Politik
0

Fagbevægelsen fandt selv på karensdagene

De udskældte karensdage, som bliver en del af det nye dagpengesystem, er fagbevægelsens egen ide. De blev lagt på bordet i dagpengekommissionen som et alternativ til lavere dagpengesats, og torsdag valgte regeringen sammen med S og DF at gøre alvor af dage uden dagpenge.

LO-formand Harald Børsting forsvarer karensdage som det mindste af to onder, da dagpengekommissionen skulle finde finansiering til sine forslag. Foto: Joachim Adrian

Efter torsdagens politiske aftale om et nyt dagpengesystem hagler kritikken ned fra flere sider. En ting er, at regeringen sammen med Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti valgte at skære langt hårdere i dagpengesatsen for nyuddannede, den såkaldte dimittendsats, end dagpengekommissionen lagde op til. Men også beslutningen om at indføre såkaldte karensdage, hvor ledige ikke får dagpenge, er i skudlinjen.

Karensdage er en sminket udgave af lavere dagpengesats, har kritikken lydt fra bl.a. FOA. Og flere LO-forbund lover S-formand Mette Frederiksen en »varm velkomst«, når hun skal tale på LO's kongres i Aalborg på mandag.

Men karensdagene er fagbevægelsens egen ide. De kom på bordet i dagpengekommissionen som et alternativ til lavere dagpengesats efter et års ledighed og andre såkaldte trappemodeller med faldende dagpengesats. Det bekræfter LO-formand Harald Børsting, FTF-formand Bente Sorgenfrey og dagpengekommissionens formand, professor Nina Smith.

»Vi var nogle, der forsøgte at tale en faldende dagpengesats væk, og så opstod den ide med karensdage,« siger LO-formand Harald Børsting.

Han sad i dagpengekommissionen sammen med Bente Sorgenfrey, der har samme udlægning.

»Karensdagene er en model, som er vokset i fagbevægelsens have. Karensmodellen er langt at foretrække frem for en trappemodel, fordi man har mulighed for at fjerne sin karensdag ved at arbejde,« siger hun.

Kommissionsformand Nina Smith bekræfter, at professorerne lod sig overbevise.

»Karensdagene kom på bordet som et alternativ til at sænke dagpengesatsen. Og vi professorer lod os overbevise,« siger hun.

Harald Børsting er parat til at forsvare karensdagene trods kritikken.

»Det var det mindste af to onder. Faldende dagpengesats ville have ramt dem med de længste ledighedsperioder hårdest, og det er mange af LO's medlemmer. Karensdage betyder, at mange flere skuldre bærer byrden, og det har altid været et godt princip,« siger han.

Det var ifølge Harald Børsting ikke en realistisk mulighed at aflevere hele regningen på godt 1,2 mia. kroner for dagpengekommissionens forslag hos politikerne på Christiansborg, og derfor var det i fagbevægelsens egen interesse at pege på finansiering.

BRANCHENYT
Læs også