Gammel Politik
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

Ballade om Togfond bringer milliardkontrakter med danske virksomheder i fare

Entreprenørgiganten Per Aarsleff A/S og partneren Siemens A/S risikerer at komme i klemme i den politiske kamp om Togfondens fremtid.

Aarsleff-Siemens og Banedanmark underskrev sidste år aftalen om elektrificeringen af det danske jernbanenet. Fra højre ses de tre hovedpersoner: Jesper Hansen (th.), adm. direktør i Banedanmark, Thomas Mollerup (med pennen), adm. direktør i Aarsleff Rail og Jukka Perkola, adm. direktør Siemens Danmark.  Foto: Christoffer Regild

Store danske entreprenørvirksomheder står til at miste ordrer for milliarder af kroner, hvis regeringen kommer igennem med sit forslag om at beskære flere af Togfondens projekter.

Årsagen er, at Banedanmark allerede sidste år indgik en kontrakt til en værdi af 2,8 mia. kr. med et konsortium bestående af Per Aarsleff og Siemens. Aftalen er en del at den politiske aftale bag Togfonden, som har til formål at modernisere det danske jernbanenet, men som nu er i fare for at blive udskudt eller sløjfet.

»Hvis det viser sig, at man dropper stækningerne, som er med i kontrakten, så må vi selvfølgelig sætte os ned og forhandle om det. Det er klart, at det vil have konsekvenser,« siger adm. direktør i Aarsleff Rail A/S Thomas Mollerup.

Regeringen foreslog i sidste uge at droppe eller udskyde projekter til en samlet værdi på ca. 21 mia. kr. ud af Togfondens samlede budget på 28,5 mia. kr. Følger forligspartierne regeringens anvisninger, kan det bringe endnu flere kontrakter i fare.

Aarsleff-konsortiets opgave er at elektrificere ca. 1.300 km jernbanenet. Blandt strækningerne er Vejle-Struer og Aalborg-Frederikshavn, som begge er havnet på listen over de projekter, som regeringen mener, bør udskydes eller droppes.

Togfonden
  • Togfonden blev præsenteret af den daværende SRSF-regering i 2013 og endeligt forhandlet på plads i starten af 2014.
  • Togfonden skulle elektrificere og opgradere det danske jernbanenet for samlet 28,5 mia. kr. Midlerne skulle komme fra indtægter fra Nordsøolien.
  • Blandt andet skulle den såkaldte timemodel indføres, så det kun ville tage en time at køre i tog mellem landets største byer.
  • I sommeren 2014 begyndte olieprisen at styrtdykke. I starten af maj 2016 konkluderede Finansministeriet, at der manglede 15,5 mia. kr. på grund af de faldende oliepriser.
  • Partierne bag Togfonden er Socialdemokratiet, De Radikale, SF, Enhedslisten og Dansk Folkeparti.

Banedanmark oplyser dog, at byggeriet endnu ikke er gået i gang på de to strækninger. Derfor kan man trække sig ud af kontrakten mod at betale en kompensation til entreprenørerne.

»Kontrakten giver mulighed for at tage projekter ud med passende varsel. De økonomiske konsekvenser heraf vil dog bero på en konkret forhandling,« oplyser Banedanmark i et skriftligt svar til Finans.

Kontrakterne er kommet i farezonen, efter at en gennemgang af Togfondens økonomi viste, at man manglede finansiering for 15,5 mia. kr. på grund af den faldende oliepris. Pengene skulle i så fald findes på finansloven i stedet.

Venstre var ikke en del af aftalen om Togfonden, som blev indgået i januar 2014. Det er derfor op til forligspartierne bag aftalen, Socialdemokratiet, De Radikale, SF, Enhedslisten og Dansk Folkeparti, at beslutte sig for, hvad der skal ske med Togfonden.

Venstres transportordfører Kristian Pihl Lorentzen ønsker ikke at kommentere sagen så længe, der forhandles om Togfondens fremtid.

Finans har også forelagt sagen for Siemens Danmark, men her ønsker man ikke at udtale sig.

Læs også