Gammel Politik
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

Brian Mikkelsen oplyser uklart om millioninvestering i kapitalfond

Bag et lille selskab knap over bagatelgrænsen gemmer erhvervsminister Brian Mikkelsen (K) en 5 mio. kr. stor investering og en - helt lovlig - skattefinte. Hverken finte, fradrag eller formue kan dog læses direkte ud af regeringens forsøg på at skabe åbenhed om ministrenes økonomiske interesser.

Erhvervsminister Brian Mikkelsen (K) tjekker sin telefon, inden han skal på scenen i Skuespilhuset til Finansrådets årsmøde i december. Foto: Stine Bidstrup

Erhvervsminister Brian Mikkelsen (K) lever ikke op til ånden i kravene til ministre om at være åbne om deres økonomiske interesser.

Sådan lyder dommen fra flere eksperter, efter at Finans har forelagt dem regnskabet for selskabet EWM-BM Invest ApS, som Brian Mikkelsen ejer sammen med sin ægtefælle.

For bag et selskab - der ifølge ministerens egen vurdering er lidt over 200.000 kr. værd - gemmer der sig en 5 mio. kr. stor investering og en potentielt indbringende skattefinte.

»Umiddelbart virker det ikke som en retvisende deklarering,« lyder dommen fra forskningschef ved DJMX Roger Buch, der har forsket i politikernes pengestrømme.

Lars Løkke har ellers gjort det obligatorisk for alle ministre at oplyse om egne og ægtefællers eller samlevendes økonomiske interesser til Statsministeriet, som offentliggør oplysningerne på sin hjemmeside.

Det skal sikre den størst mulige åbenhed omkring ministres personlige økonomiske forhold og derved medvirke til at sikre den almindelige tillid til, at ministrenes embedsførelse ikke påvirkes af »usaglige hensyn«.”

Per Nikolaj Bukh, professor i økonomistyring ved Aalborg Universitet, har gennemgået regnskaberne i investeringsselskabet, og ifølge professoren er alt opført juridisk korrekt. Men i forhold til gennemsigtigheden halter det en hel del:

»Hvis man forestillede sig, at det var den almindelige borger, der skulle gennemskue det, så er det håbløst. Det kræver, at man ved, hvad man skal kigge efter, og læser regnskaberne,« siger professoren.

Man skal faktisk helt ned i bunden af regnskabet for ministerens investeringsselskab for at se, at der er en del mere på spil end et par hundretusinde.

Der er nemlig tale om en investering i et såkaldt K/S - et selskab, der oftest bruges til at nedbringe fx topskat ved at lave en investering, der typisk giver underskud i sine første år, og dermed sænker den skattepligtige indkomst.

Her har ministeren og konen bundet sig til investeringer for 5 mio. kr., hvoraf lidt over halvdelen ved seneste opgørelse var indbetalt i en dansk kapitalfond.

Men den store investering og det manglende navn på kapitalfonden passer dårligt på oplysningsskemaets krav om »størst mulig åbenhed,« påpeger Roger Buch, der dog gør klart, at der ikke er tale om en lovovertrædelse.

»Statsministerens særlige krav til sine ministre er ikke baseret på lovgivning, så det vil ikke være ulovligt at give misvisende eller ufuldstændige oplysninger. Til gengæld kan det være et brud på statsministerens tillid til sine ministre, og det vil kunne være mindst lige så alvorligt som en overtrædelse af formelle regler,« vurderer forskningschefen.

Erhvervsministeren oplyser til Finans, at hans revisor har stemplet ministerens oplysninger som »juridisk dækkende,« og gør klart, at han ikke mener, at man bør sælge sine aktier i en dansk virksomhed, bare fordi man bliver minister for den:

»Som minister mener jeg grundlæggende, at desto flere der investerer i danske aktier desto bedre for samfundet, og jeg mener ikke, at man bør sælge alle aktier og lukke sine selskaber, fordi man bliver minister,« skriver Brian Mikkelsen i et mailsvar til Finans.

Læs også