Politik
0

Alternativet redder V-regeringens boligjobordning

V-regeringen har forhandlet en ny boligjobordning i hus i et bredt forlig med Alternativet, SF, De Konservative og Dansk Folkeparti. Liberal Alliance står uden for forliget.

Foto: Anders Rye Skjold Jensen

Lars Løkke Rasmussens nye V-regering er blevet enige med Alternativet, SF, Konservative og Dansk Folkeparti om en ny boligjobordning, der præsenteres senere i dag. Liberal Alliance er ikke med i aftalen, erfarer Finans.

Dermed har den nye Venstre-regering nu opfyldt et af partiets største valgløfter - boligjobordningen. En ordning, som den nu tidligere regering skrottede ved årsskiftet, da vurderingen var, at den var for dyr i forhold til, hvor mange job den skabte.

Det er Alternativets ni mandater og SF's syv, der sikrer et flertal på 93 mandater og dermed giver nyt liv til ordningen, som Dansk Byggeri har efterlyst lige siden, den forrige regering aflyste den.

Boligjobordningen
Fradraget ændres og stiger i 2016
  • I 2015 kan hver voksen årligt trække 15.000 kr. fra i skat. Ordningen gælder for udgifter afholdt fra den 1. januar i år.
  • I år kan bl.a. rengøring, børnepasning, havearbejde og vinduespolering trækkes.
  • I 2016 og 2017 gøres fradraget »grønt« – og gives f.eks. til energibesparende boligforbedringer. Fradraget stiger til 18.000 kr. pr. person om året.
  • 12.000 kr. er øremærket håndværkerydelser, mens 6.000 kr. er til serviceydelser.

»Det, der er afgørende for os, er, at vi kan skubbe en blå regering i en grøn retning,« siger Alternativets finansordfører, Josephine Fock, der vil give boligejerne hjælp til at lave energirigtige tilpasninger i deres hjem, til TV2.

Allerede i starten af året proklamerede Lars Løkke Rasmussen, at med ham som statsminister, ville boligjobningen genopstå. »Gem kvitteringerne,« lød det fra V-formanden.

SF har også forud for valget støttet en genindførsel af boligjobordningen - dog i en langt mere »grøn« udgave.

Finansministeriet har meddelt, at den politiske aftale forventes præsenteret i dag kl. 18.00, hvor den endelige udgave præsenteres.

I Dansk Byggeri glæder adm. direktør Lars Storr-Hansen sig over nyheden.

»Det lyder rigtig, rigtig godt. Det er et af de egentlige valgløfter, som regeringen har givet, og det er utroligt tilfredsstilende og med til at skabe den sikkerhed, som vores medlemmer har ventet på,« siger han.

Hvad tænker du om, at det er alternativet, der sikrer flertallet?

»Jeg synes, det er rigtig positivt, at et nyt parti som Alternativet også går ind og løfter et reelt parlamentarisk ansvar. De medvirker til en meget væsentlig ordning, der er godt for Danmark og peger i rigtig retning - både ved sort arbejde, på lærlingeområdet og for vækst. Lige pludselig er det et parti, der tager ansvar, upåagtet hvad der er sagt om dem i valgkampen,« siger Lars Storr-Hansen.

BRANCHENYT
Læs også