Gammel Politik
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

Han var Europas vigtigste udenrigsminister

Nekrolog: Tysklands fhv. udenrigsminister Hans-Dietrich Genscher er død, 89 år. Han var med til at forme Europa, og et venskab forbandt ham med Uffe Ellemann-Jensen.

Hans-Dietrich Genscher var udenrigsminister næsten uafbrudt fra 1974 til 1992. Foto: Daniel Karmann/AP

BERLIN

Hans-Dietrich Genscher, der døde fredag i en alder af 89 år, var formentlig den vigtigste udenrigsminister i Europa efter Anden Verdenskrig. Han var en af arkitekterne bag kontinentet, som det ser ud, om end han sjældent selv tegnede stregerne. I reglen fik han noget til at passe, til de flestes tilfredshed, som tilfældet eller forskellige magter havde skabt forudsætningerne for. Sådan var det under Den Kolde Krig og den ikke mindre dramatiske tid omkring Murens Fald.

Genscher var politiker med hud og hår, opvokset i Halle i det senere DDR. Som ganske ung meldte han sig i krigens sidste måneder frivilligt til værnemagten, efter eget udsagn fordi han ville være officer og undgå en tvangsrekruttering til Waffen-SS, nazisternes terrorkorps. Dermed var Genscher resten af livet vaccineret mod enhver form for væbnet konflikt. Han foretrak,som andre tyske regeringsmedlemmer, at betale sig ud af internationale forpligtelser frem for at stille med soldater. Checkhæftediplomati, blev det kaldt en smule nedværdigende, men han kunne ikke se noget nedværdigende i det.

Terror og spionage

Efter at have forladt DDR i 1952 – hvilket dengang, inden Muren, var forholdsvis let – arbejdede han som jurist og meldte sig ind i det liberale FDP. Dette parti var hans politiske og på mange måder personlige, hjem. I dag er FDP ikke længere repræsenteret i Forbundsdagen og en skygge af sig selv; men dengang var det en opstigende kraft, som til og med 2013 deltog i de fleste regeringer, hvad enten de var ledet af det borgerlige CDU eller det socialdemokratiske SPD.

Genscher indledte da også sine 23 år i regeringen som indenrigsminister under SPD-kansleren Willy Brandt i 1969. Posten indebærer i Tyskland bl.a. sikkerhedsspørgsmål, og derfor var han i hvert fald delvis ansvarlig for to skæbnesvangre svigt: En palæstinensisk terrorgruppes gidselaktion ved de olympiske lege i 1972, der endte med 17 dræbte, overvejende israelske sportsfolk; og i 1974 den meget sene indgriben over for en DDR-spion, Günter Guillaume, i kanslerens forkontor.

OL-katastrofen fik Genscher til at oprette et antiterrorkorps, der siden viste sit værd, bl.a. ved bortførelsen af et Lufthansa-fly til Mogadishu i 1977; alle om bord blev reddet ved en spektakulær redningsaktion, med undtagelse af kaptajnen, som var blevet myrdet forinden.

Det danske venskab

Guillaume-affæren førte til kanslerens afgang. Brandt afløstes af Helmut Schmidt. Genscher blev udenrigsminister og befandt sig tydeligvis vel. Det faldt bl.a. i hans lod at forhandle den såkaldte Helsingfors-erklæring om sikkerhed og samarbejde færdig. Erklæringen handlede ikke mindst om menneskerettigheder i Europa og blev en løftestang for systemkritikere i kommunistiske lande.

I midten af 1970’erne besøgte han København, inviteret af sin daværende kollega K.B. Andersen. Danskeren gav en frokost for en større kreds i Langelinie Pavillonen; blandt gæsterne var Uffe Ellemann-Jensen, dengang chefredaktør for dagbladet Børsen. Da Ellemann-Jensen i 1982 selv blev udenrigsminister og mødte Genscher til en vanskelig forhandling om grønlandske torskekvoter indledtes et venskab, der skulle vare livet ud.

Genscher kunne have valgt at kvase ham, skrev Ellemann-Jensen senere i en erindringsbog, men i stedet tog tyskeren den yngre dansker alvorligt, og torskesagen blev løst på en måde, de begge kunne leve med. Det var Genscher i en nøddeskal. Han førte sig ikke frem, men foretrak dialogen, ofte bag lukkede døre.

Hans mesterstykke blev afleveret efter Murens fald i 1989. Forinden havde han opnået østtyske flygtninges udrejse fra Prag, hvor de havde søgt tilflugt i forbundsrepublilkkens ambassade, til Vesten. Det skete gennem samtaler med DDR-ledelsen. Genscher havde også været »meget hjælpsom« efter udsmidningen af 18 østtyske systemkritikere fra den danske ambassade i DDR året før, skrev Ellemann-Jensen i sine erindringer. Udsmidningen vakte international opsigt, regeringen i Danmark lod til at være overrasket over, at østtyskerne var endt i et DDR-fængsel. Genscher medvirkede åbenbart til, at de blev løsladt og efter et stykke tid kunne flytte til Vesttyskland; ønsket om udrejse havde været grunden til, at de var dukket op på ambassaden.

Den sorte sky

Da Muren var faldet rejstes spørgsmålet om DDR’s fremtid, eller mangel på samme. Den borgerlige kansler, Helmut Kohl, der havde overtaget Genscher som udenrigsminister, stod for de store linjer, men det var sidstnævnte, der stod i maskinrummet. Ved talrige rejser rundt om i Europa og over Atlanten skabte Genscher de forudsætninger, der førte til Tysklands genforening i 1990. Han var svagelig på det tidspunkt, efter flere hjerteanfald, men gennemførte sin enorme – og enormt vigtige – rejseaktivitet, ofte med en læge ved sin side.

Genscher satte ikke sit lys under en skæppe, hvilket han heller ikke havde grund til. Det lykkedes ham dog ikke at få den måske eneste virkelig sorte sky, der hang over hans politikerliv, til at forsvinde. Som udenrigsminister, siger kritikere, rørte han ikke en finger, da en ung, tysk studenteraktivist i 1977 blev bortført, mishandlet og myrdet af militærjuntaen i Argentina; andre udlændinge blev hentet hjem af deres ambassader og regeringer, men Tyskland gjorde intet, hedder det. Genscher afviste i de senere år ethvert ønske om at forklare sig i offentligheden, alt imens han, næsten til det sidste, lod sig hylde som en af håndværkerne, der muliggjorde det nye Europa.

Ikke desto mindre vil han blive husket som en stor diplomat og blandt de vigtigste, tyske aktører i efterkrigstiden. Genscher var udenrigsminister næsten uafbrudt fra 1974 til 1992. Han var med til at sætte sit land på verdenskortet uden magtanvendelse, og det var en bedrift i det 20. århundrede.

BRANCHENYT
Læs også