Politik
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

Efter at danskerne sagde nej: Løkke vågner med hovedpine

Forbehold: Vælgernes skepsis over for EU udløste en begmand til ja-partierne. Nu skal statsministeren i gang med et møjsommeligt arbejde, der skal sikre, at Danmark kan forblive i Europol. Dansk Folkeparti opfordrer regeringen til at lytte til danskerne og lægge en helt ny og kritisk kurs i europapolitikken.

Valgets store sejrherre, Kristian Thulesen Dahl (DF), ankom til Christiansborg med forventning om, at nej-siden nu bliver inddraget mere i dansk europapolitik. Foto: Carsten Bundgaard

Et par dage før danskerne stemte nej, kiggede statsministeren profetisk frem mod det scenarium, som han så gerne ville undgå:

»Europa vil vågne op fredag efter et dansk nej, som om ingenting er hændt. Vi vil vågne op med en hovedpine. Den skal vi så have kureret. Og der skal vi altså starte med at forklare alle, at vi har ondt i hovedet,« sagde Lars Løkke Rasmussen i en pause på sin valgturné.

I dag må han sluge den første bitre pille. I dag begynder regeringens arbejde med at sikre, at Danmark kan forblive i det europæiske politisamarbejde, så danske betjente lige så let som hidtil kan tjekke, om et fingeraftryk fra en vindueskarm i Hobro tilhører en indbrudstyv efterlyst af Europol.

Oven i det udestår et stort spørgsmål om, hvordan Danmark skal forholde sig til de 22 retsakter, som vælgerne også stemte nej til.

Den nye virkelighed rammer regeringen allerede i dag, hvor justitsminister Søren Pind skal til justitsministermøde i Bruxelles for at drøfte terrorindsatsen oven på angrebet i Paris. Op til mødet havde han fået udarbejdet to taler. I en blå ja-tale skulle han have meddelt, at Danmark nu var klar til at stemple helt ind i politisamarbejdet. I stedet må han holde den forproducerede nej-tale. Trykt på grønt papir. Håbets farve.

Pavestolt Thulesen

Nej-sidens håb blev til virkelighed tidligt på valgaftenen. Resultatet stod hurtigt klart, og DF-formand Kristian Thulesen Dahl blev klappet ind i Snapstinget, hvor der vanen tro var dækket op med rød- og hvidternede duge.

Thulesen erklærede sig »pavestolt« over resultatet.

»Det må da meget gerne blive en vane,« sagde han.

Uden for Christiansborg blev Enhedslistens frontkvinde i valgkampen, Pernille Skipper, hujet frem, da hun kom gående ad den brostensbelagte gade, der førte hen til nej-festen på en kajakbar.

»Jeg tror, det her er udtryk for, at ja-partierne troede, at de kunne slippe af sted med at få det her til kun at handle om Europol. Men jo mere, det er gået op for folk, at det handler om noget så grundlæggende som selvbestemmelse, så er der også flere, der har tænkt: Den går ikke, den køber vi ikke,« sagde hun.

På ja-siden var stemningen mere mat. Da partileder Morten Østergaard (R) ankom til Christiansborg lidt før kl. 21, greb han en Tuborg og råbte »skål«, hvorefter han søgte over i det fjerneste hjørne i stedet for at gå op på den opstillede talerstol.

»Vi vil samarbejde om at få det bedste ud af denne situation. I første omgang kigger vi nu på de partier, som har anbefalet et nej for at høre, hvad de ser foran sig, og så må vi prøve at finde en løsning,« sagde Østergaard.

Den første vej til Europol

Efter valgfesterne og nederlagene går regeringen i gang med at blive i Europol. I første omgang vil regeringen prøve at forhandle en parallelaftale på plads. Det skal senest ske inden sommeren 2017, hvor Europol går fra at være et mellemstatsligt til et overstatsligt samarbejde. Det er netop den bevægelse, som retsforbeholdet blokerer for.

»Valgets tale er klar. Det er et betydeligt nej. Det ærgrer mig selvfølgelig,« sagde Løkke sent i aftes og oplyste, at han mandag mødes med partilederne på Christiansborg for at drøfte det videre forløb.

Torsdag aften havde han desuden talt med EU-kommissionens formand, Jean-Claude Juncker, og EU-præsident Donald Tusk om det danske nej. Han mødes med de to topfolk om en uge i Bruxelles.

»Jeg må sige, at det er mit klare indtryk, at det ikke så meget er det, vi har stemt om, som danskerne har vendt ryggen til. Det er måske snarere det, vi ikke har stemt om. Frygten eller ængstelsen for, at vi med et ja til tilvalgsordningen ville glide ud af en bane, hvor danskerne tabte indflydelse. Respekt for det. Men når jeg lytter til danskernes nej, så hører jeg ikke nej til, at dansk politi ikke skal have mulighed for at deltage i arbejdet om grænseoverskridende kriminalitet.«

Trods den klare tilkendegivelse betragter regeringen en parallelaftale om Europol som en særdeles snørklet vej. Ikke kun fordi en parallelaftale kræver grønt lys fra EU-Kommissionen, 27 medlemslande og Europa-Parlamentet. Også fordi Danmark i regeringens optik står i en svag forhandlingsposition.

For det første tumler Europa i forvejen med store problemer: Flygtningekrisen, Ruslands sabelraslen og Storbritanniens truende exitafstemning.

For det andet kan Danmarks nej denne gang ikke blokere for EU’s videre arbejde i modsætning til 1992 og afvisningen af Maastricht-traktaten, der krævede, at alle lande sagde ja.

For det tredje påpeger Venstre-kilder, at EU-systemets interesse i at godkende en dansk parallelaftale kan ligge på et meget lille sted. Det kan åbne for, at andre lande vil komme og kræve samme særordninger, så de fælles spilleregler splintrer. En anden analyse går på, at EU kan afvise det danske ønske og på den måde presse Danmark til at acceptere den eneste, alternative vej ind i Europol, nemlig tilvalgsordningen.

Den anden vej til Europol

Nej-partierne har selv foreslået at bruge tilvalgsordningen som en vej ind i Europol. Konkret har de i fællesskab foreslået at udskrive en ny folkeafstemning om en såkaldt begrænset tilvalgsordning, der alene handler om at vælge Europol til. Men også denne løsning giver hovedbrud i ministerkontorerne.

For hvordan skal sådan en ny folkeafstemning i så fald afgrænses? Skal nogle af de 22 fravalgte retsakter om f.eks. menneskehandel og børnemisbrug æltes ind i en ny folkeafstemning? Tør Løkke risikere endnu et nederlag i en tid, hvor EU-skepsissen er så udbredt, at mange af ja-fløjens egne vælgere trodser partilinjen og stemmer nej? Og kan Dansk Folkeparti vitterligt forpligtes til at anbefale et ja om en begrænset ordning, der alene handler om Europol – velvidende at juraen er skruet sådan sammen, at når Danmark aktiverer tilvalgsordningen, så bliver vi også bundet til Schengen-reglerne om EU’s åbne grænser?

Spørgsmålet og svaret er afgørende, fordi Løkke har brug for Dansk Folkepartis utvetydige støtte for at vinde en mulig, ny folkeafstemning alene om Europol.

Statsministeren sagde dog i aftes, at han ikke hælder til en ny folkeafstemning.

»Danskerne har sagt nej til en tilvalgsordning. Så opfatter jeg det ikke som det mest oplagte at bede dem stemme om det igen,« sagde han.

EU-skepsissen slog igennem

Venstre-toppen læser selv nej-resultatet som et udslag af den stigende EU-skepsis og mistillid til politikere.

Da Løkke offentliggjorde valgdatoen i august, lignede det ellers en let sejr for ham. I oktober førte ja-siden stadig komfortabelt, men støt og roligt svandt det ind, så der i lang tid var dødt løb mellem ja- og nej-fløjen.

Men det blev altså et nej. Ikke mindst båret frem af de borgerlig EU-skeptikere.

»Det ser ud til, at det er de blå vælgere, der hiver den hjem til nej-siden. Det er selvfølgelig drevet af Dansk Folkeparti, men det er også drevet af, at 25-30 pct. hos Venstre og De Konservative også går ud og siger nej tak,« siger Asmus Olsen, adjunkt ved Københavns Universitet.

Selv Venstres gruppeformand, Søren Gade, følte sig overrumplet af nej-sidens momentum.

»Før weekenden gik det op for mig, at der faktisk kunne være et problem. Mange af mine bekendte, der normalt ville stemme ja, var i tvivl. Så blev jeg en smule bekymret,« sagde han.

Løkke føler sig bremset

Ifølge Løkke bliver konsekvensen af danskernes nej, at han nu bliver bremset i at varetage danskernes EU-skepsis, når Danmark tropper op med krav i Bruxelles. Venstre vil eksempelvis have indhegnet de danske velfærdsydelser, så østeuropæere ikke kan sende en fuld, dansk børnecheck hjem til Rumænien.

»Det vil jeg gerne være med til at lave om på. Min pointe er bare, at min mulighed for at bidrage til at lave om på det bliver ringere, hvis vi stemmer nej på torsdag. For så skal jeg bruge al min politiske energi på at rende rundt og feje op efter et nej – fordi danskerne gerne vil have, at vi bliver i Europol – i stedet for at bruge noget energi sammen med David Cameron (britisk premierminister, red.) og andre, der synes, at der er nogle udfordringer i det europæiske system,« sagde han i den forgangne uge, da han var på valgturné.

En central diplomatisk kilde i Bruxelles påpeger, at Danmarks forbehold bliver tydeligere og tydeligere for andre lande, fordi netop retsområdet i disse tider udvikler sig hurtigst. Med andre ord bliver Danmark langsomt, men automatisk skubbet væk fra kernen af EU.

»Der er en fælles forståelse for, at alle lande kan have behov for hjælp engang imellem. Men det skal helst ikke være det samme land hver gang,« lyder det.

DF kræver kritisk EU-kurs

Med endnu et nej fra danskerne i ryggen opfordrer Dansk Folkeparti regeringen til at totalomlægge europapolitikken. Den har hidtil været styret af aftaler mellem de fem ja-partier, Venstre, Socialdemokraterne, De Radikale, SF og De Konservative.

Nu er det ifølge Kristian Thulesen Dahl (DF) »svært at forestille sig« en ny og mere skeptisk aftale om EU-linjen uden de tre nej-partier, Dansk Folkeparti, Enhedslisten og Liberal Alliance.

DF’s næstformand, Søren Espersen, uddybede kravet sent i aftes.

»Et nationalt kompromis uden Dansk Folkeparti, Enhedslisten og Liberal Alliance – er det et nationalt kompromis? I mine øjne skal der altså være en langt bredere forståelse af, at det danske folk ikke vil en føderal udvikling,« sagde han.

Imens udbrød opgøret om, hvem der har ansvaret for, at ja-siden tabte valget.

»Perioden til at afvikle folkeafstemningen har været alt for kort. Regeringen havde problemer med at få gjort finansloven færdig og havde et kontanthjælpsloft, der skulle forhandles på plads. De facto har vi kun haft 12-14 dage til at køre en valgkampagne om et så faktatungt emne. Det har været problematisk,« sagde Morten Bødskov (S).

BRANCHENYT
Læs også