Gammel Politik
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

Regeringens vækstpakke er fanget i slaget om topskatten

Der bliver ingen vækstpakke til erhvervslivet, før en samlet økonomisk 2025-plan ligger klar, slår erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen fast. Både Dansk Folkeparti og Liberal Alliance vurderer, at det har lange udsigter.

Erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen.

Der bliver ingen håndsrækning til dansk erhvervsliv i form af en ny vækstpakke, før den samlede 2025-plan er forhandlet på plads.

Selv om erhvervslivet skriger efter en afklaring på vækstområdet, afviser erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen, at en aftale om vækstpakken kan skrues sammen uden om den samlede 2025-plan, hvor forhandlingerne ellers er gået i stå.

»Vi forhandler 2025-planen samlet. Det er sådan, det skal være, fordi hele planen hænger sammen,« siger Troels Lund Poulsen.

Derfor giver det heller ikke mening at splitte forhandlingerne op i flere spor, mener erhvervs- og vækstministeren. De partier, der ønsker at forhandle om en vækstpakke, skal også være klar til at spise den samlede 2025-kage.

»Når man er med til at bruge penge, har man også et ansvar for at være med til at skaffe dem. Man kan ikke bare være med til at lave de sjove ting. Man skal være med til at lave den finansiering, der får tingene til at hænge sammen,« siger Troels Lund Poulsen.

Regeringens vækstpakke indeholder over 20 initiativer, der ifølge regeringens eget skøn vil løfte samfundsøkonomien med 20 mia. i 2025. Bl.a. indeholder vækstpakken en indførelse af det såkaldte ACE-fradrag, der alene skal være med til at øge det strukturelle BNP med 12 mia. kr. i 2025.

Landets største erhvervsorganisationer i form af Dansk Industri, Dansk Erhverv og Landbrug & Fødevarer har tidligere opfordret partierne på Christiansborg til at finde fælles fodslag om en 2025-plan – herunder også regeringens vækstudspil.

Men de danske virksomheder kan spejde langt efter en afklaring, fordi forhandlingerne er fastfrosset - bl.a. på grund af det uafklarede spørgsmål om topskatten, der truer med at splitte blå blok.

»Der er intet, der har flyttet sig,« siger René Christensen, finansordfører i Dansk Folkeparti.

»Det skyldes det ultimative krav om fem procentpoint på topskatten. Hvis det bliver lagt ned, kan vi forhandle om alt,« tilføjer han.

Hos Liberal Alliance, partiet bag kravet om en sænkelse af topskatten, mener finansordfører Ole Birk Olesen heller ikke, at en aftale om en vækstplan er lige rundt om hjørnet.

»Det er ikke realistisk, at der lander en aftale inden længe, for vi sidder slet ikke om forhandlingsbordet,« siger han.

Ole Birk Olesen opfordrer dog erhvervslivet til at løfte blikket fra vækstplanen. Han mener, at det er langt vigtigere at se på de større linjer i den samlede økonomiske 2025-plan, såsom hvordan man øger arbejdsudbuddet.

»De småtterier, som f.eks. det såkaldte ACE-fradrag, er bare ord på et stykke papir,« siger han.

Læs også