Politik
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

0

PKA, PFA, Cowi og Rambøll står klar: Vi vil snuppe en ordentlig bid af Trumps vilde investeringsplaner til 7.000 mia. kr.

Danske pensionskasser er klar til at investere milliarder i den storstilede infrastrukturplan, som USA's kommende præsident, Donald Trump, har bebudet. Også ingeniørvirksomheder håber på at få en bid af kagen.

Donald Trumps udmeldinger om massive investeringer i amerikansk infrastruktur falder i god jord hos danske pensionsselskaber, der står klar med milliarder til finansiering. Foto: Evan Vucci/AP

Danske pensionskasser og ingeniørvirksomheder gør klar til at erobre en bid af den historisk store infrastrukturplan, som USA’s kommende præsident, Donald Trump, agter at gennemføre.

»Vi håber, at det bliver rigtigt stort. Jeg kan sagtens forestille mig, at vi er villige til at investere et betydeligt milliardbeløb i USA. 5-10 mia. kr. er ikke noget, der afskrækker os,« siger investeringsdirektør i PKA Michael Nellemann Pedersen, der fortæller, at PKA allerede har investeret 20. mia. kr. i infrastrukturprojekter i dag.

I sit valgprogram har Donald Trump bebudet, at han vil skyde 1.000 mia. dollars (ca. 7.000 mia. kr.) ind i en storstilet investeringsplan rettet mod en nedslidt offentlig infrastruktur. Trump overtager embedet som USA's præsident den 20. januar.

Trumps plan
  • I sit valgprogram har Donald Trump annonceret, at dele af hans store infrastrukturplan skal finansieres gennem public-private partnerships – på dansk kendt som offentligt-private partnerskaber.
  • I OPP-projekter går en offentlig og privat aktør – typisk en pensionskasse - sammen om en større bygge- og anlægsopgave. Typisk vil den private aktør stå for finansiering, opførelse og drift, og herefter udleje til den offentlige myndighed over en længere årrække.
  • Donald Trump har bebudet, at investeringsplanen skal dække over bl.a. energi, veje, tunneller, lufthavne og broer.
  • Donald Trump indsættes som amerikansk præsident den 20. januar 2017.

En del af midlerne skal komme fra private investorer via offentligt-private partnerskaber, og hos PKA øjner man muligheden for investere flere milliarder kroner i amerikanske veje, broer eller anden infrastruktur.

Også PFA er klar til at investere omkring 10 mia. kr. i USA, hvis de rigtige muligheder dukker op, siger investeringsdirektør i PFA Henrik Nøhr Poulsen.

»Vi ser nogle rigtigt interessante muligheder i Trumps investeringsplan. USA har igennem mange år gjort brug af private midler til investeringer i infrastruktur, og samtidig er infrastrukturen slidt mange steder,« siger han.

Mere afventende forholder man sig hos PensionDanmark.

»Vi har bemærket, at en stor del af pengene skal komme fra private partnere. Der vil vi selvfølgelig se, om der åbner sig nogle muligheder for os. Men det er meget tidligt at sige noget om det,« siger adm. direktør Torben Möger Pedersen.

Hos landets to største rådgivende ingeniørvirksomheder, Cowi og Rambøll, hersker der ingen tvivl om, at Trumps planer vil give et boom til industrien, og de er begge klar til byde sig ind på nye projekter.

Ifølge Kasper Grotle Rasmussen, adjunkt ved Center for Amerikanske Studier på Syddansk Universitet, skal de danske virksomheder og pensionskasser dog passe på med at tage glæderne på forskud.  

For Trumps store investeringsplan kan have lange udsigter, fordi det kan udvikle sig til en langtrukken proces at få planen ført igennem det politiske maskineri.

»Jo større beløb, der skal findes til planen, jo større politisk kapital skal man også bruge for at få det igennem. Jeg vil ikke tro, at dette er noget, der kommer inden for de næste par år,« siger han.

BRANCHENYT
Læs også