Gammel Politik
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

Ny rapport: Danmark risikerer at få baghjul i digitaliseringskapløbet

Danmark er ved at tabe momentum til andre lande i kampen om at omstille sig til den stigende digitalisering. Det kan koste vækst og arbejdspladser, vurderer det amerikanske konsulenthus Boston Consulting Group i ny rapport.

Peter Friis, chef for Google i Norden og Benelux. Arkivfoto: Niels Hougaard.

Der skal sættes turbo på digitaliseringen blandt de danske virksomheder, for ellers risikerer Danmark at sakke agterud i forhold til andre nationer, og det kan koste både tabt vækst og 150.000 potentielle arbejdspladser.

Sådan lyder konklusionen i en ny rapport om digitaliseringen i Danmark, som konsulenthuset Boston Consulting Group har udarbejdet for Google.

»Selvom Danmark er en europæisk og global frontløber digitalt, udvikler vi os langsommere end mange andre lande. Så hvis ikke vi gør noget, bliver vi overhalet indenom af hastigt digitaliserende lande i Asien som Kina, Taiwan, Singapore osv. Men også europæiske lande vil overhale os,« siger Peter Friis, topchef for Google i Norden og Benelux.

Ifølge Jonas Hedman, lektor og ekspert i digitalisering ved Copenhagen Business School, rammer rapportens konklusioner inden for skiven.

»Det er en rigtig beskrivelse. Danmark klarer sig ganske udmærket i dag, men der er lande, der udvikler sig hurtigere og gør det bedre,« siger han

Anbefalingerne fra Boston Consulting Group:
  • Danmark skal udpege en minister med speciel fokus på digitalisering. Ministeren bør have plads i regeringens mest centrale udvalg.
  • Danmark skal have mere digitalisering på skoleskemaet. Bl.a. skal alle skoleelver lære at kode.
  • Små- og mellemstore virksomheder skal have målrettet hjælp til digitalisering.
  • Opdatere lovgivning så den tager højde for nye forretningsmodeller og deleøkonomi.
  • Hvis virksomhederne bliver bedre til digitalisering åbner der sig nye markeder for dem indenfor bl.a. robotteknologi, internetteknologi og dataanalyse, vurderer BCG. Det kan lægge 41 pct. oveni i den økonomiske vækstrate herhjemme frem mod 2020 og skabe omtrent 75.000 nye arbejdspladser. Hvis EU kommer fuldt i mål med sit digitale indre marked, der gør efterspørgslen efter disse nye produkter endnu større, så skal der lægges yderligere 75.000 nye arbejdspladser til herhjemme, vurderer konsulenterne.

Selv om Danmark bliver fremhævet som et af de lande, der ligger forrest i feltet i, når det handler om digitalisering, slår analysen samtidig fast, at der ikke er råd til at hvile på laurbærrene. Bl.a. fremhæver rapporten det som et konkret problem, at kun en fjerdedel af de små- og mellemstore virksomheder i dag bruger deres hjemmeside som salgskanaler, mens handel via internettet udvikler sig hurtigere og hurtigere.

»Allerede i dag har mange EU-lande overhalet os, når det kommer til digitale kompetencer og SMV’ernes evne til at udnytte de forretningsmæssige muligheder i digitaliseringen. Risikoen er at fremtidige investeringer, succesfulde virksomheder og talentmasser havner i andre lande,« siger Peter Friis.

Samme vurdering deler Jens Klarskov, adm. direktør i Dansk Erhverv.

»Jeg synes, vi kører med en okay fart i Danmark. Men i digitaliseringen kan man kun vinde, hvis vi kører med topfart, og det gør vi ikke nu,« siger han.

Konkret anbefaler Boston Consulting Group i rapporten, at digitaliseringen skal langt højere op på den politiske dagsorden, end tilfældet er i dag.

Det punkt er erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen uenig i. Han fremhæver, at regeringen til foråret vil præsentere en digital vækststrategi, ligesom regeringen allerede har nedsat Produktionspanel 4.0 med Danfoss-topchefen Niels B. Christiansen i spidsen, der skal komme med anbefalinger til, hvordan de danske virksomheder kan blive bedre til at udnytte de digitale omstillinger.

Men erhvervs- og vækstministeren anerkender, at Danmark risikerer at blive overhalet, hvis vi sover i timen.

»Vi ligger godt til, men der er ingen tvivl om, at der mange lande, der er i øjeblikket investerer mange politiske og økonomiske kræfter i at udnytte de potentialer, som der er i digitaliseringen,« siger Troels Lund Poulsen.

Læs også
Top job