dramatiske dage i det sorte tårn på Amager, lancerede Thorning-regeringen som bekendt sig selv ved at ville basere sin eksistens på "VK-regeringens økonomiske politik i bredeste forstand". Det samme kommer til at gælde for den kommende regering. Retorikken vil være anderledes - indholdet det samme. For når alt kommer til alt er ansvarlighed heldigvis fortsat en ingrediens på den politiske dagsorden.

Selvom der igennem de seneste tre uger fra begge blokke er blevet udstedt valgløfter for svimlende tocifrede milliardbeløb, har forretningen Danmark ikke råd til at fravige den stramme økonomiske kurs, der har været gældende lige siden, finanskrisen slog igennem i 2008. Økonomien er ude af sin dybeste krise. Men velfærdssamfundet har kun taget de første skridt i sin eksistentielle af slagsen. Når Folketinget træder sammen i en ny konstellation, er det ikke nødvendigvis i den mest optimale sammensætning, hvis hensigten er at sikre det langsigtede fundament under "det Danmark, du kender".

Økonomien er ude af sin dybeste krise. Men velfærdssamfundet har kun taget de første skridt ind i sin eksistentielle af slagsen.

Valgresultatet blev intet jordskred. Men de gamle traditionspartier gør klogt i at notere sig det væsentlige element af protest, der er indbygget i vælgernes svar. I samlet flok fik de fem partier, der i varierende konstellationer har udgjort regeringsmagten igennem de seneste 18 år, et alt andet end prangende valg. Forkastet af vælgerne til fordel for yngre og i større eller mindre grad protestpartier, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance, Enhedslisten og Alternativet.

Fire partier, der nu repræsenterer omtrent 40 pct. af de stemmeberettigede danskere. Fire partier, som aldrig har haft regeringsansvaret. Og som dermed har været de nærmeste til ikke "at få skylden" for utilfredsheden i store dele af vælgerkorpset. Kvartetten har det til fælles, at de i bund og grund vil en markant anden retning for den økonomiske politik i Danmark end traditionspartierne. De har også det til fælles, at deres vidt forskellige tilgange til at drive biksen set herfra alle ville styre dansk økonomi nærmere den berømte afgrunds rand, hvis de blev gennemført i den reneste form.

Derfor handler de forestående forhandlinger om regeringsdannelse ikke kun om benhård magtpolitik, men i høj grad om økonomi. Om prisen for "protestpartiernes" mandater og dermed om, hvorvidt og hvor hurtigt, velfærdssamfundets eksistentielle krise kan overvindes. I erhvervslivet spores en klar frustration over det politiske spil af mindst samme kaliber, som hos den menige vælger. Flere virksomheder, end vi har været vant til, har under valgkampen smidt den notoriske angst for at blande sig i politiske budskaber til side og afleveret ønskesedler og gode råd i bunker til en kommende regering.

Der er god grund til at lytte til disse, landets bedst uddannede mennesker med solid erfaring fra det virkelige liv uden for Borgens mure. Ønskerne om mindre administrativt bøvl, fortsat tæt tilknytning til EU, adgang til kvalificeret arbejdskraft, lavere skatter og afgifter ligger alle indenfor den kommende statsministers politiske manøvrerum. Det gør det fromme - måske naive - håb, som mange erhvervsledere notorisk står for, næppe. Et håb, der lyder på fasttømrede, konstruktive samarbejder hen over midten i dansk politik.

Rationelt betragtet er forskellene på de økonomiske ambitioner i S, R, V og K så små, at vejen til adskillige, banebrydende nationale kompromiser på de væsentligste velfærdsfronter, som det skete med tilbagetræknings- og dagpengereformerne, burde være indlysende.

Rationelt betragtet er forskellene på de økonomiske ambitioner i S, R, V og K så små, at vejen til adskillige, langsigtede nationale kompromiser på de væsentligste velfærdsfronter, som det skete med tilbagetræknings- og dagpengereformerne, burde være indlysende. Men det er de ikke. For heller ikke i politik er det ligegyldigt, hvem der sidder for bordenden. Ingen ønsker at styrke konkurrenten ved overdreven samarbejdsvilje, for om fire år venter et nyt slag ved stemmeurnerne. Ergo kan heller ikke Lars Løkke Rasmussen i sin forventede anden statsministerperiode opfylde erhvervslivets våde drøm om langsigtede, stabile løsninger for dansk politik og velfærd på alle de områder, der virkelig betyder noget for erhvervslivets vilkår.

Politikerne ønsker det ikke. Vælgerne, bedømt på valgresultatet, heller ikke, for det er ikke fra de sejrende yderfløje, de nationale kompromiser opstår. Folketingsvalget 2015 blev en sejr for demokratiet. Om det også blev det for Velfærdsdanmark kan vi jo bruge de kommende dage til at efterrationalisere. Mens vi venter på genudsendelsen.

BRANCHENYT
Læs også