Gammel Weekend
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

Gid Roger Waters havde været med

David Gilmour og Nick Mason udgiver i Pink Floyd-navnet et nyt opus, der som samlet værk står svagt.

Da albummets grundmateriale blev indspillet i 1993, bestod Pink Floyd af fra venstre Richard Wright, David Gilmour og Nick Mason. Roger Waters havde midt i 1980’erne forladt gruppen.  Foto: Andy Earl.

Pink Floyd

The Endless River

Parlophone/Warner Music

Udkommer på mandag

Da Roger Waters midt i 1980’erne skred fra Pink Floyd efter lang tids skyttegravskrig, regnede han med, at det var slut med et af verdens allerbedste og største bands.

Sangeren og bassisten tog fejl. Guitarist David Gilmour og trommeslager Nick Mason ville stadig udgive sange i Pink Floyds navn – og jura kunne ikke standse dem. Så en frustreret Waters måtte se det band, hvor han havde været lederskikkelsen, fortsætte. Først var det kun Gilmour og Mason, men så kom også keyboardspiller Richard Wright med igen. Det blev til to studiealbum og en lang række kæmpestore koncerter. Pink Floyd var langt større end solisten Roger Waters, der udgav musik, som kommercielt ikke matchede, hvad Gilmour, Mason og Wright præsterede sammen.

Endelig succes som solist

I nyere tid har Waters fået genskabt sig som kunstner og performer med verdensomspændende turneer, der har taget udgangspunkt i Pink Floyds epokegørende værker ”The Dark Side Of The Moon” og ”The Wall”.

Én gang, til velgørenhedsarrangementet Live 8 i 2005, optrådte Waters sammen med de tre andre. De så ud til at have det sjovt, så fanskaren håbede på nye album og turneer.

Det skete aldrig, og lader sig ikke længere gøre, da Richard Wright døde i 2008.

Både Gilmour og Mason har i de senere år gæsteoptrådt til Waters-koncerter. Men forenet er de tre bestemt ikke, og nu kan Roger Waters kun tage til efterretning, at Gilmour og Mason udgiver et nyt album i Pink Floyds navn.

Indspilninger fra 1993

Grundmassen på den 53 minutter lange udgivelse er musik, der blev indspillet i 1993 under arbejdet med albummet ”The Division Bell”, som udkom året efter.

Pink Floyd

Dannet i 1965 af Syd Barrett, Nick Mason, Roger Waters og Richard Wright. David Gilmour kom med i 1967. I 1968 forlod en sindsforvirret Barrett bandet.

Vigtigste plader: ”The Piper At The Gates Of Dawn” (1967), ”Atom Heart Mother” (1970), ”Meddle” (1971), ”The Dark Side Of The Moon” (1973), ”Wish You Were Here” (1975), ”Animals” (1977) og ”The Wall” (1979).

Pink Floyds totale albumsalg er blevet estimeret til 200-250 mio. stk. Det nye album, ”The Endless River”, ser ud til at blive en salgssucces. I den internationale internetbutik Amazon er et album aldrig før blevet forudbestilt i så mange eksemplarer. Herhjemme har både Fona og Dansk Supermarked store forventninger til albummets salg.

Det vil sige, at Richard Wrights karakteristiske runde stemningsfulde keyboardspil præger det nye albums mange instrumentalnumre, f.eks. ”It’s What We Do”. Det står som et af det nye opus’ bedste øjeblikke. Nummeret lyder ikke som 1990’ernes Pink Floyd. I stedet får man med Wrights keyboardsærpræg og Gilmours potente strengeleg oplevelsen af det britiske band på albumklassikeren ”Wish You Were Here”. Og så ender man med at forestille sig, at Roger Waters synger lige om lidt. Sådan foregik det jo på pladerne dengang. I stedet fortsætter strømmen af instrumentalmusik på godt og mest ondt.

Værst er det, når et længere forløb fremstår som ufarlig muzak. Lyset over oplevelsen tændes til gengæld, når et nummer afsøger Pink Floyds soniske udtryk fra ”Meddle” i 1971 til ”The Wall” i 1979. Det kan være antydninger eller minutlange forløb skabt af såvel Gilmour som Mason og Wright. Et spændingsfelt er ”Skins”, der med sit psykedeliske drama er et lille minde om det særegne mesterstykke ”Echoes” fra ”Meddle”-albummet.

Musikken bagefter bringer desværre lytteren et sted hen, hvor man mangler Waters’ vokal, og som en slags kompensation får man på ”Anisina” en sax- og klarinet-solo. Og det er aldeles rædselsfuldt.

David Gilmour var i 1970’erne bandets ”andenstemme”, f.eks. var han forsanger på ”Money”, og han burde på det nye album have ladet sin sprøde røst lyde på ”Allons-Y (1)”, der i sit udtryk minder om ”Run Like Hell” fra ”The Wall”.

Synger kun på et nummer

David Gilmour synger kun på albummets sidste nummer, ”Louder Than Words”. Teksten er skrevet af hustruen Polly Samson: »We bitch and we fight/Diss each other on sight/But this thing we do/These times together«.

Det kunne være beskrivelsen af, hvordan de tre tilbageværende kræfter i Pink Floyd ikke kan arbejde sammen om at opnå det bedst mulige resultat. ”Louder Than Bombs” står tilbage som en flot kreeret sang, og der er ingen tvivl om, at Gilmour og Mason med alt det gamle materiale og hjælp fra dygtige musikere har gjort sig umage for at gøre det nye album så godt som muligt. Det er bare ikke godt nok.

Læs også
Top job