Politik

»De er helt færdige. De røde er døde.«

Liberal Alliance fejrede valget på Børsen i København. Aftenen bød både på sejrsrus, fadøl og bekymring for fremtiden.

Hvis det ikke er for de næsten 400 år gamle omgivelser, skulle man umiddelbart tro, at man var ankommet til en fredagsbar på Copenhagen Business School eller i en investeringsbank.

Unge mænd iklædt stramme jakkesæt, spidse lædersko og vandkæmmet hår fylder godt op ved rundbordene og i baren, hvis de da ikke står ude foran og ryger med en doven fadøl i hånden.

Børsen i København dannede torsdag aften rammen om Liberal Alliances valgfest, hvor over 600 mennesker havde indfundet sig.

Allerede klokken 20 - kun en time efter valgfestens officielle åbning - var der fyldt godt op med mennesker i den store sal i børsbygningen, og de unge Liberal Alliance-folk lugtede sejrens sødme.

Gennem de sidste tre ugers intensive valgkamp har partiet ligget til en fremgang i meningsmålingerne, og den store sal i børsbygningen summede torsdag aften af forventning til, hvad valgresultaterne, der snart ville begynde at tikke ind fra valgstederne rundt omkring i landet, ville vise.

En af de kandidater, der ligger på nippet til at komme ind, er partiets kandidat i København Laura Lindahl. 

Siden 2013 har hun siddet i kommunalbestyrelsen for Liberal Alliance på Frederiksberg, men de sidste tre uger har hun kæmpet for at få en plads i Folketinget.

Da hun ankommer til Børsen, kigger hun sig omkring og konstaterer smilende:

»Vi nyder stor opbakning blandt mange af de unge studerende på CBS,« siger Laura Lindahl og tilføjer:

»Da jeg startede denne valgkamp, havde jeg CBS’erne i kikkerten. Jeg er selv uddannet fra CBS, og derfor var det oplagt for mig at køre hårdt på for at få fat i de unge studerende.«

Hun er dog mere tilbageholdende med at komme med en vurdering af sine egne chancer.

»Jeg ved ikke, om jeg kommer ind. Jeg regner ikke med noget, men hvis der falder to mandater af til os i København, har jeg en god chance.«

En af de studerende, som Laura Lindahl taler om, er 23-årige Simon Bülow, der deltager i valgfesten. Han er medlem af Liberal Alliance og studerer på CBS.

»Det, der tiltaler mig ved Liberal Alliances politik, er deres frihedsbegreb. Det er vigtigt for mig med frihed,« siger han, da han står ude på den store trappe, der leder op til Børsen, og drikker en øl med en kammerat.

Artiklen fortsætter efter billedet...

Klokken nærmer sig 21, da de første jubelbrøl begynder at runge igennem bygningen. Efterhånden som tiden skrider frem, bliver de hyppigere og hyppigere. Det er resultaterne, der begynder at komme ind fra valgstederne.

Folk har samlet sig omkring de mange tv-skærme - bevæbnet med fadøl. Endnu et resultat kommer ind – endnu et jubelbrøl lyder.

»De er helt færdige. De røde er døde,« lyder det begejstret fra Liberal Alliances folketingsmedlem Villum Christensen.

De første resultater viser en overraskede stor fremgang til blå blok. Meningsmålingerne gennem valgkampen har vist næsten dødt løb mellem de to fløje, men da stemmerne langsomt begynder at blive talt op, viser det et stort forspring til blå blok.

Klokken har passeret 22.00. Partileder Anders Samuelsen og politisk ordfører Simon Emil Ammitzbøll har endnu ikke vist sig til festen. Rygterne svirrer om, at de er på vej. Imens forsyner de mange unge valgfestdeltagere sig i baren. Der er fri bar hele aftenen.

Fra trappen ved indgangen lyder der pludselig jubel. Fotograferne, der også har taget opstilling, begynder at knipse løs. Men det er ikke Anders Samuelsen eller Simon Emil Ammitzbøll, der ankommer. Faktisk er det slet ikke en politiker. Det er i stedet Saxo Banks adm. direktør – og Liberal Alliances finansielle bagmand - Lars Seier Christensen, der ankommer.

På vejen op af trapperne til Børsen uddeler han high fives og knus til flere deltagere, der kvitterer med klap på ryggen. Senere inde i salen danner der sig hurtigt en ring af mennesker omkring Saxo Bank-direktøren, som pænt må stille op til det ene billede efter det andet.

Men festen topper først, da Anders Samuelsen og Simon Emil Ammitzbøll ankommer sammen. Hidtil har de opholdt sig et hemmeligt sted i Indre By, men 22.30 begynder de at vandre fra Magasin på Kongens Nytorv ned til Børsen omringet af fotografer og kamerafolk.

De bliver modtaget af jublende folk foran Børsen, inden de går på scenen til tonerne af James Brown-sangen og holder den traditionelle sejrstale. I et tilstødende lokale har en ung mand kapituleret og er gået kold på en sofa.

Artiklen fortsætter efter billedet...

Omkring midnat er optællingen næsten slut. Det står klart, at blå blok har vundet. Liberal Alliance ser ud til at gå fire mandater frem. Den store sal er begyndt at udvikle sig til et dansegulv.

Men mens de unge liberale indtager dansegulvet, er flere af især de ældre festdeltagere begyndt at samle sig omkring de opstillede fjernsyn i de tilstødende lokaler. Der bliver løftet øjenbryn, mens grafikken på DR og TV2 viser, at Dansk Folkeparti står til at blive det største parti i blå blok.

Rundt omkring ved bordene bliver der mumlet og talt om den nye stærke dreng i blå blok over fadøllene. Ingen ved helt, hvad det kommer til at betyde for både magtforholdet i blå blok og Liberal Alliances position.

Folketingsmedlem Joachim B. Olsen trisser rundt på gangene og taler med pressen og partikollegerne. Dansk Folkepartis fremgang får hurtigt den tidligere kuglestøder til at komme med en analyse af, hvordan magtforholdene i blå blok kommer til at se ud.

»Min helt egen personlige vurdering er, at jeg har meget svært ved at se, hvordan Dansk Folkeparti kan undgå at komme i regering. De har jo sagt, at de skal være der, hvor der er størst indflydelse. Hvis man er det største parti i en blok, får man vel mest indflydelse, hvis man er i regering,« siger han og tilføjer:

»Hvis vi skal være parlamentarisk grundlag, skal der lyttes til os. Men vi er også konstruktive. Men vi har nogle klare mærkesager, og dem skal vi have betaling på.«

Klokken nærmer sig 01, og Laura Lindahl ved endnu ikke, om hun er købt eller solgt.

”Det ser ud til, at vi får 13 mandater. Jeg står meget godt til at tage andet mandat i København, men det kommer helt an på de personlige stemmer,” siger hun

»Jeg ved ikke, om jeg er bekymret. Men jeg er overrasket over, at DF bliver de største parti. Det havde jeg troet, Venstre ville blive. Jeg ved ikke, om det kommer til at gøre en forskel. Men det skal nok lykkes for os at samarbejde. Men selvfølgelig er det mærkeligt, at Dansk Folkeparti er større end Venstre,« siger Laura Lindahl.

Den frie bar begynder at sætte sit præg på deltagerne til valgfesten, og folk begynder langsomt at sive bort fra Børsen. Ude foran har et par unge mænd – dem med stramme jakkesæt, spidse lædersko og vandkæmmet hår – dannet en rundkreds.

»Helle, Helle, alles ist vorbei, alles ist vorbei,« synger de, mens de drikker øl og ryger cigarer.

Fredag morgen er Danmark vågnet op til en ny politisk virkelighed. Det samme er Liberal Alliance.

Denne artikel er en oplåst abonnementsartikel. Ønsker du fuld adgang til alle øvrige artikler i Finans’ abonnementsunivers, kan du helt uforpligtende få 40 dages gratis adgang ved at klikke her.

BRANCHENYT
Læs også