Politik
0

Bjarne Riis’ gule trøje hænger stadig i træningslokalet

Bjarne Riis modtog i 1996 prisen som Årets Sportsnavn. Men skal han i bagklogskabens klare lys have frataget den titel?

Hunden Villum løber glad rundt på mindepladen for Bjarne Riis på torvet i Herning. Dens ejer, Andreas Gottlieb, mener ikke, at der er nogen grund til at grave mindepladen op, selv om Bjarne Riis indrømmede doping. Foto: Gregers Tycho

Jeg planter mine støvler – størrelse 43 – oven på mindepladen. Fødderne dækker, så der står ”arne Ri”. Jeg har besluttet mig for at vente fem minutter for at se, om der kommer en reaktion her på torvet i Herning.

1 minut.

En kvinde trækker sin cykel forbi.

2 minutter.

En anden kvinde kigger nysgerrigt på mig.

»Hvad synes du om, at jeg står på Bjarne Riis?« spørger jeg.

»Ikke noget,« siger hun, skynder sig videre og tænker sikkert sit.

3 minutter.

Flere mistænksomme blikke.

4 minutter

Jeg forsøger at fange fotografens opmærksomhed, men han kigger ned i sin mobil.

5 minutter.

Blå bog

Bjarne Lykkegård Riis

  • Født den 3. april 1964

Professionelle hold

  • 1986: Roland
  • 1987: Lucas
  • 1988: Toshiba-Look
  • 1989: Super U-Raleigh-Fiat
  • 1990-1991: Castorama
  • 1992-1993: Ceramiche Ariostea
  • 1994-1995: Gewiss-Ballan
  • 1996-2000: Team Telekom

Største resultater

  • Tour de France i 1996
  • Fire etaper i Tour de France
  • To etaper i Giro d’Italia
  • Amstel Goldrace i 1997
  • Tre danmarksmesterskaber
  • Et DM i enkeltstart

Man kan stille sig fem minutter oven på mindepladen for Bjarne Riis på torvet i Herning uden at vække synderlig opsigt.

Det er 20 år siden, at Bjarne Riis blev kåret til Årets Sportsnavn, og vi kender alle historien: gul trøje, en sejr for skaldede mænd, Anne Dorthe, dopingrygter, »jeg er aldrig testet positiv«, etablering af professionelt cykelhold, indrømmelse af doping, national forargelse og Fanden og hans pumpestok.

Lance Armstrong gik samme vej som Riis og fik slettet sit navn fra syv Tour de France-sejre. Skulle man overveje at sløjfe Bjarne Riis’ navn fra Årets Sportsnavn 1996?

Bjarne Riis’ renommé har nok fået sig en på lampen, og denne artikel kunne godt skrives ved at ringe til universitetsprofessorer, filosoffer, avislederskribenter og cykeleksperter.

Spørg Herning

Men hvad nu hvis man tager ud til Bjarne Riis’ hjemby i stedet? Hvis man nu spørger dem, som han på en eller anden måde bedrog mest? Skal prisen stå? Skal mindepladen – der i folkemunde kaldes ”epo-klodsen” – graves op?

»Jeg synes, at det er fint, at der ligger sådan en plade. Om det var på ærlig vis eller ej, så gennemførte han verdens hårdeste cykelløb, og du skal ikke komme og sige, at han var den eneste, der var på det der,« siger den 21-årige Andreas Gottlieb, der er ude at lufte hunden Villum – en Welsh Corgi på et halvt år, der begejstret løber rundt på mindepladen.

Jeg stopper Jørgen og Jytte Tveen, der har boet i Herning siden 1965.

»Juridisk er han ikke dømt for noget. Jeg synes, at det er beklageligt, at han lavede numre, og der er slået en pæn flis af renomméet, men han hylede med de ulve, han var iblandt, da han var cykelrytter. Men at være så drastisk at fjerne pladen ...,« siger Jørgen Tveen, der afbrydes af sin kone:

»Jeg blev skuffet, da han stod frem. Han blev jo presset til at stå frem,« siger Jytte Tveen, der så afbrydes af sin mand:

»Han skulle have stået frem noget før og sagt: ”Jeg har gjort noget forkert.” Havde han gjort det noget før, så havde han vundet nogle point,« siger Jørgen Tveen.

Så kommer Elly og Ole Nielsen, og den sag har Elly en fast mening om.

»De er jo mere eller mindre dopede alle sammen. Så det er fint, at han fik den pris. Nu er han ved at starte op igen, for ham kan man sådan ikke lige dykke,« siger hun, og som det tilsyneladende er kutyme her på egnen, afbrydes hun af Ole.

»Nogen kan ikke lide den mindeplade, men jeg synes nu, at han har fortjent den ud fra det synspunkt, at mange var dopede. Det var forkert, men hvordan stopper man det? Tror du, de har stoppet det i dag?« spørger Ole Nielsen.

Jeg stopper en yngre pige, der siger, at hun ikke ved, hvem Bjarne Riis er, og det er måske et tegn på, at det er på tide at gå hen til Silkeborgvej 8.

En euforisk sommer

Her ligger Herning Cykle Klub.

I træningslokalet på første sal hænger masser af trøjer fra tidligere ryttere. Den flotteste er fra 1995 og gul med ”Gewiss Ballan” på brystkassen.

Her møder vi Kurt Markussen og Harly Hyldgaard, begge i starten af 70’erne, begge tidligere formænd for cykelklubben, begge aktive i 60’erne og 70’erne og begge har kendt Bjarne Riis, siden han trådte ind i klubben som ni-årig og tjente håndører på at lappe de voksnes cykler, når de var punkterede.

De to tænker med glæde tilbage på den sommer i 1996, da Bjarne Riis tryllebandt nationen og ikke mindst herningenserne.

»Der var en euforisk stemning, og byen var på den anden ende. Folk snakkede ikke om andet end cykling og Bjarne Riis. Det var næsten ikke til at være nogen steder, fordi man var tilknyttet cykelklubben,« siger Harly Hyldgaard.

Bjarne Riis-bølgen kunne mærkes i cykelklubben.

»Der kom mange små purke med faren i hånden, der skulle se, om de kunne komme til at cykle, og folk begyndt at cykle mere og mere. Den lokale cykelhandler kunne ikke følge med, og de lignede alle nogen, der skulle til at stille op i Touren. Det var sådan nogen som mig,« siger Harly Hyldgaard og klapper sig på maven »i small Banesto-trøje. De lignede Mumitrolde«.

Hvis ikke der i forvejen var fokus på Herning og cykling, kom der det med Tour de France-sejren. Og da Bjarne Riis etablerede et professionelt cykelhold i Herning.

For sen indrømmelse

Så kom dopingindrømmelsen. Både Harly og Kurt undlader at kalde det ”doping”, men bruger udtryk som ”vitaminer” eller bare ”det”.

»Det var ikke den store overraskelse. Der havde været mange indikationer med ”Rolf er ren”, og Bjarne havde jo nok også fået noget. Jeg tænkte ”hvorfor ikke”, men jeg tænker også, at han var en torsk for ikke at komme ud med det noget før. Når man bagefter ved, at de 25 bedste brugte det, burde han have indrømmet før. Så var der ikke blevet sådan et spektakel, hvis han havde sagt, ”jeg gør det, jeg skal, for at vinde”,« siger Harly Hyldgaard.

På væggene hænger billeder af klubbens ryttere. På holdbilledet fra Herning Cykle Klubs 40-års jubilæum fra 1977, står Bjarne Riis med pagehår og bomuldstrøje, og man er ikke i tvivl om, hvor hans sønner har udseendet fra.

Lidt længere henne hænger et mere nutidigt billede, hvor pagehåret er væk. ”Æresmedlem 04.11.00 Bjarne Riis” står der.

Da dopingindrømmelsen kom, holdt man møde i bestyrelsen og besluttede, at Bjarne Riis skulle beholde sit æresmedlemsskab.

»Han blev æresmedlem og fik mindepladen, inden han indrømmede, og jeg synes ikke, at de ting skal tages fra ham, for han har gjort meget godt for dansk cykelsport. Han har fået en masse mennesker ud at cykle, som måske ville få livsstilssygdomme. Det har han gjort for Herning, det har han gjort for hele landet. Jeg vil ikke forsvare det, for det er skidt, at han har brugt det, men langt de fleste af dem, der opnåede resultater havde et eller andet ... det kan man lige så godt indrømme,« siger Kurt Markussen, der tilføjer, at man skal passe på med at sige, at alle tager »det«.

Men hvad så med prisen som Årets Sportsnavn i 1996. Skal den stå?

»Jeg er nødt til at holde Jyllands-Posten lørdag og søndag, for ellers kan jeg ikke finde ud af, hvornår der er weekend. Og jeg vil sige det sådan, at hvis Jyllands-Posten sløjfer ham som Årets Sportsnavn, så er jeg ikke sikker på andet, end så kunne jeg godt finde ud af, hvornår lørdag og søndag var,« griner Kurt Markussen.

Vi lader den ligge der. Oplagstallet er trods alt ikke noget, man spøger med.

BRANCHENYT
Læs også