Gammel Tech
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

Velkommen til nørdernes paradis

Consumer Electronics Show finder sted i Las Vegas i denne uge og byder som sædvanligt på vanvittigt mange gæster og gadgets. Men de teknologiske trends har de fleste allerede hørt om, så hvorfor bliver der gjort så stort et nummer ud af messen?

150.000 mennesker besøgte sidste år CES i Las Vegas.  Foto: Jae C. Hong/AP Sydkoreanske Samsung er i fraværet af Apple, Google og Microsoft den største udstiller på CES blandt it-selskaberne.

Amerikanere elsker at gøre alting op i tal, så vi kan lige så godt få det overstået med det samme.

I denne uge byder spillebyen Las Vegas på den 48. årgang af Consumer Electronics Show - eller blot CES, der favner de nyeste produkter fra et væld af it-selskaber og andre tunge industrinavne og derfor betragtes som en af verdens største og vigtigste messer på tværs af alle brancher.

Faktisk får man ondt i fødderne og skuldrene blot af at tænke på, hvad der er på færde fra mandag til fredag. 150.000 gæster fra 140 lande bevæger sig rundt blandt 3.000 stande med 20.000 lanceringer fordelt på 180.000 kvadratmeter. I runde tal.

Gæsterne vil blive budt på hovedtaler fra Samsungs og Mercedes-Benz' frontfigurer, Boo-Keun Yoon og Dieter Zetche. De vil blive underholdt af berømtheder som 50 Cent , Dr. Phil, Ryan Seacrest og Neil Young. De vil blive præsenteret for årets teknologiske trends, og de vil - ikke mindst - få mulighed for at røre ved og afprøve en masse gadgets, maskiner, apparater og dimser for første gang.

Sådan er CES. Skrællet ind til kernen. For overalt i Las Vegas sker der så meget, at selv nørderne står af.

»Alle fortæller mig, at CES er en rodet forestilling,« lyder overskriften således i en klumme i magasinet TechCrunch fra Romain Dillet, der er blandt de 6.000 akkrediterede pressefolk.

Den overvældende interesse skyldes naturligvis, at medierne på én og samme tid kan få et indblik i fremtiden og en indsigt i de selskaber, der de facto sidder på toppen af verden i det 21. århundrede.

På Forbes' top 10 over de stærkeste brands optræder der lige nu hele seks it-selskaber anført af Apple, Microsoft og Google, som imidlertid alle glimrer ved deres fravær i Las Vegas. Apple har forlængst meldt sig ud af fællesskabet for at sætte sine produkter bedre i scene selv, mens Microsoft for to år siden også trak sig tilbage til sit eget værelse simultant med, at flere og flere nye it-selskaber strømmer til festen langs The Strip.

Slagnumrene
CES begyndte som en lille udstilling i New York i 1967 for så siden at blive opdelt i et vintershow i Las Vegas og et sommershow i Chicago, inden det nuværende format blev introduceret i 1998. Her er en stribe udvalgte produkter og teknologier, der er blevet lanceret på CES gennem årene:
  • Videoafspilleren (1970)
  • CD'en (1981)
  • Commodore 64 (1982)
  • Nintendo (1985)
  • Tetris (1988)
  • Mini Disc'en (1993)
  • DVD'en (1996)
  • HD tv'et (1998)
  • Microsoft Xbox (2001)
  • Blu-ray Disc'en (2003)
  • 3D HD tv'et (2009)

Giganternes fravær er den ene årsag til, at gadgeteksperten David Helstrup Guldager har svært ved at forstå, hvorfor CES stadigvæk nyder så stor bevågenhed. Den anden årsag er, at messen foregår hvert eneste år på denne tid - og i sagens natur har svært ved at overrumple verden med så korte mellemrum.

»Det bliver meget det samme. Derfor deltager jeg ikke denne gang. Da jeg begyndte hos TV2, tog jeg derover tre år i træk og kunne konstatere, at det hver gang handlede om 3D. Så jeg tog en pause, og da jeg vendte tilbage i 2014, syntes jeg faktisk, at der var sket noget nyt - men i år handler det så igen om det samme: Internet of things, 3D-print og wearable technology. Altså alle de ting, som vi egentlig har snakket om i utrolig lang tid,« forklarer David Helstrup Guldager, redaktør hos TV2 Beep.

Han mener ligefrem, at CES har mistet lidt af sin glød.

»CES handler om at vise de nyeste trends. Men i virkeligheden fastslår messen blot de trends, der allerede er derude. Så jeg undrer mig faktisk over, hvorfor CES stadig er så stort et nummer i USA. Men måske er det ved at gå i en anden retning. For der er andre end mig, som har fået øje på, at der ikke sker så meget nyt fra år til år,« siger David Helstrup Guldager med afsæt i en samtale med kolleger fra konkurrerende medier.

Artiklen fortsætter under billedet...

Når det er sagt, så kan messen - også i hans øjne - stadig noget helt specielt. Gadgeteksperten peger på, at der hvert år sker en masse lanceringer på det enorme areal mellem The Venetian og The Palazzo, som den almindelige forbruger kan tage bestik af. Eksempelvis afslører en rundtur til de mange producenter af fjernsyn, om det kan svare sig at købe en ny model, eller om det alligevel er så som så med forbedringerne.

Samtidig er det altså værd at huske på, at de enarmede tyveknægte i Las Vegas gennem årene har rullet henrykt med øjnene over ikke så få banebrydende produkter, der siden har defineret en periode, et årti eller sågar en generation.

Videoafspilleren blev præsenteret på messen i 1970, cd'en i 1981, Commodore 64 i 1982, Nintendo i 1985, mini disc'en i 1993, dvd'en i 1996, Microsoft Xbox i 2001 og 3D HD tv'et i 2009. 

På den måde er CES blevet et fast pejlemærke for forbrugerøkonomer og markedsanalytikere. Ligesom it-selskaber, distributører, forhandlere og gadgetmagasiner selvfølgelig har en vis interesse i at gøre et stort nummer ud af CES, betoner David Helstrup Guldager.      

»Jeg kan sådan set godt lide at være der. Det giver mig altid et indblik i, hvad der kommer til at ske på den teknologiske front i løbet af året. Og det passer som regel. For det kan jo godt være, at folk som mig har hørt om de her trends i mange år, men CES er stedet, hvor det hele bliver realiseret. Hvor vi kan afprøve den nyeste teknologi for første gang.«

Denne artikel er en oplåst abonnementsartikel. Ønsker du fuld adgang til alle øvrige artikler i Finans’ abonnementsunivers, kan du helt uforpligtende få 40 dages gratis adgang ved at klikke her.

Læs også